Administration og velfærd er ikke modsætninger

Debatindlæg af Hanne Fugl Eskjær, Ambassadør, Canada, formand for Offentlige chefer i Djøf og Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig

Den offentlige administration er blevet en del af slagmarken i den igangværende valgkamp om pladserne i Folketinget.

S-regeringen vil spare 2,5 milliarder på den kommunale administration. De Konservative vil spare 18 milliarder på den offentlige administration, så topskatten kan blive afskaffet. Nye Borgerlige foreslår at skære to procent om året af den samlede løn til ledelse og administration i staten. For blot at nævne nogle af de konkrete forslag i valgkampen.

Debatten bærer desværre præg af talrige myter og fordomme om den offentlige administration. For eksempel lød det sådan på Twitter for nogle uger siden: “Man kunne fyre over halvdelen af de ansatte i det offentlige og stadig have samme effektivitet. De fleste af dem er jo bare djøfere, der sidder og holder øje med, om resten gør det godt nok.” 

Vi er færre, end mange tror

Så lad os starte der: Der findes ingen hær af djøfere. Vi er faktisk mange færre, end de fleste tror. Og vi går ikke på arbejde for at spænde ben for andres faglighed eller skabe unødvendigt administration og kontrol. Tværtimod. Ingen af os har nogensinde mødt et medlem, som ikke hver dag går på arbejde for at skabe en velfungerende offentlig sektor og bedre velfærd. 

Og hvor mange er vi egentlig? Et kig i Kommunernes og Regionernes Løndatabase viser, at djøferne blot udgør 2% af de 476.000 ansatte i kommunerne. Zoomer man ind på sundhedsområdet i regionerne, udgør djøferne blot 1,6% af de 133.000 ansatte.

Nogen vil sikkert hævde, at det alligevel er alt for mange. Og ja, der foregår heldigvis hele tiden en nødvendig debat, om der er for meget bureaukrati og for mange krav om kontroller, registreringer og dokumentation i den offentlige sektor.

En debat som vi også meget gerne tager del i fra Djøfs side. Vi bakker helhjertet op om forsøgene med velfærdsaftaler i kommunerne, hvor man skrotter en lang række statslige krav og paragraffer på udvalgte velfærdsområder.

Og vi opfordrer også til, at kommunerne kigger ind af og ser på, hvilke regler de selv har vedtaget, som måske ikke giver øget værdi for borgeren – selvom de er indført i bedste mening om at forebygge fejl og sikre ensartet og god behandling af borgerne. 

Færre regler og mere tillid

Vi er overbeviste om, at færre regler og mere tillid til medarbejdernes faglighed og et større lokalt ledelsesrum kan frigøre tid, kræfter og energi. Og give endnu bedre velfærd til borgerne. De første erfaringer fra de syv kommuner med velfærdsaftaler peger i den retning. 

Hvis politikerne virkelig tør slippe foden fra regelspeederen og fjerne blot en del af de regelsæt, medarbejderne arbejder under i dag, vil vi kunne frigøre mange ressourcer.  Om det så betyder, at der bliver brug for færre djøfere og andre administrative medarbejdere i den offentlige administration, har vi til gode at se.

Og vi vil på det kraftigste advare mod at tage forskud på glæderne ved at indregne effektiviseringer og besparelser i budgetterne, før vi rent faktisk ved, om det er fri fantasi eller faktiske muligheder.

For vi må samtidig insistere på, at administration er godt og nødvendigt for god velfærd. Der er brug for ledelse, for udvikling og kvalitetssikring på tværs, og der er brug for nogle, der sikrer, at der er styr på pengene i den offentlige sektor. For blot at nævne nogle få eksempler. 

Vi har brug for alle gode kræfter for at udvikle velfærdssamfundet og sikre en effektiv drift. Administration og velfærd er ikke modsætninger. Tværtimod. Det er hinandens forudsætninger. 

Medarbejdere risikerer at skulle løbe hurtigere

Når vi er i dialog med vores medlemmer i den offentlige sektor, hører vi mange historier om et voldsomt arbejdspres med for lange sagsbehandlingstider og et bekymrende højt stressniveau. Mange, både ledere og medarbejdere, overvejer helt at droppe den offentlige sektor.

Virkeligheden er, at der ikke er for mange ansatte til de opgaver, politikerne har besluttet. Tværtimod foregår der en benhård prioritering alle steder i den offentlige sektor, hvor man i forbindelse med de årlige budgetlægninger er inde og prioritere langt ned i detaljen af opgaver og ressourcer, og dermed hvilke medarbejdere, der er brug for. 

Så det forekommer ærlig talt lettere useriøst, når politikerne finansierer deres politiske forslag og ønsker med fugle på taget: Når valgløfterne bliver finansieret med diffuse forslag om at spare milliarder på administrationen i den offentlige sektor.

Det vil klæde dem, at pege præcist på hvem og hvad. Hvilke regler skal skrottes, hvilken dokumentation kan vi undvære? Ellers bliver det bare besparelser med den konsekvens, at dem der bliver tilbage, skal løbe endnu hurtigere.

Eller at de administrative opgaver kommer til at glide ud i ældreplejen og daginstitutionerne, hvor medarbejderne så alligevel skal bruge mere tid på papir og mindre tid på borgerne. Det gavner hverken velfærden eller kvaliteten af den offentlige administration.