01.03.2023
Sara Vergo, formand for Djøf og Chrsitan Jensby, kommende ceo i Deloitte
For 100 år siden gik børn – hvis de var heldige – syv år i skole. Mange kun hver anden dag, så de kunne hjælpe til i hjemmet, i værkstedet eller på marken de øvrige dage. Derefter kom de fleste ud at tjene. Det var dengang, der stadig var stumfilm i biograferne, og Danmark var et industrisamfund.
I dag er vi et videnssamfund. Vi er globalt forbundne. Vi arbejder på måder, ingen havde forestillet sig for 100 år siden. De udfordringer, vi står over for som samfund og erhvervsliv, er markant større, ligesom kravene til vores viden er det. Danmark lever i dag af viden og innovationskraft. Og vi har brug for at uddanne os mere, ikke mindre.
Ved at reducere kandidatforløbet klæder vi vores unge mennesker dårligere på til både det danske og globale arbejdsmarked. Det vil gøre det sværere at studere og arbejde på tværs af grænser, og det vil stille de danske kandidater ringere, for også mange steder i udlandet er de videregående uddannelser indrettet med en bachelorgrad på tre år og herefter en kandidatgrad på to år.
Det er klart, at det ikke kun er længden af vores akademiske uddannelser, der bestemmer, hvor godt vi klarer os som videnssamfund. Det er også kvaliteten af uddannelsen. Vi bifalder regeringens ønske om at gentænke samspillet mellem universiteter og erhvervsliv og bakker op om en fornuftig dimensionering, så vi ikke uddanner akademikere til arbejdsløshed eller karriereveje, der ikke kræver akademiske forudsætninger.
Men for de samfundsvidenskabelige uddannelser er det bare ikke dér, skoen trykker! Tværtimod er netop disse uddannelsesretninger blandt de mest produktive for samfundet. Det Økonomiske Råd vurderer på baggrund af forslaget fra Reformkommissionen, at det isoleret set vil koste samfundet mellem 7 og 14 mia. kr. i bnp-tab at forkorte kandidatuddannelsen som foreslået.
Vores samfund har brug for mange forskellige fagligheder – også de akademiske. De samfundsvidenskabelige kandidater er meget efterspurgte, og ledigheden er rekordlav, så det er svært at se, hvorfor den opskrift skal ændres.
En forkortelse kommer også med en pris, som de studerende kommer til at betale. Skal de nå at specialisere sig på kun et års kandidatuddannelse, skal de præstere på kortere tid. Det bidrager til at skabe et unødigt stort pres på de unge. Her taler vi vel at mærke om en generation af unge, som allerede er mærket af dårlig trivsel. 41 pct. af generation Z føler sig stressede det meste af tiden. Vi synes ikke, at vores unge skal presses yderligere – snarere tværtimod.
Vil unge, som skal gennemføre et studie på halv tid, have samme overskud til at tage studiejob eller praktik, som de har i dag? Nej, det er nok ikke sandsynligt. Dermed vil de gå glip af den brobygning mod erhvervslivet, som i dag er utroligt værdifuld.
Det er åbenlyst, at de unge kandidater ikke kan nå det samme kandidatpensum på halv tid.
Og det er svært at se, hvordan resultatet ikke bliver mindre viden, analysekraft, kreativitet, nørderi og problemknuserkompetencer – alt sammen det, der skal udvikle os som samfund, og det, der skal finde løsninger på de store problemer, vi står over for. En halvering af kandidatuddannelsen vil gøre os alle fattigere.