]]>

Tip til mentee

Forbered dig på, hvad du vil med dit mentorforløb, bliv klar på rollefordeling og hvad dit ansvar er i processen.

Bliv klar til at finde din mentor

Gør dig klart, hvad du vil med dit mentorforløb, hvad du kan forvente af en mentor og hvad mentor kan forvente af dig som mentee.

Inden du anmoder om et mentorforløb er det vigtigt, at du overvejer, hvad du gerne vil bruge forløbet til. Overvej fx:

  • Hvilke nye sider af dig selv ønsker du at udforske? 
  • Hvad er dine ønsker for din personlige og faglige udvikling? 
  • Hvor er du i dit arbejdsliv, når forløbet er slut?

Tænk over, hvilke emner, du ønsker at bringe på bane i forløbet. Det kan fx være:

  • Hvordan bruger jeg mine erfaringer og kompetencer i min nye stilling?
  • Hvordan får jeg mere ansvar i mit job?
  • Hvordan skaber jeg balance mellem arbejdsliv og familieliv?

 

Mentors rolle

Gør dig også klart, hvad du forventer af en mentor. Mentor er hverken din ven, chef, familie eller kollega – men en fortrolig og kritisk ven i arbejdslivet, der kan give dig en kvalificeret sparring. Vores erfaring er, at du, som mentee, kan få stort udbytte af at møde en mentor, der ikke ligner dig selv for meget fagligt eller jobmæssigt. En person fra en anden branche eller med en anden faglighed kan give dig udfordring og nye perspektiver på dig selv og dit arbejdsliv, foruden en vigtig indsigt i andre områder.

Jo mere du investerer, jo større udbytte

Det er dig, der sætter retning for, hvad møderne med mentor skal handle om. Som mentee har du ansvaret for at aftale møder, forberede og følge op på møderne. Det kan godt være krævende både tidsmæssigt og mentalt at gøre noget ved dét, du gerne vil ændre på i dit arbejdsliv. Du får mest ud af dine samtaler, hvis du afsætter tid til at bearbejde tankerne, som melder sig efter møderne med mentor. En logbog er for mange et godt redskab til at stimulere, fastholde og udvikle tanker og idéer. 

Din mentor vil til gengæld udfordre og opmuntre dig undervejs, for udvikling og læring tager tid. I mødet med en mentor bliver du ansporet til at se nye muligheder, afprøve og eksperimentere med nye løsninger og udfordre dig selv. Vær derfor indstillet på at gå aktivt, åbent og ærligt ind i relationen til din mentor.

6 Fokuspunkter for mentorsamtalen

Kom godt fra start i mentorforløbet med disse 6 fokuspunkter for mentorsamtalen.

Rammer og spilleregler

Guidelines på Djøfs lange mentorforløb. Her får du mulighed for at læse om ordningens rammer, de forventninger en mentor eller en mentee har til én og lidt om den fortrolighed der ligger i et forløb.

Det første møde

På det første møde tuner I jer ind på hinanden og afstemmer forventninger. Brug tid på at lære hinanden at kende. Gør det klart for mentor, hvad dine ønsker med forløbet er og aftal de praktiske ting.

Læs guiden Rammer og spilleregler igennem før dit første møde med mentor. 

Formålet med det første møde er, at sætte retning og skabe tillid til hinanden. Brug tid på at lære hinanden at kende og afstemme jeres ønsker og forventninger.

Lav nogle enkle og praktiske spilleregler sammen: 

  • Hvad skal tidsrammen for møderne være? 
  • Hvor tit skal I mødes og hvordan kommunikerer I mellem møderne?
  • Hvordan melder I afbud? 

Efter mødet 

Efter mødet har du forhåbentlig en følelse af energi og forventning om, at det her kan rykke ved noget. Det kan også være helt naturligt lige at skulle tænke over oplevelsen af det første møde. Det er vigtigt for relationen til mentor, at du følger hurtigt op med en beslutning og en tilbagemelding til mentor om du ønsker at fortsætte forløbet.

Det er en god idé at læse guiden Rammer og spilleregler for Djøfs lange mentorforløb, inden I mødes første gang.

Rammer og spilleregler

Guidelines på Djøfs lange mentorforløb. Her får du mulighed for at læse om ordningens rammer, de forventninger en mentor eller en mentee har til én og lidt om den fortrolighed der ligger i et forløb.