]]>

Djøf

Pensionsopsparing i udlandet

Det er vigtig du er opmærksom på dine pensionsforhold, når du skal udstationeres eller bliver ansat på udenlandsk kontrakt. Se, hvad det betyder, hvis du har pensionsopsparinger i udlandet og i Danmark.

Din pensionsopsparing i Danmark

Inden du rejser ud, anbefaler vi, at du kontakter din pensionskasse. I bør se på, hvilken dækning der passer dig bedst, når du er bortrejst.

Der sker ingen ændringer i din pensionsordning, hvis du fortsætter med at betale skat i Danmark. Du eller din arbejdsgiver kan fortsætte med at indbetale til pensionsordningen som før.

Hvis du ikke betaler skat i Danmark, kan du undersøge, om du kan få fradrag for indbetalingen til pensionsordningen i det land, du er skattepligtig i. 

Pensionskasserne kan normalvis tilbyde to muligheder til dig, der ikke længere betaler skat i Danmark, men som stadig ønsker at bevare nogle aktive dækninger fra dine pensioner. De to muligheder er bidragsfri dækning og pension uden fradrag.

Folkepension

Som hovedregel har du ret til sociale pensioner i form af folkepension, førtidspension og invaliditetsydelser, når du har dansk indfødsret og bopæl i Danmark. Når din folkepension beregnes, sker det på baggrund af det antal år, du har boet eller været forsikret i det enkelte land.

Du skal derfor være opmærksom på, at din danske folkepension kan være reduceret betydeligt, hvis du har arbejdet for udenlandske arbejdsgivere i flere år. Din ATP-pension afhænger af de indbetalte bidrag.

Pensionsordning i arbejdslandet

Forventer du at blive i udlandet i en længere periode, kan det være en god ide at tegne en pensionsopsparing i arbejdslandet. Især hvis den bliver mere lempeligt beskattet end en dansk ordning. Det gælder både, når du udstationeret eller ansat på en udenlandsk kontrakt.

Omvendt kan en udenlandsk pensionsopsparing afvige med hensyn til dækning eller bonustilskrivning i forhold til, hvad du normalt ville forvente. Herudover kan der også være særlige forhold, som gør du ikke kan tage pensionsordningen med hjem til Danmark.