29.09.2021
Af Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende, Sidsel Tønder Koudahl, forperson for DM Studerende og Mathias Botoft, talsperson for IDA STEM Students
De nyuddannede er blevet genstand for en politisk debat, hvor det tilsyneladende er dem, som skal betale regeringens regning for et højere arbejdsudbud. Imidlertid er debatten præget af myter, som river fundamentet væk under dimittenderne og den danske model.
Dimittendsatsen er den ydelse, som dimittender kan få det øjeblik, de afslutter studiet, hvis de ikke har fundet et job og må vinke farvel til SU, SU-lån, studiejob og studiebolig. Dimittendsatsen er de nyuddannedes primære sikkerhedsnet, imens de søger job og finder fodfæste som færdiguddannede. Men til trods for det, er dimittendsatsen blevet politisk arnested for økonomiske forringelser i en debat præget af myter.
Selv statsministeren ruster sig til debatten og siger ”Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet. Det er ved at snige sig ind i vores samfund, at det er okay for nogle grupper ikke at gå på arbejde. Det skal vi have aflivet”. Med det afsæt præsenterer regeringen, at de unge skal betale for regeringens manglende arbejdsudbud. Og prisen er gjort klar. Hvis det står til regeringen, skal dimittender på dagpenge have 4.000 kr. mindre om måneden, imens dagpengeperioden skal halveres til ét år.
Dimittendledigheden for akademikere er ikke eksploderet
Lad os få en ting på det rene. Er problemet med ledige akademiske dimittender virkelig så stort? Svaret er et kort og klart nej. I de seneste år har stadig flere unge afsluttet en videregående uddannelse. Men stigningen i flere uddannede akademikere har ikke øget ledigheden – ledigheden er forblevet den samme. Med andre ord så er antallet af nyuddannede steget, imens efterspørgslen på akademikere også er fulgt med.
Vi anerkender til fulde, at der er mangel på faglærte og professionsuddannede, men Danmark har også gennem mange år opbygget en international position som en stærk vidensnation, og hvis vi skal leve op til det i fremtiden, kræver det også specialiseret akademisk arbejdskraft, der kommer ud og bruger deres kompetencer. For dem, der så tvinges ud i et ufaglært job i nogle få måneder efter endt uddannelse, vil det alt andet lige være en rigtig dårlig forretning, hvis de ender med at sidde fast der eller kun langsomt kommer videre ind i job, hvor de bruger den uddannelse, som samfundet har finansieret.
Vi vil gerne arbejde
Når vi ihærdigt bruger mange år på et uddanne os, så vil vi selvfølgelig også gerne ud og arbejde og bruge de kompetencer, vi har erhvervet. Men der er strukturer, der besværliggør, at nyuddannede kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet og bidrage. Her kan bl.a. peges på, at opbygningen af vores uddannelser gør, at stort set alle dimitterer i juni. Det skaber en flaskehals. Det optimale ville være, hvis man søgte jobs, men man skrev speciale, men specialeperioderne er pga. fremdriftsreformen blevet mere pressede. Der opstår en meget brat overgang til arbejdsmarkedet, hvor mange dimitterer lige op til sommeren, og mange virksomheder er på vej på sommerferie. Måske det var en idé at kigge her, så alle ikke bliver færdig på samme tid?
Det politiske efterår er lige for døren, og her vil bølgerne i debatten og forhandlinger om dimittendsatsen gå højt. Vi håber, at regeringen og politikerne vil åbne værktøjskassen for andre løsninger inden, at forringelser af dimittendsatsen bliver en realitet. Imens håber vi, at statsministeren får dræbt sin egen myte, om at vi ikke skulle have lyst til at arbejde, så de unge ikke – igen – betaler regningen.