Djøf

Chefer i regioner og kommuner

Hvordan er dine ansættelsesvilkår som chef i en region eller i en kommune?

Overenskomstansat chef i region eller kommune

Bliver du ansat som stabschef fx kontorchef, sekretariatschef, økonomichef eller personalechef, vil du typisk blive ansat på chefaftalen og referere til en direktør.

Udover grundløn og særlig aftalte tillæg har chefaftalen særlige regler om opsigelse og pension.

Opsigelse

Er du ansat på chefaftalen kan du opsige din stilling med en måneds varsel med udgangen af en måned. Bliver du opsagt, vil varslet være tre måneder det første år. Efter det første år vil dit varsel være 12 måneder.

Bliver du opsagt, og har du været ansat mere end 5 år, er du desuden berettiget til at få tre måneders løn indbetalt til din pensionsordning.

Pension

Er du ansat på chefaftalen i en kommune, får du 19,05 % i pension. Er du ansat på chefaftalen i en region, får du 20,46 % i pension.

Chefaftalen, kommuner

Chefaftalen, regioner

Ansættelse som chefkonsulent

Bliver du ansat som vicekontorchef, teamleder, afdelingsleder eller lignende, vil du typisk ikke blive ansat på chefaftalen men på overenskomsten med en indplacering som chefkonsulent. I denne situation vil opsigelsesvilkår og pensionssatser følge overenskomsten.

Øvrige vilkår

Uanset om du er ansat på chefaftalen eller som chefkonsulent, vil dine øvrige vilkår følge de til enhver tid gældende aftaler på henholdsvis det regionale og kommunale område om blandt andet ferie, barsel, adoption, omsorgsdage, barns sygdom og senior- og fratrædelsesordninger.

Kontraktansat chef i kommunen

Det er kommunen som arbejdsgiver, der bestemmer, om en chef skal ansættes på individuel kontrakt. Det er typisk de højest placerede chefer, der bliver ansat på kontrakt.

Hvem indgår aftalen

Rammeaftalen om kontraktansættelse fastlægger, på hvilke vilkår en individuel kontrakt kan indgås. Kontrakten indgås mellem kommunen og Djøf.

Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer

Løn 

Kommunaldirektørernes løn er aftalt i chefaftalen. Når en kommunaldirektør eller en direktør for et fælleskommunalt selskab bliver ansat på kontrakt, får han/hun et løntillæg på 20 %.

For øvrige chefer gælder, at de får et tillæg på 15 % oveni den løn, der i øvrigt er aftalt. Den øvrige løn består af en grundløn, centralt aftalte tillæg og den funktions-/kvalifikationsløn, der måtte blive aftalt.

Satsen for pension er 19,05 %. Hele lønnen er pensionsgivende, også kontrakttillægget.

Opsigelse 

Hvilke opsigelsesvarsler gælder

Udgangspunktet er, at funktionærlovens opsigelsesvarsler gælder, men ved kontraktansættelse er der mulighed for at aftale længere varsler.

For kommunaldirektører kan der i kontrakten aftales op til 12 måneders opsigelsesvarsel fra arbejdsgiverside, og for øvrige chefer kan der aftales et varsel på 6 måneder.

Hvad gælder, hvis du bliver opsagt

Hvis du bliver opsagt, får du en fratrædelsesgodtgørelse på 12 måneders løn. Hvis afskedigelsen skyldes væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, bortfalder fratrædelsesgodtgørelsen.

Øvrige vilkår

Den ansatte er omfattet af de til enhver tid gældende aftaler mellem KL og centralorganisationerne om blandt andet ferie, barsel, adoption, omsorgsdage og senior- og fratrædelsesordninger.

Overenskomster og aftaler kommuner

Kontraktansat chef i regionen

Det er regionen som arbejdsgiver, der bestemmer, om en chef skal ansættes på individuel kontrakt. For regionsdirektører og koncerndirektører gælder, at regionen kan vælge mellem at ansætte dem som tjenestemænd, på åremålsvilkår eller på individuel kontrakt.

For øvrige chefer gælder det, at de kan ansættes som tjenestemænd, på overenskomstvilkår, på åremålsvilkår eller på individuel kontrakt.

Det er typisk de højst placerede chefer der ansættes på individuel kontrakt.

Hvem indgår aftalen

Rammeaftalen fastlægger, på hvilke vilkår en individuel kontrakt kan indgås. Kontrakten indgås mellem regionen og Djøf.

Rammeaftale om kontraktansættelse

Løn 

Regionsdirektørernes løn er aftalt i chefaftalen. Når en regionsdirektør ansættes på kontrakt, får han/hun et løntillæg på 20 %.

For øvrige chefer gælder, at de får et tillæg på 15 % oven i den løn, der i øvrigt er aftalt. Den øvrige løn består af grundløn, centralt aftalte tillæg samt den funktions- og kvalifikationsløn, der måtte blive aftalt.

Pensionssatsen er 20,46 %. Hele lønnen er pensionsgivende, også kontrakttillægget.

Opsigelse 

Hvilke opsigelsesvarsler gælder

Udgangspunktet er, at funktionærlovens opsigelsesvarsler gælder, men ved kontraktansættelse er der mulighed for at aftale længere varsler.

For regionsdirektører kan der i kontrakten aftales op til 12 måneders opsigelsesvarsel fra arbejdsgiverside, og for øvrige chefer kan der aftales et varsel på 6 måneder.

Hvad gælder, hvis du bliver opsagt

Hvis du bliver opsagt, får du – forudsat du har været ansat mindst et år i stillingen – en fratrædelsesgodtgørelse på 4 måneders løn. Godtgørelsen forhøjes med 2 måneders løn pr. ansættelsesår, dog maksimalt til 12 måneders løn.

Skyldes afskedigelsen væsentlig misligholdelse, bortfalder fratrædelsesgodtgørelsen.

Øvrige vilkår

Den ansatte er omfattet af de til enhver tid gældende aftaler mellem Danske Regioner og centralorganisationerne om blandt andet ferie, barsel, adoption, omsorgsdage, barns sygdom og senior- og fratrædelsesordninger.

Overenskomster og aftaler region

Åremålsansat

Åremål bruges til stillinger, der skal ophøre efter en på forhånd begrænset tid. Begrundelsen for at bruge åremål kan være, at der forventes ændringer i stillingsindholdet, eller at der løbende stilles krav om fornyelse. Til åremålsansatte ydes et åremålstillæg. Åremålsaftalen indeholder særlige regler om opsigelse.

Du kan blive ansat på åremål både på overenskomst og som tjenestemand. Ansættes du som tjenestemand på åremål bør du kontakte Djøf.

Aftaler om åremål indeholder følgende hovedelementer, som det kan være fornuftigt at du overvejer og tager stilling til, hvis du står over for, at blive ansat på åremål:

  • Åremålsperiodens længde
  • Ansættelsesform (som tjenestemand eller overenskomstvilkår)
  • Åremålstillæg
  • Fratrædelsesbeløb
  • Tilbagegangsret     

Rammeaftale om åremålsansættelse, KL

Rammeaftale om åremålsansættelse, regioner

​Åremålets længde

Din åremålsansættelse sker for en begrænset periode på - i første omgang - minimum 3 år og maksimalt 6 år. Der er mulighed for at forlænge åremålsansættelsen, hvis både du og din arbejdsgiver er enige om det.

Din åremålsansættelse kan:

  • forlænges med én eller flere perioder hver af minimum 6 måneders varighed
  • samlet og inklusiv forlængelserne maksimalt nå op på 9 år. 

Forlængelse sker på uændrede vilkår og uden stillingsopslag.

Hvordan aftales et åremål?

Den konkrete åremålsaftale indgås mellem Djøf og arbejdsgiveren.

Kontakt altid Djøf så tidligt som muligt og altid inden du starter i stillingen. Det giver de bedste muligheder i forhandlingerne med arbejdsgiveren om åremålsvilkårerne.

Hvem kan ansættes på åremål?

Du er formentlig chef, men reglerne indeholder ikke begrænsninger for, hvilke stillinger der kan besættes på åremål.

Tilbagegangsret

Du ydes et særligt tillæg til den løn, der ville gælde ved varig ansættelse i åremålsstilllingen. Størrelsen af tillægget afhænger især af åremålets længde og af, om du er sikret varig ansættelse efter åremålets udløb (tilbagegangsret). Princippet er: Jo mere usikkerhed, der ligger i ansættelsen, desto større tillæg kan du forhandle om.

  • Åremålsansatte, der er sikret tilbagegangsret, kan maksimalt få et tillæg på 20%.
  • For åremålsansatte, der ikke har tilbagegangsret, kan tillægget udgøre op til 30% af lønnen.
  • Et åremålstillæg vil typisk ligge mellem 22 % og 30 % på åremål uden tilbagegangsret. 

 Du ansættes typisk uden tilbagegangsret. Åremålstillægget beregnes af den til enhver tid gældende løn i stillingen ved varig ansættelse (dog indgår eventuel resultatløn ikke i beregningen).

Opsigelse af åremål

Åremålsansættelsen kan du sige op efter de almindelige regler i overenskomsten eller efter tjenestemandsreglerne. Bliver du sagt op sker det efter de almindelige regler i overenskomsten eller tjenestemandsreglerne med et fratrædelsesbeløb efter åremålsreglerne. 

Din ansættelse stopper uden varsel ved åremålets udløb, medmindre ansættelsen bliver forlænget. Du kan have aftalt, at du efter åremålets udløb har ret til varig ansættelse i en anden stilling, typisk 2 lønrammer lavere end åremålsstillingen.

Fratrædelsesbeløb

Arbejdsgiveren skal ved fratræden ved åremålets udløb betale et fratrædelsesbeløb til dig, der svarer til 3 måneders løn i åremålsstillingen forhøjet med 1 månedsløn for hvert fulde år, du har siddet i åremålsstillingen. Pensionsbidrag indgår i beregningen, medmindre andet aftales.

Hvis du bliver afskediget af andre årsager end sygdom eller tjenesteforseelse inden for det første år efter ansættelsen, udgør dit fratrædelsesbeløb 3 måneders løn forhøjet med 1 måneds løn for hvert år, åremålsansættelsen var aftalt til at vare. En sådan afskedigelse skal i så fald ske med 1 måneds varsel og således, at ansættelsesforholdet kan bringes til ophør senest på årsdagen for tiltrædelsen.

Efter det første år kan arbejdsgiveren kun afskedige dig af andre årsager end sygdom efter aftale med Djøf eller efter nogle i forvejen aftalte takster. Det sidste kræver, at det ved åremålets indgåelse er aftalt at anvende faste takster. Taksterne fremgår af rammeaftalen om åremålsansættelse.

Hvis vilkårene skal forhandles med Djøf, det vil sige, at det ikke er aftalt at anvende faste takster, skal vilkårene aftales inden for en økonomisk ramme, der begrænses af åremålsansættelsens udløb, dog maksimalt 3 års løn.

Hvis du bliver afskediget på grund af sygdom, kan det aftales, at du skal have et fratrædelsesbeløb. Djøf vil altid forsøge at indgå en aftale for dig.

Der skal ikke betales fratrædelsesbeløb, når du har tilsagn om tilbagegangsret til eller faktisk ansættes varigt i en stilling indtil 2. løntrin under åremålsstillingen og ved ansøgt afsked.

Pension og øvrige vilkår

Er du åremålsansat på overenskomstvilkår bliver bidraget til pension betalt efter de regler, der ville være gældende for stillingen, hvis den var besat uden tidsbegrænsning. Tillægget er pensionsgivende med samme pensionsprocent, som gælder for resten af lønnen, det vil sige 20,46 % for chefer i regioner og 19,05 % for chefer i kommuner.

Øvrige vilkår

Du er omfattet af de til enhver tid gældende aftaler på det kommunale område om blandt andet ferie, barsel, adoption, omsorgsdage og senior- og fratrædelsesordninger.

Overenskomster og aftaler - regioner

Overenskomster og aftaler - kommuner

Tænk længere

Djøf

Få tjekket din kontrakt

Djøf

Tavshedspligt og lydighedspligt

Djøfbladet

Lykkekursus for studerende slår alle rekorder

En fjerdedel af alle bachelorstuderende på eliteuniversitetet Yale i USA fulgte sidste semester et kursus, hvor de lærte, hvordan de kunne blive mere lykkelige. En dansk rektor og en psykolog er ikke overraskede over efterspørgslen.

Foto: Michael Marsland, Yale
Djøf blog

Scor godt i løn

Personligt bryder jeg mig simpelthen ikke om situationen de gange, jeg har siddet i lønforhandling. Jeg begyndte at stamme, svede og glemte fuldstændig hvilke resultater, jeg havde skabt. Jeg er ærlig talt ikke særlig god til det. Men jeg har øvet mig og finder nu situationen mere naturlig.


Thomas Kantsø
Thomas Kantsø
Chefkonsulent