]]>

Jeg sætter mig ind i andres faglighed

Dorthe Petersen er direktør for Meyers Madhus. En arbejdsplads karakteriseret ved mangfoldighed i både mad- og arbejdskultur.

Dorthe Petersen

Dorthe er direktør for en af hjørnestene i Danmarks madscene, Meyers Madhus. En arbejdsplads karakteriseret ved mangfoldighed i både mad- og arbejdskultur. Det kræver derfor en levende fantasi og god forståelse for andres fagligheder at lede sådan en arbejdsplads. Dorthe fortæller her med egne ord om arbejdet som leder i Meyers Madhus.

 

Her er min tilgang, at jeg sætter mig grundigt ind i den enkelte medarbejders faglighed. For hvordan skal jeg ellers forstå, hvad de forskellige fagligheder byder ind med?

Vi er faktisk som en familie. En meget stor familie, der arbejder med at ændre madkulturen i Danmark. Vi laver madkurser for børn, voksne amatører og professionelle, og vi formidler vores idéer gennem smagninger, symposier, seminarer og projekter, hvor mad bruges som middel til at nå større samfundsmæssige dagsordner. Målet er at vores madkultur bliver til størst mulig gavn og glæde for flest muligt mennesker. 

Mine kollegaer består derfor blandt andet af djøfere, kokke, magistre og kommunikationsfolk. Inden for hver faglighed er der samtidig stor forskel på, hvad den enkelte medarbejder er god til. Som leder er det min opgave at binde kompetencerne sammen og sørge for, at alle får det bedste ud af deres talent. Her er min tilgang, at jeg sætter mig grundigt ind i den enkelte medarbejders faglighed. 

For hvordan skal jeg ellers forstå, hvad de forskellige fagligheder byder ind med? Og hvordan skal kokken forstå mig – og jeg ham – hvis vi taler hvert vores sprog? Hvis vi skal levere vores bedste, er det meget vigtigt at kende til hinandens faglighed og respektere den. Det gælder især for mig som leder. For på den måde ved jeg, hvor de faglige grænser går. I sidste ende gør det, at jeg kan fordele ansvaret, så opgaverne bliver løst optimalt.

I dag har vi også et meget tillidsfuldt samarbejde.

Et godt eksempel er Bo, som er rektor hos os. Bo er kok og fagligt ansvarlig for vores uddannelsesdel og fagligheden omkring mad. For eksempel de madkurser, vi tilbyder. Før sad han med kontrakter, økonomi og strategi – ud over det faglige ansvar. Opgaverne var lige ved at vælte ham omkuld.

Bo løftede sit ansvar, men det var jo ikke derfor, han var der. Så han var enormt lettet, da vi besluttede, at jeg påtog det administrative ansvar. Men mit samarbejde med Bo er ikke kun, at vi nu har en klar arbejdsfordeling. I dag har vi også et meget tillidsfuldt samarbejde. Og i Bo har jeg en makker, der også spiller mig bedre på hans faglighed.

Det giver mine ledelsesopgaver mening på flere planer. For eksempel ser jeg ikke kun strategiarbejdet som djøfer, men læser terrænet med Bos faglighed i baghovedet. Og det betyder også, at tilliden, som forbinder alle vores fagligheder, får de andre til lettere at se mit perspektiv som djøfer.