]]>

Nyhedsmail

Kom godt fra start i dit første job efter studiet

Få fem strategiske råd til, hvordan du kommer godt i gang med dit første fuldtidsjob som nyuddannet.

Når du starter i dit første job efter studiet, vil du opleve, at din nye hverdag ser meget anderledes ud. Du vil opleve, at du får en mere struktureret hverdag med mindre frihed og tid til spontane aftale.

Du vil også opleve, at dit arbejde bliver en del af større maskine, og du ikke altid kan gennemskue dit bidrag til en samlet løsning. Fx vil du ikke altid blive belønnet med anerkendelse, hver gang du løser en arbejdsopgave. Og det kan være svært at vide, hvordan du er med til skabe konkret værdi i hverdagen. 

Derfor er det vigtigt, at du er proaktiv for at skabe dig en god hverdag i dit nye job. Det kan du gøre ved at være i tæt dialog med din nærmeste leder og kolleger. Derfor opfordrer vi dig til, at du er opsøgende på din nye arbejdsplads. På den måde er du med til at sikre, at du bliver integreret på din nye arbejdsplads

Her har vi samlet 5 gode råd til, hvordan du kommer godt fra start i dit første fuldtidsjob.  

Afstem forventninger med din chef

Tal jævnligt med din chef. Fortæl, hvad der går godt, hvad dine faglige udfordringer er, og kom gerne med løsningsforslag til faglige udfordringer. Det giver din chef et råderum til at finde løsninger sammen med dig.

Tænk på din chef som din allierede – I skal spille hinanden gode.

Sådan gør du:

  • Hold statusmøder med din chef – gerne en gang om ugen eller hver anden uge. Til møderne kan I tale om din trivsel, dine opgaver, og hvad du vil udvikle dig hen imod. Hvis din chef ikke inviterer til statusmøder, så tag selv initiativ til det. Indkald til et statusmøde med agenda. Du er selv ansvarlig for at skabe dialogen, for chefen kan snildt glemme det i en travl hverdag. 
  • Spørg din chef, hvad du bliver målt på, og hvordan din chef oplever din indsats. Det giver dig mulighed for at være på linje med din chef, og du ved, hvornår du er en succes i jobbet.

Vær fleksibel

Beder din chef dig om at løse rutineopgaver eller opgaver, som ikke står i din jobbeskrivelse, så vær fleksibel - og sig ja. Det kan godt være, du synes, det er kedeligt at tage referat fra et møde, men husk, ikke alle opgaver er lige spændende. Og de interessante udfordringerne skal nok komme.

Husk også at byde dig til. Fortæl, du gerne vil tage nye projekter og opgaver over på dit bord. Sig også, at du synes, det vil være spændende at være med til at løse akkurat disse projekter og opgaver. Dit initiativ bliver belønnet på sigt.

For din chef vil sætte stor pris på dig, når du er driftssikker og villig til at gøre det, som for jer alle i mål med opgaven. På den måde får du også et godt indblik i, hvad der skal til at skabe en succesfuld team eller afdeling. Det giver dig et forspring senere i karriere, når du kender alle delmål og opgaver, før et projekt endelig kommer i hus. 

Skab relationer på jobbet

Prioriter at lære andre end din chef og dine nærmeste kolleger at kende. Det gør din arbejdsdag nemmere, når du kender kolleger fra andre afdelinger. Og det er også nemmere at trække på hinanden i travle tider, når I kommer godt ud af det. Det er jeres styrke, at I også kan sludre ved kaffemaskinen om andet end deadlines og budgetter. 

Sådan gør du:

  • Undersøg, om din nye arbejdsplads har løbeklub, cykelhold eller andre fritidsaktiviteter – og deltag i dem.
  • Fortæl din chef, at du er interesseret i at indgå i projekter, der går på tværs af organisationen. Det er nemlig en god måde at lære nye kolleger at kende på.
  • Skal du i kontakt med en kollega, du endnu ikke har mødt, så drop mailen. Ring eller gå hen til vedkommende for at aftale nærmere. På den måde lærer I hinanden bedre at kende.

Dit første job tegner ikke resten af din karriere

Er dit første job ikke alt det, du drømte om? Så bare rolig. Dit første job som nyuddannet behøver ikke at tegne resten af din karriere.

At vælge rigtigt eller forkert er en præmis i hele din karriere. Men du ved først, hvad der er rigtigt og forkert for dig, når du er i jobbet. Og derfor er det ofte også i det første job, at du lærer en masse om dig selv, og hvad du gerne vil arbejde med fremadrettet.

Derfor er det også vigtigt, at du tager opgaver, du ikke troede skulle ligge på dit bord. Eller måske ikke falder naturligt for dig. Selvom det kan lyde lidt som en kliché, så prøv at skubbe dig selv ud af din comfort zone.

Byd ind på projekter, eller løs opgaver, du aldrig havde regnet med, du skulle. Det kan næsten kun giver dig et skub fremad i dit arbejdsliv.

Husk også, du lærer nyt hen ad vejen. Både om dig selv og fagligt. Alt den nye viden og erfaring, som du opsamler over tid, vil blive din rettesnor fremadrettet. Og den rettesnor ændrer sig jo også. Derfor vil du med tiden se tilbage på en karriere, som ofte er blevet meget anderledes end forventet.

Og du skal ikke være bange for at skifte job. Du skal selvfølgelig ikke surfe fra job til job. Men skift gerne job, når du vurderer, at dine kompetencer bedre kan bruges et andet sted. Det giver kun god mening, at du udfolder dine kompetencer et sted, hvor du er glad for at være. Fx ved at arbejde i et sundt arbejdsmiljø med gode kolleger og interessante arbejdsopgaver. 

Vær med i et netværk

Du kan dele dine erfaringer og sparre om dine opgaver, når du er med i et netværk. Et netværk giver nemlig nye perspektiver, løsninger og ideer, og du får stærke faglige relationer til andre i samme situation som dig. På sigt kan et stærkt netværk pludselig åbne nye døre i din karriere. 

Typisk vil et netværk ofte give dig: 

  • en unik mulighed for at drøfte dit job inden for temaer som karriere, positionering og personlig udvikling
  • et frirum til at sætte spot på aktuelle problemstillinger i dit job og arbejdsliv 
  • en værdifuld adgang til en udvalgt gruppe af andre med din anciennitet på arbejdsmarkedet. 

Som medlem af Djøf har du mulighed for at få adgang til vores netværk for nyuddannede. Her møder du andre unge med tilsvarende anciennitet som dig fra forskellige brancher, sektorer og organisationer. Sammen kan I øge jeres performance gennem erfaringsudveksling og sparring.

 

Vurdér indhold

At rådgive de bedste forpligter. Derfor arbejder vi hele tiden på at blive bedre. Vurder gerne artiklen nedenfor.