Stift en djøf-klub
Indkald til en stiftende generalforsamling
Du skal starte med at indkalde medlemmerne af Djøf til en såkaldt ’stiftende generalforsamling.’ Her skal I træffe beslutning om, at I vil danne en klub.
Vedtægter for klubben
Er der opbakning til en djøf-klub, kan I vælge at lave vedtægter for klubben – herunder hvilke kompetencer, der er uddelegeret i djøf-klubben. Djøf har lavet et sæt standardvedtægter, som vi anbefaler, at I bruger for den nye klub, evt. med tilpasning efter de lokale forhold.
Vedtægter djøf-klub
Valg af tillidsrepræsentant
Det er også på et klubmøde, fx. stiftende generalforsamling, I skal vælge en tillidsrepræsentant, tillidsrepræsentantsuppleant og på store arbejdspladser eventuelt også en bestyrelse for klubben. Ikke-medlemmer deltager i valget af tillidsrepræsentant og suppleant, men ikke i valget af klubbestyrelsen. Tillidsrepræsentanten og suppleanten har ansvaret for at varetage klubbens interesser overfor ledelsen.
Klubmøder
Djøf anbefaler, at klubben udover generalforsamlingen også planlægger et antal klubmøder om året. Møderne kan være af orienterende karakter, have et specifikt fagligt emne eller I kan tage jeres arbejdsforhold op til drøftelse.
Det er på klubmøderne, at djøferne beslutter, hvilke emner, holdninger, krav og ønsker, som tillidsrepræsentanten og suppleanten skal gå videre med overfor ledelsen.