Fra kandidat-studerende til første job

Du afslutter snart din uddannelse og er begyndt at kigge i retning af jobmarkedet. Men hvordan tager du springet til det første job? Drik en kop kaffe med én, som har nogle års erfaring og få inspiration til at springe ud som nyuddannet akademiker.

Fokus for kaffemødet

Som mentee på kaffemødet “Fra studerende til første job” kan du dele dine overvejelser om at være på vej ud på arbejdsmarkedet med én, som selv er relativt ny på arbejdsmarkedet. Få gode råd til din jobsøgning eller bliv inspireret ved at høre, hvordan din mentor fik sit første job, og hvordan han/hun oplevede det at være “ny” på arbejdsmarkedet.

Hvem er mentee?

Du afslutter snart din uddannelse og er begyndt at kigge i retning af arbejdsmarkedet. Men hvordan tager du springet til det første job? Drik en kop kaffe med én, som stadig er relativt ny på arbejdsmarkedet og hør om hans/hendes vej til sit første job.

Hvem er mentor?

Mentorer i Djøf er karakteriseret ved at de frivilligt stiller deres tid og erfaringer til rådighed for andre djøfere, og at de motiveres af at se mentee udvikle sig og finde vej igennem faglige og personlige udfordringer.

Når du får oplysninger om din mentor, så forhold dig åbent til, at mentors uddannelse og karriere kan være vidt forskellig fra din. Det viser sig oftest at være en fordel for begge parter. Vores erfaring er, at de bedste match går på tværs af fag og branche.

Vi har lige nu mentorer fra bl.a. følgende virksomheder:

Google Denmark, DONG Energy Wind Power, Implement Consulting Group,  Rambøll Management Consulting, Maersk, Danske Bank, Coloplast, Novo Nordisk, Siemens Wind Power, PricewaterhouseCoopers, Rambøll Management Consulting, Accenture, Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab, Plesner Advokatpartnerselskab, Tryg Forsikring, Nykredit, KOMBIT

Og ikke mindst fra en hel perlerække af styrelser og kommuner i hele landet.

Ideer til temaer

På kaffemødet kan I drøfte mange forskellige emner - her er et par ideer til hvad, det kunne handle om:

  • Forberedelse på den forestående jobsøgning
  • Fastholde/etablere stærkt fagligt netværk
  • Positionering på arbejdspladsen
  • Rolleskifte fra studerende til medarbejder
  • Ambitioner og kollegialitet
  • Afspejler mit cv mig 

Praktisk information om kaffemøder

  • Du kontakter din mentor, med henblik på at I kan aftale tid og sted for kaffemødet
  • Vi har en forventning om at mødet holdes hos mentor. Mødets varighed er op til jer, men som udgangspunkt er det 1 time
  • I bestemmer selv, om der skal være en dagsorden for mødet. På dagsordenen kan der fx stå en konkret udfordring eller et spørgsmål, som du gerne vil vende med din mentor
  • Hvis I indgår en aftale om et møde, forventes I begge at overholde den. De input, som du får med hjem, er resultatet af mødet 
  • Det er op til jer, om I vil følge op på mødet
  • Få flere gode tip til kaffemøder

Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på kaffemoede@djoef.dk