]]>

Fold ideen om karriere ud

Hvilken karrieretype er du? Som mentor kan du udfordre idéen om, hvad karriereveje er og kan være med afsæt i Karrieremodellen.

Fold ideen om karriere ud

Som mentor kan du udfordre idéen om, hvad karriereveje er og kan være med afsæt i Karrieremodellen.

Samtalen med mentee tager sin start i en indebrændt frustration over, at det ikke er lykkedes mentee at opnå en chefstilling endnu – og at der er heller ikke er tegn på, at det vil ske. Christopher er 35 år og ansat i en privat virksomhed.

I Christophers branche er et tydeligt hierarki. For Christopher har målet altid været at bevæge sig opad i organisationens hierarki og opnå mere ansvar og indflydelse. Mentor ser en mulighed for at udfordre Christophers idé om den ideelle karrierevej.

Idealer begrænser

Ofte erfarer vi som mentorer, at mentees forstår deres karriere i to dimensioner: Den mest fremherskende er præget af hierarkier – det handler om at bevæge sig opad eller nedad. Den anden, handler om at være udspændt i spektret mellem specialist- og generalistkompetencer. Mentee sætter ofte ikke spørgsmålstegn ved sin egen opfattelse af karriere. Forestillingen om karriere bliver på den måde en stopklods.

Karrieremodellen udvider

Som mentor kan du i samtalen udvide mentees forståelse af sin karriere. Dels når mentee ser karrieren i bakspejlet, og dels når I sammen undersøger, hvordan mentee orienterer sig i karrieren fremadrettet. Som mentor er din rolle at skabe konkret afklaring og afmontere forvirring.

I kan tage afsæt i Karrieremodellen - en forskningsbaseret model, som er udviklet af amerikanske forskere og senere tilpasset europæiske forhold af svenske forskere. Modellen kan give inspiration til mentorsamtalen om udvikling i karrieren.

4 måder at se på sin karriere

Karrieremodellen viser 4 forskellige forestillinger om, hvad karriere egentlig er og kan være. De to første er netop de meget typiske opfattelser af karriere. 

Eksperten

Eksperten identificerer sig selv med sin karriere: Jeg er min karriere. Eksperten bliver typisk tilfredsstillet af at kunne fordybe sig, bruge sin faglighed og ønsker anerkendelse for sin ekspertise.

Ekspert
Ekspert: specialiserer sig

Motiveret af:

  • Faglighed
  • Anerkendelse af ekspertise
  • Beherske fagligt område 

Den lineære

Jeg gør karriere er den anden udbredte opfattelse, som ser karrieren som en lineær vej, der kan gå enten opad eller nedad. Denne type mentee er oftest motiveret af magt, ansvar og resultater.

Lineær
Lineær: planlægger karriere og vil opad

Motiveret af:

  • Magt og indflydelse
  • At skabe resultater
  • Ansvar

Den udvidende

Den udvidende søger med jævne mellemrum nye veje, hvor drivkraften er at  bygge oven på med nye, forskellige typer af erfaringer og kompetencer,. Den udvidende karrieretype vil typisk være nysgerrig på op erobre nye videnområder og ønsker derigennem også at udvikle sig selv personligt.

Karriereskift er styret af interesser mere end de oplagte karrierevalg. Her ser vi typisk nedslag i forskellige stillinger og/eller brancher. Jobbet bliver typisk skiftet ud med en 5-10 års mellemrum. Succes handler i dén forståelse primært om muligheden for løbende at udvide sine kompetencer og opnå forskellige typer af erfaringer.


Udvidende: skifter til områder, der bygger ovenpå

Motiveret af:

  • Et bredt repertoire af viden
  • Personlig udvikling
  • Kreativitet

Den episodiske

"Jeg er bange for at gro fast". Succes i denne forståelse handler om at flytte sig, at mærke friheden og navigere efter den øjeblikkelige interesse snarere end at lede efter en systematik eller et gennemgående tema i karrierevalgene.

Det episodiske karrierebegreb er radikalt anderledes end den konventionel måde at tænke om sin karriere. Den episodiske er orienteret mod selve skiftet – det være sig job, opgaver, udfordringer. At skifte til noget nyt er vigtigere end kontinuitet.

Episodisk
Episodisk: skifter hyppigt mellem helt nye områder

Motiveret af: 

  • Forandring
  • Afveksling
  • Frihed

Kilde: Decision Dynamics 

Karrieremodellen     

Christopher ændrer fokus

I samtalen med Christopher bliver det hurtigt tydeligt, at han er låst fast i en forestilling om karriere som en lineær, opadstigende vej. Christopher fortæller at planen altid har været at gå efter en lederkarriere. Succes ligger i at få mere ansvar og indflydelse.

Mentor introducerer nu de fire forståelser af karriere og Christopher konstaterer tankefuldt, at han måske i virkeligheden – ud fra sine interesser – foretrækker at skifte opgaver fremfor at fokusere på ledelse. Det giver anledning til en begyndende refleksion over, hvor ønsket om ledelse egentlig kommer fra.

Vend blikket indad

Da mentor introducerer den udvidende og episodiske opfattelse af karriere sker der pludselig en fordobling af mulige karriereveje for Christopher. I denne indgående undersøgelse omdefinerer mentee sin forståelse af karriere: For hvem er det egentlig, der vurderer, hvorvidt man kan siges ”at have en karriere?”

At tilføje nye forståelser af karriereveje giver altså anledning til at tale om mentees egen forståelse af, hvad succes er i arbejdslivet.

Samtalen begynder nu at dreje sig om, hvordan mentee oplever selv at være i tråd med det, der motiverer og er vigtigt for mentee i arbejdslivet. Christopher løsner sig af grebet fra en udefra betragtende dommer over karrieren. Han vender blikket indad og formulerer sine egne værdier og forståelser.

Start med tre beskrivende ord

Du kan udvide mentees perspektiv på sin karriere ved at bede mentee om at vælge tre ord fra den nedenstående bruttoliste (tilføj gerne flere ord). Spørg hvilke ord, mentee karrieremæssigt ser sig selv mest i tråd med? Fx 
Kreativitet 
Mobilitet 
Ledelse
Faglig udvikling
Frihed
Fordybelse
Ansvar
Afveksling
Viden 
Mål
Personlig udvikling
Faglighed

Med afsæt i de tre ord kan I sammen begynde at se på mentees forestillinger om karriere. Hvordan passer det som helhed ind i én eller flere af de fire karriereopfattelser?

Det kan I selvfølgelig gøre på flere måder. Pointen er at tage afsæt i mentees egne værdier for arbejdslivet – frem for ureflekteret at lade sig styre af generelle karriereopfattelser.

Lykkes vi som mentorer med at lade mentee udvikle sin egen målestok for succes i karrieren, vil mentee vurdere sig selv efter kriterier, der knytter sig egne værdier. Mentee får dermed et større personligt spillerum – og forhåbentlig et mere tilfredsstillende og motiverende arbejdsliv.

Baggrund for Karrieremodellen

Karrieremodellen blev udviklet i USA i 1970'erne og 80'erne af Professor Michael J Driver og Dr. Kenneth R. Brosseau ved University of Southern California. Karrieremodellen er videreudviklet og tilpasset europæiske og svenske forhold af bl.a. Rikard Larsson og Katarina Kling ved Lunds Universitet og Malmö Högshola.

Karrieremodellen er et hyppigt anvendt instrument, der bruges til at undersøge og udvikle bedre forståelse for personers forskellige karrierevalg og drivkræfter i arbejdslivet. Den svenske virksomhed Decision Dynamics har specialiseret sig i brugen af Karrieremodellen.


Lær mere

Karrieremodellen findes beskrevet hos bl.a. Decision Dynamics

Artikel: Tag toppen af tvivlen

Video: Redskab til værdiafklaring