]]>

Pressemeddelelse

Djøf: Nødvendigt med samfundsdebat om uddannelser og arbejdsmarked

Reformkommissionens forslag om ændringer af uddannelsessystemet er en blandet buket, hvor nogle af blomsterne gerne må visne, før de slår rødder. Kortere uddannelser og omlægning af SU fra stipendier til lån er ikke vejen frem, lyder det fra Djøf.

06.04.2022

Reformkommissionen har netop fremlagt sine anbefalinger til ændringer af uddannelsessystemet, der kan bidrage til at øge beskæftigelsen og sikre, at arbejdskraften har de rigtige kompetencer til at møde fremtidens behov.

- Djøf har med interesse læst Reformkommissionens anbefalinger. De er et interessant bidrag til en større samfundsdebat om vores uddannelser og fremtidens arbejdsmarked. Men det er også et bidrag, der ikke kan stå alene, siger Henning Thiesen, formand for Djøf.

En række af anbefalingerne fra Reformkommissionen lægger op til markante ændringer af den uddannelsesstruktur, vi kender i Danmark.

- Det er vigtigt, at politikerne ikke igen drager forhastede konklusioner, der kaster universiteterne ud i årelang usikkerhed om, hvilket fundament de skal arbejde på. Der er brug for en grundig samfundsmæssig uddannelsesdebat, hvor både uddannelsesinstitutioner, offentlige og private arbejdsgivere, studerende og færdiguddannede bliver inddraget, pointerer Henning Thiesen.

Han er ikke afvisende for, at konklusionen på en sådan debat kan medføre ændringer:

- Djøf er altid for at skabe fleksibilitet og en mangfoldighed af muligheder for studerende. Unge akademikere ser ind i et længere arbejdsliv, hvor kravene til deres kompetencer vil forandre sig løbende, ligesom arbejdslivets faser potentielt vil se helt anderledes ud. Det er et arbejdsliv i bevægelse. Derfor glæder Djøf sig over Reformkommissionens ønske om at skabe fleksibilitet og flere forskellige muligheder for den enkelte studerende – også i form af efter- og videreuddannelse senere i livet. Men jeg vil på forhånd gerne advare mod løsninger, der fører til mindre uddannelse, som eksempelvis forslaget om at afkorte en række af de akademiske uddannelser med et år. Danmark har ikke brug for mindre uddannelse, men bedre uddannelsesmuligheder gennem hele arbejdslivet i takt med at samfundet ændrer sig.

Et andet punkt hvor Reformkommissionen efter Djøfs opfattelse går galt i byen, er forslaget om at erstatte SU med lån på kandidatdelen af uddannelserne:

- Afsættet for Reformkommissionen var at finde forslag til, hvordan vi øger beskæftigelsen og mindsker uligheden i samfundet. At erstatte SU med lån vil have en klar social slagside, viser Djøfs undersøgelser. Færre unge fra hjem med forældre med kortere uddannelser, vil tage den fulde kandidatuddannelse. SU er en grundsten i det danske uddannelsessystem, lige fra bachelor- til kandidatniveau, der sikrer, at alle – uanset socioøkonomisk baggrund – kan tage den uddannelse, som de drømmer om og har talent for. Så at omlægge kandidat-SUen til lån, er Djøf skarp modstander af, siger Rasmus Pilegaard Petersen, formand for de 24.000 medlemmer af Djøf Studerende.

Yderligere kommentarer

Henning Thiesen, formand for Djøf, tlf. 29 62 40 66

Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende, tlf. 31 72 34 82

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.