Nu skriver jeg ikke bare til en anonym mailadresse, som måske skal sende det videre i systemet, men jeg skriver direkte til en person, jeg har talt med og løst en opgave med.
Den første hektiske tid gjorde, at vi fik mere direkte kontaktlinjer til klinikere og sundhedsfaglige eksperter. Det var vi nødt til, fordi det hele skulle gå så stærkt. Jeg kunne skrive direkte til en overlæge for at få verificeret nogle produktspecifikationer og få svar samme dag. Også på en søndag. En henvendelse som før corona måske kunne tage uger at få svar på. Men der var ikke tid til normale procedurer, og det rettede hele systemet sig ind efter. Det blev meget tydeligt, at kriser ryster folk sammen.
Det er virkelig skønt, at vi har fået mere direkte adgang til de sundhedsfaglige specialisters viden. Forleden kontaktede jeg en mikrobiolog med et spørgsmål om bakterier og fik svar med det samme. Så jeg oplever helt klart, at der er en mere personlig kontakt og hurtigere afklaringer. Nu skriver jeg ikke bare til en anonym mailadresse, som måske skal sende det videre i systemet, men jeg skriver direkte til en person, jeg har talt med og løst en opgave med.
I de første måneder var vi hele tiden bekymrede for at have for få værnemidler på lager. Og vi har fortsat brug for en meget stor kapacitet. Normalt bruger vi 1,5 millioner mundbind om året, nu bruger vi 6 millioner - om måneden.