]]>

AC-forlig i regionerne – forhandlingerne godt i mål

Så er vi helt i mål med forhandlingerne på det regionale område. I dag er der indgået aftale om de særlige vilkår for den akademiske overenskomst.

26.02.2021

Her kan du i korte træk orientere dig i de specifikke forbedringer, der er aftalt for akademikerne i regionerne.  

Den økonomiske ramme

I weekenden indgik Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner et OK21-forlig, som indeholdt en aftale om de generelle lønforbedringer over de næste tre år.

Udover de generelle lønforbedringer blev der som led i det generelle forlig aftalt at afsætte midler svarende til 0,45% af lønsummen til de såkaldte organisationsforhandlinger. Det er de midler, som Akademikerne og Danske Regioner nu er nået til enighed en fordeling af.

Løn

Små forhøjelser af trin 7 og 8 samt af basislønnen til special- og chefkonsulenter med: 

  • Trin 7: 909 kr. årligt
  • Trin 8: 967 kr. årligt
  • Specialkonsulenter 1.219 kr. årligt
  • Chefkonsulenter 1.306 kr. årligt  

Beløbene er i 2018-niveau. Lønforhøjelserne er pr. 1. april 2022.

Kompetencefond

Da vi indsamlede krav hos medlemmerne i februar 2020 ønskede mange regionalt ansatte, at der skulle stilles krav om etablering af en kompetencefond, så akademikerne i regionerne ville få mulighed for at søge om midler til individuel kompetenceudvikling. Nu er det aftalt, at akademikerne indtræder i den regionale kompetencefond fra 1. april 2021. Der kan søges om midler fra fonden fra 1. april 2022. 

Pension

Parterne har aftalt at hæve pensionsprocenten fra 18,46% til 18,58%. Denne forøgelse af pensionsprocenten bliver omfattet af frit valg, så du kan vælge at få den udbetalt som løn. Forbedringen får virkning fra 1. april 2022.   

Lønforløb tilpasses nye uddannelser

Der kommer over tid nye uddannelser til. Senest er det blevet muligt at tage en etårig kandidatuddannelse. Det er aftalt at justere lønforløbet, så det nu kan rumme de nye uddannelsesmuligheder. Hvis du er bachelor, betyder justeringerne, at du fremover vil slutte på trin 6 i stedet for på trin 5, som i dag.   

Seniorbonus

Regionalt ansatte akademikere, får nu ret til en seniorbonus på 0,8% af den sædvanlige årsløn fra kalenderåret efter, de er fyldt 62 år. Seniorbonussen kan veksles til 2 betalte fridage, ekstraordinær pensionsindbetaling eller selvvalgt kompetenceudviklingsforløb efter medarbejderens valg.

Ph.d.ere og forskere

Medarbejdere, der som led i ansættelsen i regionen er indskrevet på en ph.d.-uddannelse ved et universitet, får fremover en ret til at få forlænget deres ansættelse svarende til den tid, de er fraværende på grund af barsels- eller adoptionsorlov. 

Udenlandske forskere og lignende får mulighed for at vælge at få pensionsbidraget udbetalt som løn i stedet for indbetaling til den overenskomstmæssige pensionsordning. Ansættelsen skal være midlertidig og højst for en 5-årig periode.   

Introforløb

Det har været en prioritet for Djøf at få skrevet ind i overenskomsten, at der på arbejdspladserne skal tages særligt godt hånd om de nyuddannede akademikere. Overgangen mellem studie- og arbejdsliv er udfordrende, og det er vigtigt, at nyuddannede akademikere bliver introduceret ordentligt til arbejdspladsen, arbejdsopgaverne og det ansvar, der ligger i jobbet. Fremadrettet vil det fremgå af overenskomsten, at der bør være særligt fokus på kompetenceudvikling og introduktion til opgaverne for nyuddannede akademikere. 


Se hele forliget mellem Akademikerne og Danske Regioner.

Hvis du ikke fik læst Djøfs nyhed om det generelle forlig i regionerne, er det her.

 

Den videre proces

OK21-resultatet kommer til afstemning blandt Djøfs medlemmer efter repræsentantskabsmøde den 18. marts 2021. 

Når du får linket til afstemningen, får du samtidig en teknisk gennemgang af overenskomstresultaterne, så du kan orientere dig grundigt i, hvad den nye overenskomst indeholder.

Flere nyheder om OK21

Klart ja til OK21-resultatet

Den vejledende urafstemning blandt Djøf Offentligs medlemmer sluttede 7. april 2021 og viste et klart ja til overenskomstresultatet. Akademikerne har samlet godkendt OK21-resultatet tirsdag den 20. april 2021.

OK21-lønstigninger 1. april 2021

Både i staten, kommuner og regioner er der ved OK21 aftalt lønstigninger pr. 1. april 2021. Udmøntningen af lønstigningen må dog vente til overenskomsterne er endeligt godkendt. Du får lønstigningen med tilbagevirkende kraft, når det er sket.

Regionalt chefforlig med gode takter

Der er nu indgået forlig med Danske Regioner om de vilkår, der for de næste 3 år er gældende for direktører og chefer i regioner, herunder direktører og chefer på hospitalerne.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.