]]>

En sjælden fugl i hotelbranchen

For en nyuddannet økonom var hotelbranchen ikke et oplagt valg. I dag er Jep Friis Egefjord hoteldirektør og undrer sig over, at akademikerne er så få i branchen.

Han har lige haft et job som tankpasser, så stillingen som natportier på Hotel Royal i Aarhus er et rent drømmejob for Jep Friis Egefjord. Den 21-årige økonomistuderende kommer nu tæt på epicentret for byens natteliv og er på fornavn med de landskendte musikere, der sover på hotellet.

Af Simon Oxby

"Det er en branche med en høj puls og en international stemning, som du næsten kun kan opleve ved at rejse ud. På hotellerne i storbyerne er du med på sidelinjen i alt, hvad der sker – fra medicinalkongresser til store koncerter," siger direktør Jep Friis Egefjord, Wakeup Copenhagen.

Fra natportier til direktør

Fascinationen bliver til en dyb interesse for hoteldrift. Da uddannelsen som cand.oecon. i virksomhedsledelse er i hus i 2004, tager han derfor imod et tilbud fra First Hotels om at blive trainee. I løbet af et år kommer han ind i alle de arbejdsgange, som findes på et hotel - og det har været afgørende for hans karriere i hotelbranchen.

"Hotellerne er fulde af dygtige fagfolk inden for hvert deres felt, så ingen lader sig imponere, hvis du stiller dig op på en stol, og fortæller du har en kandidatgrad. Til gengæld giver det respekt, hvis du har sat dig ind i arbejdsgangene og samtidig har en dyb faglighed," forklarer Jep Friis Egefjord.

Op gennem nullerne har han blandt andet haft titel af controller og forretningsanalytiker på forskellige hoteller, og i 2010 fik han sit første direktørjob på Grand Hotel i København. Han er siden vendt tilbage til Wakeup Copenhagen, hvor han tidligere var med til at udvikle hotelkonceptet og nu er direktør.

Hoteldrift med faglige udfordringer

På det faglige plan byder hoteldriften på mange spændende udfordringer.

"Det er sjovt at arbejde med et produkt, hvor man ikke kan have noget på lager. Du skal sælge værelset i dag – ellers går du glip af fortjenesten. Og så er hoteldrift en lederopgave, hvor det ikke bare handler om opgaven, men også om de mennesker, der skal være med til at løse den," siger Jep.

Han vurderer, at hotelbranchen ville have stor gavn af at ansætte flere akademikere. Og selvom startlønningen for en djøfer er lavere end i andre brancher, så mener han, det opvejes af spændende opgaver og karrieremuligheder, der strækker sig ud over hele verden.

"Der er brug for folk, som kan skabe koblinger til oplevelsesindustrien, tænke i nye salgskanaler og på, hvordan hotellerne skal designes, så de appellerer bredt. Det er netop noget af det akademikere er dygtige til og kan få succes med," slutter direktør Jep Friis Egefjord, Wakeup Copenhagen.