12.08.2016

Optimer din LinkedIn-profil med 10 enkle råd

Din profil på LinkedIn er mere og andet end et virtuelt visitkort. Det er her, hvor du markedsfører din faglige profil med dine kompetencer, din viden og din personlighed. Det er nemt at arbejde strategisk med din profil, hvis du følger de mest basale råd herunder.

Chefkonsulent Lykke Fehmerling fortæller her, hvorfor du skal bruge tid på din LinkedIn-profil.

1. Upload et professionelt billede

Vælg gerne et professionelt profilbillede, som er taget til anledningen. Billedet skal være beskåret tæt på dit ansigt. Se imødekommende ud og hav gerne øjenkontakt. Men vigtigst af alt er, at billedet ligner dig, og at det afspejler din faglige og personlige identitet.

2. Upload et baggrundsbillede 

Upload et baggrundsbillede der visuelt understøtter din faglighed. Vælg et billede med en symbolik der understøtter det, du er bedst til og det, du står for fagligt og personlig.  

3. Lav en fængende profiltitel

Når du dukker frem i en søgning, er det blandt andet på baggrund af din profiltitel. Du skal derfor tage stilling til, hvilke ord, du vil findes på. Din profiltitel er også afgørende for, om en potentiel arbejdsgiver eller samarbejdspartner finder din profil interessant og klikker på din profil. Du skal derfor udnytte de 120 tegn, som du har til rådighed til at sætte ord på, hvem du er, hvem du hjælper, og hvad du hjælper dem med?

4. Den korte beskrivelse

Opsummer din professionelle profil, så det er nemt at få et hurtigt overblik over dine kompetencer, erfaringer og hvilke resultater, du skaber på en arbejdsplads. Vær kort, præcis og personlig i din kommunikation – ligesom du vil være, hvis du præsenterer dig selv overfor en ny relation. Omtal derfor dig selv i 1. person og brug direkte sprog. Det er din ’elevatortale’, hvor du på 5-10 sekunder skal fange læserens opmærksomhed. Hvis du fx er jobsøgende, vil det derfor også være oplagt at gøre opmærksom på det her. List eventuelt, i punktform, dine spidskompetencer og specifikke fagligheder.

5. Erhvervserfaring

Skriv hvor du har været ansat siden du blev færdiguddannet. Skriv hvilke stillinger du har siddet i. Beskriv ansvarsområder/arbejdsopgaver du eventuelt har varetaget, samt hvilke resultater du har opnået. Brug gerne punktform.

6. Anbefalinger

Skab troværdighed og autenticitet om din profil ved at indhente anbefalinger fra  samarbejdspartnere, kollegaer og ledere. Bed dem fokusere på en specifik del af dine personlige kompetencer eller faglighed, som kendetegner deres opfattelse af dig. Hav derfor kvalitet fremfor kvantitet in mente.

7. Uddannelse

Nævn dine uddannelser og beskriv din faglige profil, alt afhængig af hvad du ønsker at kommunikere. Måske er dele af uddannelsen mindre relevante, ligesom andre dele er mere relevante for dine fremtidige karriereønsker.

8. Kvalifikationer

Tilføj dine kvalifikationer og ekspertise og vær rundhåndet med at godkende dit netværks kvalifikationer, så de også godkender dine. Tænk på kvalifikationerne som en metode til at optimere din søgbarhed på LinkedIn, så de rette personer finder og husker dig.

9. Vis din viden og berig dit netværk

Brand din faglighed og berig dit netværk gennem opdateringer, post, likes med mere. Tilmeld dig relevante grupper og deltag i debatterne. Her kan du både besvare og stille spørgsmål, som viser din viden inden for feltet, og det underbygger din troværdighed. Gør især en dyd ud af at besvare spørgsmål, da det er en god måde at skabe synlighed om din faglighed.

10. Opbyg dit netværk

Kortlæg dit netværk fra studietiden, tidligere og nuværende job og andre professionelle og personlige relationer. Tænk over, hvordan du selv vil opfatte en fremtidig samarbejdspartner, hvis I har en eller flere i netværket tilfælles. Personens aktier vil sikkert stige, så længe den fælles kontakt tilfører troværdighed til jeres relation. Du skal derfor også passe på med at tilføje kontakter til dit netværk, som du ikke kan stå inde for. Hvem og hvor mange du vælger at være forbundet med, skal du imidlertid afgøre med afsæt i, hvad dit formål med at være på LinkedIn er.

Se flere gode råd i Djøfs LinkedIn-guide

Djøfs LinkedIn guide

LinkedIn-guiden


 

27 1 Vurder indholdet