Velkommen til vores nye website! Nogle steder vil du stadig se vores gamle site - lidt endnu.

Guide til uopfordret ansøgning

En uopfordret ansøgning kan være din genvej til drømmejobbet. Brug vores guide til uopfordrede ansøgninger til at finde nye, interessante stillinger, som aldrig bliver slået op på en jobportal.

En ung kvinde med lyst hår taler i telefon

Kom først i køen med en uopfordret ansøgning

En uopfordret ansøgning er din mulighed for at skyde genvej og komme først i køen til stillinger, som aldrig bliver slået op. Du vil ofte være den eneste til at søge jobbet, og du vil have mulighed for at forme stillingen.

Når du søger uopfordret, viser du virksomheden, at du er initiativrig og specielt motiveret for at arbejde for dem. Det vækker automatisk deres interesse. Især hvis du kan slå på, hvad du kan skabe af værdi for dem.

Du skal være opmærksom på, at det tager tid. Du skal undersøge virksomheden for at kunne tale ind i deres behov. Du skal også være opmærksom på, at det kan ende med ingenting, fordi det hele handler om timing. Og fordi du ikke ved, hvornår virksomheden har brug for dig, kræver dit uopfordrede arbejde, at du følger op på dine henvendelser, til forskel fra når du søger opslåede stillinger. Ellers kan dit arbejde være spildt.

Brug vores guide til at komme i kontakt med virksomhederne og søge job hos dem.

Sådan skriver du din ansøgning

Vær konkret og målrettet i din ansøgning. Den skal faktisk skrives som en opfordret ansøgning. Det handler om at sige meget konkret, hvad du kan bidrage med i den virksomhed, du søger ind i.

Når du søger uopfordret, beder du om, at modtageren giver dig lidt af sin tid. Det er derfor vigtigt, at du målretter dit materiale og sætter dig ind i virksomhedens konkrete profil og fremtidige udfordringer.

Skriv i din ansøgning:

  • Hvorfor du sender din ansøgning til lige præcis dem.
  • Hvad du kan byde ind med.
  • En kort beskrivelse af dine kompetencer i forhold til opgaver, som er relevante for virksomheden.
  • Tidspunktet for et opfølgende kaffemøde, mail eller telefon.
  • Et målrettet cv.

De har ikke efterspurgt dig, så du skal sælge dig selv. Det gør du ved at kende dine faglige, organisatoriske og personlige kompetencer, og hvordan du vil bruge dem. Du skal også kende til branchen, kunder, konkurrenter, strategi, økonomi, mission, kultur, værdier og de udfordringer, virksomheden står over for.

Bliv klogere ved at:

  • kigge på gamle jobopslag, hvor du får beskrivelser af hvilke arbejdsopgaver, virksomheden tidligere har efterspurgt medarbejdere til at løse
  • kigge på virksomhedens hjemmeside, virksomhedsprofilen på LinkedIn, Google, paqle.dk og dit netværk til at indhente information
  • ringe til virksomheden for at få mere viden.

Eksempel på uopfordret ansøgning

Hej [Virksomhed/navn på chef]

Jeg henvender mig til jer, fordi I sælger nogle spændende produkter, som jeg gerne vil være med til at markedsføre. Og så ligger bæredygtighed mig meget på sinde, hvorfor jeres fokus på grøn omstilling og klima fanger min interesse.

Jeg er uddannet cand.merc. med fokus på forretningsstrategi og markedsanalyse, og jeg tænker, at jeg kan være et relevant match, hvis I står og mangler en forretningsudvikler eller lignende.

Jeg kan på baggrund af mit studiejob og uddannelse byde ind med: viden om business intelligence/dataanalyse, analyse af markeds- og produktpotentialer samt eksisterende kunder, erfaring med BI-værktøjer såsom X, Y og Z, projektarbejde erfaring fra X branche, strategisk blik og gode kommunikative evner, nyeste akademiske forskning og viden om strategi og forretning.

Jeg kan løse opgaver inden for optimering og strukturering af forretningsgange, processer, projektarbejde og udarbejdelse, analyse og anvendelse af business intelligence. Blandt andet har jeg været med til at designe og opbygge en BI-løsning inkl. visualisering i form af dashboards.

Jeg skaber resultater gennem en analytisk og databaseret tilgang med forretning, strategi og kunder for øje. I mit arbejde tager jeg typisk rollen som den drivende og detaljeorienterede. Jeg kan gode lide at komme i mål med mine opgaver. Derfor arbejder jeg med milepæle, delmål og deadlines.

Mit cv er vedhæftet, så I kan læse mere om min profil, baggrund og mine erfaringer. Jeg er opmærksom på GDPR-reglerne og giver hermed samtykke til, at I behandler mine personoplysninger i forbindelse med min forespørgsel/ansøgning.

Jeg håber på at høre fra jer, og ellers vil jeg følge op på min henvendelse inden for en uge.

Med venlig hilsen

[Navn]

Anbefaling

Vi anbefaler, at du sender din uopfordrede ansøgning på mail til en person, som du på forhånd har lavet en aftale med om at sende en ansøgning. Hvis det ikke er lykkedes dig at få en aftale, kan du fx sende ansøgningen til virksomhedens HR-afdeling. Husk i mailen at give samtykke til, at de jævnfør GDPR-forordningen må behandle dine personoplysninger i forbindelse med din henvendelse.

Vi anbefaler også, at du følger op på din henvendelse indenfor en uge, eller som du har beskrevet i din mail til virksomheden. På den måde fremstår du både handlekraftig og initiativrig, og virksomheden kan mærke dit engagement og din seriøsitet. Opfølgningen kan ske på telefon, maile eller LinkedIn. Har modtageren ikke haft lejlighed til at kigge dit materiale eller din henvendelse igennem, kan du spørge ind til, hvornår du i stedet kan tale med dem og drøfte din store interesse i virksomheden.

Medmindre du får et blankt afslag, skal du sørge for at holde dig til ilden og løbende vise din interesse og vedholdenhed ved at holde kontakten til virksomheden. Det kunne eksempelvis være ved at kommentere et indlæg fra dem, dele noget spændende du har set/læst eller spørge til specifikke opgaver.

Hvordan søger jeg job uopfordret?

Lige meget hvilken strategi du vælger, så vær opmærksom på, du er den opsøgende. Du kommer uanmeldt, og ingen venter dig. Det stiller krav til dit materiale. Er dit pitch skarpt nok, og ser virksomheden en værdi i dig, så fortsætter processen helt automatisk. Med den rette strategi øger du chancen for, at det sker.

To mænd taler sammen

Kontakt os

Få feedback på cv og ansøgning

Du er altid velkommen til at booke en tid til feedback på ansøgning og cv. Vores eksperter i jobsøgning sidder klar alle hverdage. Her får du feedback og rådgivning i, hvordan du skærper og målretter din ansøgning og dit cv, så du skaffer dig en jobsamtale.