]]>

6 fokuspunkter for mentorsamtalen

Kom godt fra start i mentorforløbet med disse 6 fokuspunkter for mentorsamtalen.

6 fokuspunkter for mentorsamtalen

Kom godt fra start i mentorforløbet med disse 6 fokuspunkter for mentorsamtalen.

1. Der skal være noget på spil

Emnet, som mentee kommer med til samtalen, skal være vigtigt og betydningsfuldt for mentee. Der skal med andre ord være noget på spil for mentee. Samtidig skal mentor have en klar fornemmelse af at kunne hjælpe mentee i forhold til problemstillingen. Mentor kan hjælpe mentee i gang med at undersøge nye tanker, følelser og handlinger. Formålet er at hjælpe mentee til selv at finde frem til realistiske mål og ikke mindst vejene til at realisere dem.

2. Find fokus for samtalen

Der kan være forskel på, hvad mentor og mentee opfatter som det vigtigste i samtalen. Afstem fra start, hvor fokus for samtalen skal være.

Ofte vil der være 3 perspektiver på spil. Der vil altid være et personligt perspektiv i det formålet med mentorsamtalen er at støtte mentee i hans eller hendes udvikling. I Djøfs mentorprogram er omdrejningspunktet arbejdslivet eller studielivet, så der er naturligt nok oftest et karriereperspektiv i samtalen. Vi interagerer sammen med andre mennesker, så der vil også være et relationsperspektiv. 

Nogle gange er mentee ikke helt afklaret med, hvor den egentlige udfordring ligger. Ofte ligger hunden begravet et andet sted, end mentee selv tror. Sammen finder I frem til, hvad det lige præcis er for en udfordring, mentee helst vil arbejde med. Brug fx metoden refleksion i stilhed til at skabe afklaring.

3. Hvordan taler vi om det? 

Det helt centrale i en mentorsamtale er at undersøge problemstillingen, inden mentee træffer beslutning om at skride til handling. I mange situationer er vi hurtige til at give svar på tiltale, komme med et godt råd eller konkludere. Det er ikke målet i en mentorsamtale. I mentorsamtalen kan begge parter med fordel skynde sig langsomt og være optaget af at undersøge og udforske elementerne i mentees udfordring. 

Vi har alle prøvet at tale forbi hinanden fx ved, at den ene person fokuserer på problemerne, og den anden har øje for mulighederne. Så hører vi ikke efter, for vi bliver optaget af at overbevise den anden part og er måske ikke opmærksomme på, at vi taler om forskellige ting. Undgå misforståelser ved at I tale åbent om, hvordan I vil undersøge indholdet i samtalen.

4. Fra ord til handling

Når I i fællesskab har lavet en grundig undersøgelse af problemstillingen, kan I udforske, hvilke handlemuligheder samtalen kan føre til. Mentee kan gøre sig klart, hvad samtalen har af konsekvenser, og hvilke beslutninger og handlinger mentee ønsker at gøre, når samtalen er slut. 

5. Tag ansvar for samtalen

Husk på, at mentor har ansvaret for samtaleprocessen og de metoder, som der bliver anvendt i samtalerne. Mentee har ansvar for at tage initiativ til møder og beslutter, hvilke emner der skal drøftes på møderne og for selv at bearbejde samtalen efter møderne og forberede sig mellem møderne.

6. Hold fokus på arbejdsliv/studieliv

Mentorsamtalen er en af mange samtaleformer, som har til formål at hjælpe, understøtte og udvikle. Mentorsamtalen kan have sine grænser. Af og til kan der opstå emner eller problemer, som mentor hverken kan eller skal tage sig af. Mentor vil som udgangspunkt gerne dele ud af sin viden og erfaring fra arbejdslivet/studielivet – også for at blive klogere selv.

Vær fra start tydelige omkring, hvad mentorsamtalen kan dreje sig om, og hvad der skal andre steder hen. På den måde afstemmer I, hvilke forventninger I som mentor og mentee kan have til hinanden.

Mentorsamtaler i Djøfs mentorprogram har klart fokus på studie/arbejdslivet, så når andre emner berøres, så spørg, hvad det har af betydning for arbejdslivet/studielivet?

Tips til mentee

  • Udbyttet afhænger i høj grad af din indsats; jo mere du giver af dig selv, jo mere kan du få.
  • Vær opmærksom på dine egne grænser: Mærk efter undervejs, og hvis du oplever ubehag eller utryghed, så sig fra.
  • Tal om det, du tænker, oplever og føler.
  • Tavshedspligten som spilleregel er vigtig at drøfte: Hvad betyder fortrolighed for jer?
  • Udvikling tager tid, og at det er naturligt at vende tilbage til en problemstilling, I har diskuteret før. Når du har fået større selvindsigt, ser du problemet fra andre perspektiver.
  • Størstedelen af dit arbejde foregår mellem møderne med din mentor.

Tips til mentor

  • Hold fokus på mentee og ikke dig selv.
  • Forelsk dig ikke i en bestemt retning for samtalen. 
  • Jo mere, du involverer mentee i at reflektere over en given situation, jo større bliver udbyttet. 
  • Vær optaget af at lytte for at forstå frem for at få ret eller kunne give svar.
  • Forlad tanken om være ekspert.
  • Giv plads til følelsesmæssige reaktioner.
  • Respekter mentees og dine egne grænser.
  • Vær opmærksom på din følelsesmæssige involvering. Der er forskel på empati og sympati.
  • Vær opmærksom på magtrelationen mellem jer og arbejd aktivt for at skabe symmetri.
  • Sig fra, hvis du synes, du kommer på dybt vand eller står over for emner, du enten ikke ved noget om eller ikke mener hører til i en mentorsamtale.
  • Vær indstillet på at lære mere om dig selv gennem dine samtaler med mentee.

Lær mere 

Artikel: Erfaring er guld værd

Else Iversen, Pia Ravn Dyhr og Annette Schmidt Højby: Mentorsamtalen. Metoder og cases til mentee og mentor. Djøfs Forlag 2016.