Djøf

Ansættelsesklausuler

Få overblik over ansættelsesklausuler og se hvilke konsekvenser de har for dig, og hvordan du skal kompenseres for dem. Du får også gode råd til, hvordan du kan begrænse de forskellige klausuler.

Hvad er en konkurrenceklausul?

En konkurrenceklausul er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om, at du efter ansættelsens ophør ikke må tage ansættelse eller have økonomiske interesser i en konkurrerende virksomhed, fx som ejer af eller konsulent i en virksomhed. Du er dog ikke forhindret i at arbejde hos eller udføre arbejde for din nuværende arbejdsgivers kunder eller samarbejdspartnere, når du er fratrådt, medmindre de er konkurrenter og derfor omfattet af klausulens ordlyd.

Gyldighedsbetingelser for en konkurrenceklausul

En aftale om en konkurrenceklausul er kun gyldig, hvis:

  • Du har en helt særlig betroet stilling,
  • Du får oplyst hvilke forhold i ansættelsen, der gør konkurrenceklausulen nødvendig,
  • Du har været ansat i mindst 6 måneder,
  • Du maksimalt bindes af klausulen i 12 måneder efter fratrædelsestidspunktet,
  • Du får kompensation for den periode, klausulen gælder, og
  • Du får udleveret alle oplysninger om ovenstående punkter på skrift.

Din kompensation for en konkurrenceklausul

Du har krav på at blive kompenseret for en konkurrenceklausul. Kompensationen bliver beregnet som en procentdel af din løn på fratrædelsestidspunktet (både faste og variable løndele) og udbetalt månedsvis i hele klausulens bindingsperiode. Fratrædelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor dit ansættelsesforhold er endeligt ophørt, dvs. efter udløbet af opsigelsesperioden. Det gælder, uanset om du er fritstillet og allerede har afleveret nøgler og andre firmaejendele.

Kompensationens størrelse afhænger af, hvor længe du er bundet af klausulen, og om du får andet passende arbejde i bindingsperioden. Andet passende arbejde er arbejde inden for et fagligt område, som du er uddannet til eller har været beskæftiget inden for.

Hvis du ikke aktivt søger andet passende arbejde og opfylder din tabsbegrænsningspligt, vil din ret til kompensation bortfalde. Det gælder dog ikke kompensationen for de første 2 måneder. Den skal du altid have udbetalt som et engangsbeløb senest ved fratrædelsen – uanset om du har fået andet passende arbejde eller ej.

Varighed af konkurrenceklausul

Du har ikke fået andet passende arbejde

Du har fået andet passende arbejde

Op til 6 måneder

Mindst 40%

Mindst 16%

Mere end 6 og op til 12 måneder

Mindst 60%

Mindst 24%

Din arbejdsgiver kan opsige din konkurrenceklausul

Din arbejdsgiver kan opsige din konkurrenceklausul med 1 måneds varsel til udgangen af en måned - også under ansættelsen. Du har dog fortsat krav på engangskompensationen for de første 2 måneder, hvis du har været ansat i mindst tre måneder, og hvis du fratræder din stilling inden 6 måneder efter, at din arbejdsgiver har opsagt klausulen.

Hvis din arbejdsgiver opsiger dig, uden at du har givet rimelig anledning til opsigelsen, kan din arbejdsgiver ikke gyldigt håndhæve konkurrenceklausulen. Det samme gælder, hvis du selv opsiger din stilling, fordi din arbejdsgiver misligholder ansættelsesforholdet. Du har i begge tilfælde krav på engangskompensationen.

Hvad er en konventionalbod?

En konventionalbod er en på forhånd aftalt bøde, som du skal betale til arbejdsgiveren, hvis du overtræder din konkurrenceklausul. Du skal betale boden, uanset om arbejdsgiveren har lidt et økonomisk tab på grund af overtrædelsen eller ej, og uanset om overtrædelsen er bagatelagtig. Konventionalboden er præventiv, fordi den typisk er så stor - fx 6-12 måneders løn – at det virker risikabelt at prøve klausulens grænser af og søge jobs, som måske ikke ville være i strid med klausulen.

Hvis du bliver berettiget bortvist

Hvis du misligholder dit ansættelsesforhold og derfor berettiget bliver bortvist fra arbejdspladsen, er du fortsat bundet af den aftalte konkurrenceklausul, men du har hverken krav på engangskompensationen eller den løbende kompensation.

Gode råd til at begrænse din konkurrenceklausul

  • Find ud af hvad arbejdsgiveren ønsker at beskytte sig mod og afgræns klausulen til dét
  • Få afgrænset de konkurrenter som er omfattet af klausulen
  • Aftal en højere kompensation end minimumssatserne
  • Aftal kortest mulig klausulperiode og at klausulen først træder i kraft efter et par års ansættelse
  • Få begrænset klausulens geografiske dækningsområde
  • Undgå så vidt muligt en bestemmelse om konventionalbod

Hvad er en kundeklausul?

En kundeklausul er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om, at du efter ansættelsens ophør ikke må tage ansættelse hos eller direkte eller indirekte have erhvervsmæssig kontakt med arbejdsgiverens kunder og andre forretningsmæssige forbindelser. Kundeklausulen forhindrer dig ikke i at få job i konkurrerende virksomheder, men den forhindrer dig i at arbejde med en bestemt kundekreds eller bestemte samarbejdspartnere.

Gyldighedsbetingelser for en kundeklausul

En aftale om en kundeklausul er kun gyldig, hvis:

  • den angår kunder, som du har været i forretningsmæssig forbindelse med inden for de seneste 12 måneder før opsigelses- eller afskedigelsestidspunktet,
  • du har været ansat i mindst 6 måneder,
  • du maksimalt bindes af klausulen i 12 måneder efter fratrædelsestidspunktet,
  • du får kompensation for den periode, klausulen gælder, og
  • du får udleveret alle oplysninger om ovenstående punkter på skrift.

Siger du selv op, eller bliver du afskediget, skal din arbejdsgiver udlevere en liste over de kunder, som er omfattet af klausulen.

Din kompensation for en kundeklausul

Du har krav på at blive kompenseret for en kundeklausul. Kompensationen bliver beregnet som en procentdel af din løn på fratrædelsestidspunktet (både faste og variable løndele) og udbetalt månedsvis i hele klausulens bindingsperiode. Fratrædelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor dit ansættelsesforhold er endeligt ophørt, dvs. efter udløbet af opsigelsesperioden. Det gælder, uanset om du er fritstillet og allerede har afleveret nøgler og andre firmaejendele.

Kompensationens størrelse afhænger af, hvor længe du er bundet af klausulen, og om du får nyt passende arbejde i bindingsperioden. Andet passende arbejde er arbejde inden for et fagligt område, som du er uddannet til eller har været beskæftiget inden for.

Hvis du ikke aktivt søger andet passende arbejde og opfylder din tabsbegrænsningspligt, vil din ret til kompensation bortfalde. Kompensationen for de første 2 måneder skal du dog altid have udbetalt som et engangsbeløb senest ved fratrædelsen – uanset om du har fået andet passende arbejde eller ej.

Varighed af kundeklausul

Du har ikke fået andet passende arbejde

Du har fået andet passende arbejde

Op til 6 måneder

Mindst 40%

Mindst 16%

Mere end 6 og op til 12 måneder

Mindst 60%

Mindst 24%

Din arbejdsgiver kan opsige din kundeklausul

Din arbejdsgiver kan opsige din kundeklausul med 1 måneds varsel til udgangen af en måned - også under ansættelsen. Du har dog stadig ret til engangskompensationen for de første 2 måneder, hvis du har været ansat i mindst tre måneder, og hvis du fratræder din stilling inden 6 måneder efter, at din arbejdsgiver har opsagt klausulen.

Hvis din arbejdsgiver opsiger dig, uden at du har givet rimelig anledning til opsigelsen - dvs. afsked begrundet i virksomhedens forhold - vil din arbejdsgiver fortsat kunne kræve kundeklausulen opretholdt. Du vil derfor have krav på engangskompensationen og den løbende kompensation i klausulperioden.

Hvad er en konventionalbod?

En konventionalbod er en på forhånd aftalt bøde, som du skal betale til arbejdsgiveren, hvis du overtræder din klausul. Du skal betale boden, uanset om arbejdsgiveren har lidt et økonomisk tab på grund af overtrædelsen eller ej, og uanset om overtrædelsen er bagatelagtig. Konventionalboden er præventiv, fordi den typisk er så stor - fx 6-12 måneders løn – at det virker risikabelt at prøve klausulens grænser af og søge jobs, som måske ikke ville være i strid med klausulen.

Hvis du bliver berettiget bortvist

Hvis du misligholder dit ansættelsesforhold og derfor berettiget bliver bortvist fra arbejdspladsen, er du fortsat bundet af den aftalte kundeklausul, og du har hverken krav på engangskompensationen eller den løbende kompensation.

Gode råd til at begrænse din kundeklausul

  • Find ud af hvad arbejdsgiverens behov er og afgræns klausulen til dét
  • Få afgrænset klausulen til konkrete kunder, som du har haft direkte kontakt med
  • Sørg for at klausulen specifikt ikke hindrer at du ansættes hos kunderne som funktionær eller direktør
  • Aftal at klausulen kun gælder ved egen opsigelse og først træder i kraft efter et par års ansættelse
  • Sørg for at kompensationen er fair og giver dig en rimelig indtægt
  • Aftal kortest mulig klausulperiode
  • Undgå så vidt muligt en bestemmelse om konventionalbod

Hvad er en kombineret ansættelsesklausul?

En kombineret ansættelsesklausul er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om, at du både bliver underlagt en konkurrenceklausul og en kundeklausul.

Gyldighedsbetingelser for en kombineret klausul

En kombineret klausul er kun gyldig, hvis:

  • Du har en helt særlig betroet stilling,
  • Du får oplyst hvilke forhold i ansættelsen, der gør klausulen nødvendig,
  • Den angår kunder, du selv har været i forretningsmæssig forbindelse med de seneste 12 måneder før opsigelses- eller afskedigelsestidspunktet,
  • Du har været ansat i mindst 6 måneder
  • Du maksimalt bindes af klausulen i 6 måneder efter fratrædelsestidspunktet,
  • Du får kompensation for den periode, klausulen gælder, og
  • Du får udleveret alle oplysninger om ovenstående punkter på skrift.

Din kompensation for en kombineret klausul

Du har krav på en kompensation på mindst 60 % af din løn på fratrædelsestidspunktet. Fratrædelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor dit ansættelsesforhold er endeligt ophørt, dvs. efter udløbet af opsigelsesperioden. Det gælder, uanset om du er fritstillet og allerede har afleveret nøgler og andre firmaejendele.

Får du andet passende arbejde, nedsættes kompensationen til 24% af din månedsløn - dog tidligst fra den 3. måned og frem til den 6. måned, hvor den kombinerede ansættelsesklausul ophører i sin helhed.

Hvis du ikke aktivt søger andet passende arbejde og opfylder din tabsbegrænsningspligt, vil din ret til kompensation bortfalde. Kompensationen for de første 2 måneder skal du dog altid have udbetalt som et engangsbeløb på 60% af din løn senest ved fratrædelsen – uanset om du har fået andet passende arbejde eller ej.

Varighed af kombineret ansættelsesklausul

Du har ikke fået andet passende arbejde

Du har fået andet passende arbejde

Op til 6 måneder

Mindst 60%

Mindst 24%

Din arbejdsgiver kan opsige en kombineret klausul

Din arbejdsgiver kan opsige din kombinerede klausul med 1 måneds varsel til udgangen af en måned - også under ansættelsen. Du har dog fortsat krav på engangskompensationen for de første 2 måneder, hvis du har været ansat i mindst tre måneder, og hvis du fratræder din stilling inden 6 måneder efter, at din arbejdsgiver har opsagt klausulen.

Bortfald af konkurrencedelen af en kombineret klausul

Konkurrencedelen af en kombineret klausul er ikke gyldig, hvis du bliver opsagt på grund af virksomhedens forhold, eller hvis du selv fratræder din stilling, fordi din arbejdsgiver har misligholdt ansættelsesforholdet. Selvom konkurrencedelen af klausulen er ugyldig, har du i begge tilfælde stadig krav på at få de 2 første måneders kompensation udbetalt som et engangsbeløb.

Kundeklausuldelen - der ikke er opsagt - træder derimod i kraft ved enhver fratrædelse, dvs. uanset om det er dig eller din arbejdsgiver, der opsiger ansættelsesforholdet.

Hvad er en konventionalbod?

En konventionalbod er en på forhånd aftalt bøde, som du skal betale til arbejdsgiveren, hvis du overtræder din klausul. Du skal betale boden, uanset om arbejdsgiveren har lidt et økonomisk tab på grund af overtrædelsen eller ej, og uanset om overtrædelsen er bagatelagtig. Konventionalboden er præventiv, fordi den typisk er så stor - fx 6-12 måneders løn – at det virker risikabelt at prøve klausulens grænser af og søge jobs, som måske ikke ville være i strid med klausulen.

Hvis du bliver berettiget bortvist

Hvis du misligholder dit ansættelsesforhold og derfor berettiget bliver bortvist fra arbejdspladsen, er du fortsat bundet af den kombinerede klausul, men du har hverken krav på engangskompensationen eller den løbende kompensation.

Send din kontrakt ind til Djøf

En aftale om en kombineret klausul er meget indgribende. Bliver du præsenteret for en kontrakt med en kombineret klausul, anbefaler vi derfor, at du ikke skriver den under. Send din kontrakt ind til gennemgang på kontrakt@djoef.dk og få personlig rådgivning.

Det er med få undtagelser, som fx i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse, forbudt at indgå aftaler om jobklausuler. Jobklausuler, der er aftalt før den 1. januar 2016, vil kunne opretholdes indtil den 1. januar 2021, hvorefter de er ugyldige.

Hvad er en uddannelsesklausul?

En uddannelsesklausul er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om, at du har visse forpligtelser i forbindelse med en arbejdsgiverbetalt uddannelse. En uddannelsesklausul indebærer normalt, at du kan blive mødt med krav om hel eller delvis tilbagebetaling af den kursusudgift, som din arbejdsgiver har haft, hvis du ønsker at skifte job efter en kortere eller længere periode efter uddannelsens afslutning.

Uddannelsesklausulen træder typisk i kraft, hvis du fratræder din stilling i den aftalte klausulperiode. Uddannelsesklausulen løber fra afslutningen af uddannelsen og gælder i den periode, det er aftalt, at klausulen gælder. Afhængig af den samlede udgift til uddannelsen, er perioden ofte omkring to år.

En uddannelsesklausul forhindrer dig ikke i at fratræde dit job, men et krav om tilbagebetaling af en større kursusudgift kan måske afholde dig fra at skifte job og dermed begrænse din mobilitet på arbejdsmarkedet.

Gode råd til at begrænse din uddannelsesklausul

  • Prøv at aftale så kort en klausulperiode som mulig, fx maksimalt op til 1 år efter uddannelsen er afsluttet eller afbrudt
  • Sørg for at tilbagebetaling af kursusudgifter kun omfatter kursusgebyrer og ikke hverken egen løn, diæter, fortæring, overnatning eller rejseudgifter
  • Aftal at størrelsen af tilbagebetalingen skal afskrives forholdsmæssigt, så der fx alene skal tilbagebetales 3/12 af uddannelsesudgifterne, hvis klausulen binder i 1 år, og du fratræder 3 måneder inden, klausulen er udløbet
  • Aftal at du kun skal tilbagebetale, hvis du selv vælger at fratræde din stilling, men ikke hvis virksomheden opsiger dig, inden klausulen udløber
  • Aftal at klausulen helt bortfalder, hvis du ikke kan gennemføre uddannelsen, og det skyldes virksomhedens forhold.

Klausuler indgået før 1. januar 2016

Har du en konkurrence og/eller kundeklausul, der er indgået før 1. januar 2016, er klausulen reguleret af funktionærlovens §§ 18 og 18a.

Hvad er en konkurrenceklausul?

En konkurrenceklausul er et forbud mod at tage ansættelse i en konkurrerende virksomhed. Du må heller ikke have økonomiske interesser, fx som ejer, der konkurrerer med en tidligere arbejdsgiver efter ansættelsens ophør.

Efter, at du er fratrådt, forhindrer en konkurrenceklausul dig ikke i at arbejde hos eller udføre arbejde for din nuværende arbejdsgivers kunder eller samarbejdspartnere - med mindre disse samtidig er konkurrenter som er omfattet af klausulen.

Hvornår finder konkurrenceklausulen anvendelse?

Konkurrenceklausulen finder anvendelse, hvis du selv opsiger din stilling, eller du har givet din arbejdsgiver anledning til at opsige dig.

Du skal have været ansat i mere end tre måneder. Hvis ansættelsesforholdet har varet mere end tre måneder, men ikke længere end seks måneder, kan klausulen højst gøres gældende i seks måneder efter ansættelsesforholdets ophør.

En konkurrenceklausul gælder ikke, hvis virksomheden opsiger dig på grund af virksomhedens forhold, eller hvis du hæver ansættelsesforholdet på grund af virksomhedens misligholdelse. Det betyder fx, at hvis du bliver opsagt på grund af stillingsbortfald, fyringsrunder etc., gælder klausulen ikke, og du har heller ikke krav på kompensationen.

Hvor lang tid gælder konkurrenceklausulen?

Klausulen gælder i den periode, der er anført, men kan opsiges på et hvilket som helst tidspunkt af arbejdsgiveren med én måneds varsel til en måneds udgang. Der er intet maksimum på perioden rent lovgivningsmæssigt, men den typiske konkurrenceklausul er på ét år regnet fra din fratrædelsesdato.

Du skal være opmærksom på, at din arbejdsgiver muligvis skal betale en engangskompensation på mindst halvanden måneds løn, hvis han opsiger klausulen under ansættelsesforholdet, og du fratræder inden for seks måneder efter.

Klausulperioden starter på fratrædelsestidspunktet. Det er det tidspunkt, hvor ansættelsesforholdet er endeligt ophørt, hvilket først sker efter udløbet af opsigelsesperioden. Det gælder, uanset om du er fritstillet, har afleveret nøgler og øvrige firmaejendele mv.

Hvilke konkurrenter er omfattet?

Den generelle definition er, at det er virksomheder, der udbyder tilsvarende produkter eller ydelser til den samme kreds af kunder. Men denne definition afklarer ikke præcist, hvad du i realiteten har forpligtet dig til, og du skal huske, at du bærer risikoen for en eventuel overtrædelse, hvis det ikke fremgår klart, hvordan konkurrerende virksomhed defineres.

Hvad er en konventionalbod?

En konventionalbod er en aftalt bøde, hvorefter brud på klausulen giver arbejdsgiver ret til en aftalt økonomisk kompensation, uanset om arbejdsgiveren reelt har lidt et tab ved bruddet og uanset om overtrædelsen er forsvindende lille. Konventionalboden skal virke præventivt, og den er ofte så stor, at medarbejderen ikke tør tage risikoen i tvivlstilfælde om klausulens rækkevidde.

Hvad får jeg i kompensation?

Du har krav på minimum 50% af din månedsløn (inklusiv alle løndele) på fratrædelsestidspunktet for hver måned, som klausulen er gældende.

De første tre måneder af den periode, hvor du er bundet af konkurrenceklausulen, er der tale om en "minimumskompensation" på mindst halvanden måneds løn, der skal udbetales som et engangsbeløb den dag, du fratræder.

Herefter skal der fra den fjerde måned betales en halv måneds løn pr. måned, så længe du er bundet af klausulen. Din arbejdsgiver kan modregne nye indtægter fra andet passende arbejde i den resterende del af klausulperioden. Modregningen sker krone for krone.

Der sker ikke modregning i dagpenge, herunder arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge samt barselsdagpenge. Der sker heller ikke modregning ved indtægter fra ikke-passende arbejde. Dette gælder arbejde uden for dit faglige felt, og som ikke modsvarer dine uddannelsesmæssige og/eller erhvervsmæssige kvalifikationer.

Du er forpligtet til at være aktivt arbejdssøgende for at modtage kompensationen.

Hvad er en kundeklausul?

En kundeklausul er et forbud mod at have erhvervsmæssig forbindelse med din tidligere arbejdsgivers kunder og forretningsforbindelser. Forbuddet gælder også ansættelse hos de pågældende kunder og forretningsforbindelser. Kundeklausulen forhindrer dig ikke i at tage ansættelse i konkurrerende virksomhed, men den forhindrer dig i at arbejde med en bestemt kundekreds eller bestemte samarbejdspartnere.

Hvornår finder klausulen anvendelse?

En kundeklausul træder i kraft ved enhver fratræden, uanset om det er din arbejdsgiver eller dig, der opsiger ansættelsesforholdet. Det gælder også, selvom du ikke kan bebrejdes opsigelsen, fx ved stillingsbortfald, fyringsrunder etc.

Du skal have været ansat i mere end tre måneder. Hvis ansættelsesforholdet har varet mere end tre måneder, men ikke længere end seks måneder, kan klausulen højst gøres gældende i seks måneder efter ansættelsesforholdets ophør

Hvor lang tid gælder kundeklausulen?

Klausulen gælder i den periode, der er anført, men kan opsiges undervejs af arbejdsgiveren med én måneds varsel til en måneds udgang. Der er intet maksimum på perioden rent lovgivningsmæssigt, men den typiske kundeklausul er på et år regnet fra den sidste ordinære lønudbetaling.

Klausulperioden starter på fratrædelsestidspunktet. Det er det tidspunkt, hvor ansættelsesforholdet er endeligt ophørt, hvilket først sker efter udløbet af opsigelsesperioden. Det gælder uanset, om du er fritstillet, har afleveret nøgler og øvrige firmaejendele mv.

Hvilke kunder er omfattet?

De kunder der er omfattet af klausulen er dels dine egne kunder, som du har haft kontakt med i op til 18 måneder før opsigelsestidspunktet og dels de kunder, som du har fået udleveret en særskilt liste over.

Den liste skal du have fået udleveret inden opsigelsestidspunktet. Udleveres den senere, fx på din fratrædelsesdato, vil du ikke skulle respektere et forbud mod at udføre arbejde eller have kontakt til de pågældende kunder.

Listen kan fx være et dataudtræk fra kundekartoteket og dermed være særdeles omfangsrig.

Ligeledes er kunder, som du selv har tilført firmaet via dit eget netværk, også omfattet af forbuddet.

Hvad er en konventionalbod?

En konventionalbod er en aftalt bøde, hvorefter brud på klausulen giver en arbejdsgiver ret til en aftalt økonomisk kompensation, uanset om arbejdsgiveren har lidt et tab ved bruddet, og uanset om overtrædelsen er forsvindende lille. Konventionalboden skal virke præventivt, og er ofte så stor, at medarbejderen ikke tør tage risikoen i tvivlstilfælde om klausulens rækkevidde.

Hvad får jeg i kompensation?

Du har krav på 50% af din månedsløn (af alle løndele) på fratrædelsestidspunktet for hver måned, som klausulen er gældende. Din arbejdsgiver kan dog modregne nye indtægter fra andet passende arbejde i hele klausulperioden. Modregningen sker krone for krone. Realiteten er derfor, at der sjældent betales for kundeklausulerne.

Der sker ikke modregning i dagpenge, herunder arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge samt barselsdagpenge. Der sker ligeledes ikke modregning ved indtægter fra ikke-passende arbejde. Det gælder arbejde uden for dit faglige felt, og som ikke modsvarer dine uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige kvalifikationer.

Du er forpligtet til at være aktivt arbejdssøgende for at modtage kompensationen.

Djøfbladet

Konstant høje krav øger risiko for udbrændthed

Hvis tempoet og opgavemængden på jobbet slider på dig, er kuren ikke social støtte og mere råderum. Det er en myte. Din chef er derimod nødt til at sænke kravene, viser ny svensk-canadisk forskning.

Illustration: Shutterstock
Djøf blog

Kan din arbejdsgiver tvinge dig til at tweete?

Flere medlemmer oplever, at arbejdsgivere beder dem være aktive på sociale medier. Kan du sige nej, hvis du ikke har lyst? Svaret er både og…


René Óli Rasmussen
René Óli Rasmussen
Chefkonsulent