01.11.2022
Af Sara Vergo, formand for Djøf, Anne Waagstein, næstformand i Djøf, Morten Hübbe CEO i Tryg og ledelsesrådgiver Jens Michael Howitz. Alle medlemmer af Djøfs Ligestillingskomité
Hvornår får ligestillingen den opmærksomhed, området fortjener? Ligestillingsområdet er aldrig blevet prioriteret i sin egen ret, men er kastet rundt som vedhæng til mere eller mindre oplagte ministerier. Vi nævner i flæng: bolig, fiskeri, klima og nu senest transportområdet.
Vi opfordrer til, at den kommende regering – uanset farve og sammensætning – lader ligestillingsområdet få sit eget ministerium og sætter markant ind på at komme på niveau med de øvrige nordiske lande.
Når Danmark i dag har høj status som en grøn supermagt, er det jo heller ikke kommet af sig selv. Det har krævet politisk vilje, mod og ikke mindst investeringer og politiske initiativer. To år i træk er Danmark kåret som verdens mest bæredygtige land.
Men når det gælder ligestilling, er der fortsat er en lang række problemer, som langt fra er løst i Danmark. Som medlemmer af Djøfs Ligestillingskomite vil vi bl.a. fremhæve manglende ligeløn, fravær af kvinder på ledelsesgangene og et kønsopdelt arbejdsmarked.
Danmark er faldet til en 32.-plads i World Economic Forums store internationale opgørelse Gender Gap Index. Island, Finland, Sverige og Norge – vores nordiske naboer – ligger alle i top fem i verden, mens Danmark halter langt bagefter. Siden 2020 er Danmark faldet 18 pladser.
Det er især manglen på kvinder i ledende stillinger, som trækker Danmark langt ned på de internationale ranglister om ligestilling. Danmark har over 60.000 bestyrelser for virksomheder. I mere end halvdelen er der slet ingen kvinder, og andelen af kvinder er faldende i resten. Samme billede ser vi i topledelse. Der sidder kun kvinder på 15 procent af de registrerede direktørposter i Danmark. (Danmarks Statistik 2021). Og udviklingen er tilsyneladende frosset fast.
Det giver ingen mening, når kvinder i Danmark samtidig er nogle af de allerbedst uddannede. Utallige undersøgelser har vist, at kvinder er mindst lige så ambitiøse som mænd. Derfor handler det altså ikke om, at kvinder ikke vil ledelse, det handler om, at de ikke får lov.
Det er et væsentligt problem, at vi som samfund ikke formår at gøre bedre brug af de mange veluddannede og ambitiøse kvinder. Vi bliver nødt til at anerkende, at kvinder og mænd har meget forskellige betingelser for at realisere en ledelseskarriere i Danmark.
Den amerikanske professor Joan C. Williams har undersøgt alle de faktorer, der er udslagsgivende for, om en person bliver forfremmet. Konklusionen er klar: Det er ikke nødvendigvis nok med en god uddannelse med et højt gennemsnit. I de fleste lande, herunder Danmark, er det en snæver gruppe, der lettere end andre finder vej til erhvervslivets top. Det handler i høj grad om social baggrund og netværk. Også i Danmark har studier af magteliten vist, at mænd udgør 80 pct. af eliten: Udover at have samme køn, bor de i samme postnumre og har ofte samme uddannelsesbaggrund.
Vi ser, at C25-virksomhederne opruster markant i forhold til inklusion og diversitet. De har forstået, at det gavner forretningen. Desuden er det en forventning på det globale marked. Det efterspørges af kunder og investorer, men i høj grad også af medarbejdere. Så hvis man vil tiltrække og fastholde de bedste talenter, må man nødvendigvis prioritere dette arbejde højt.
Vores håb er derfor, at en ny regering insisterer på at tage ligestilling alvorligt og sætte handling bag ordene. Ikke mindst når det gælder kvinders repræsentation i direktioner og bestyrelser. Et første skridt i den rigtige retning er et selvstændigt ligestillingsministerium. Vi vil afslutningsvis appellere til, at det nye folketing dropper den danske håndskyhed i forhold til kvoter og lader sig inspirere af lande som Norge, Tyskland, Spanien, Frankrig og Holland. De har alle for længst vedtaget lovgivning om kvoter. Der er brug for at sætte skub i en udvikling, der tydeligvis ikke kommer af sig selv.