]]>

Pressemeddelelse

Djøf: Slip jobcentrene fri

Læs Sara Vergos debatindlæg om lukning af jobcentrene.

26.05.2023

Af Sara Vergo, Formand i Djøf

Jobcentrene, som vi kender dem, skal lukkes, og der skal spares 3 mia. på dem. Sådan kan man læse i regeringsgrundlaget.

Men det er ærlig talt lidt uklart, hvad der så skal ske. Det skaber berettiget usikkerhed hos både de borgere, der får hjælp i jobcentrene, og blandt de ansatte. De mennesker, som jobcentrene hjælper i dag, forsvinder jo ikke, fordi man lukker jobcentrene.

Lad os lige huske på, at det går rigtig godt på arbejdsmarkedet i Danmark. Blandt fremtrædende professorer og eksperter er der ingen tvivl om, at jobcentrene har en stor del af ansvaret for, at så mange er en del af det arbejdende fællesskab.

Derfor vil jeg også på det kraftigste advare imod regeringens idé om at spare 3 mia. kr. på jobcentrene. Så store besparelser vil gå ud over selve beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Og det kan blive endog meget dyrt: Stiger ledigheden med bare én procent, koster det statskassen 8 mia. om året.

Til gengæld har regeringen og beskæftigelsesministeren ret i, at vi skal spørge os selv, om jobcentrene har de rette rammer. I dag styres en stor del af beskæftigelsesindsatsen fra centralt hold gennem regler, som Folketinget har vedtaget. Det er blandt andet derfor, at nogle oplever, at de bliver indkaldt til møder med jobcenteret “bare fordi det står i loven”.

I Djøf ønsker vi at gå den modsatte vej. Politikerne skal fjerne en række af de regler, der egentlig bare skal kontrollere kommunernes indsats.

Forstå mig ret. Der skal være et nogenlunde ensartet sikkerhedsnet i hele landet, der griber os, hvis vi har brug for hjælp. Men når det handler om at hjælpe borgerne videre mod job og uddannelse, skal der være langt større rum til, at man kan gøre det, der giver mening lokalt. Og det er ikke nødvendigvis det samme i Frederikshavn og på Frederiksberg, hvor både arbejdsmarked og borgere kan være vidt forskellige.

Det er faktisk muligt. I Djøf har vi netop offentliggjort et udspil til, hvordan vi konkret kan slippe jobcentrene fri og skabe bedre plads til, at dygtige medarbejdere og ledere lokalt kan finde den rette vej frem sammen med den enkelte borger. Jeg håber, at beskæftigelsesministeren og folketingets partier vil lytte og skabe et system, der baserer sig på faglighed og tillid.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.