Får du løn under ferie som nyuddannet?
Det korte svar er nej. Som nyuddannet har du ret til fem ugers ferie som alle andre, men det er for egen regning. Eller du vil typisk have et meget lille beløb fra Feriekonto, som du muligvis har optjent i dit studiejob. Det gælder, indtil den nye ferielov træder i kraft i 2020.
Det betyder, at ansættes du i staten, har du ret til fem betalte feriedage, som svarer til en uges ferie. Det betyder også, at bliver du ansat andre steder, er det uden betalt ferie, indtil du har optjent rettet til det. Det gælder ved ansættelse i:
- Private virksomheder
- Organisationer
- Kommuner
- Regioner
Er dit første job i et af de nævnte steder, risikerer du, at der kan gå op til 16 måneder, før du kan holde ferie med løn.
Men det kan forhandles.
Din ferie er også til arbejdsgivers fordel
Når du indleder din forhandling med arbejdsgiver, er det en god idé at spille dine behov ind på deres banehalvdel. Det betyder, at du med fordel kan forklare din kommende arbejdsgiver, hvad de får ud af at tage imod dit ønske om betalt ferie.
Du kan fx starte med at sige:
"Jeg kan forstå, at jeg som nyuddannet og ansat i en privat virksomhed/i en kommune/i en region ikke vil få muligheden for at afholde betalt ferie, og det ærgrer mig naturligvis. Som medarbejder har jeg samme behov for at trække stikket og lade op, så jeg fortsat kan levere og producere på et højt niveau, også uden at det skal fjerne en væsentlig del af min løn."
"Derfor vil jeg høre, om ikke vi kan aftale, at jeg fra start også får 3 ugers betalt sommerferie – det vil betyde rigtig meget for mig – og det kommer også jer til gavn i form af en medarbejder, som er i topform året rundt."
Har du brug for flere tips til din første lønforhandling, kan du finde flere gode råd til, hvordan du forbereder dig til din første lønforhandling.