]]>

Pressemeddelelse

Positivt med bred politisk aftale om øremærket barsel

Der er grund til at kippe med flaget over, at den utidssvarende og ligestillingshæmmende barselslovgivning i Danmark nu bliver ændret, siger Henning Thiesen, formand for Djøf.

27.10.2021

Det er en bunden opgave, at Danmark skal have en ny barselslovgivning som følge af EU's orlovsdirektiv, der skal implementeres i Danmark inden august 2022.

- Djøf har længe ønsket en barselsreform, da den nuværende lovgivning spænder ben for især kvinders vilkår på arbejdsmarkedet og mænds mulighed for at indgå på lige fod med partneren i forældreskabet. Der er brug for en mere tidssvarende lovgivning, der også tager højde for flere forskellige familiekonstellationer og ligestiller forældre af samme køn i forhold til orlov. Derfor glæder vi os naturligvis over, at der er landet en politisk aftale i dag, siger Henning Thiesen, formand for Djøf og fortsætter:

- EU-direktivet har givet os en historisk mulighed for at gennemføre en reform af den utidssvarende og ligestillingshæmmende barselslovgivning, vi har i Danmark. Det er der grund til at kippe med flaget over! Det er også glædeligt med de aftalte forbedringer for hhv. soloforældre og regnbuefamilier.

Djøf anfører dog, at det er en stor tidsel, at man har valgt at undtage de selvstændige fra lovgivningen. Selvstændige fædre er den gruppe mænd, der i dag holder den korteste orlov overhovedet, så de vil i høj grad kunne nyde godt af bedre individuelle rettigheder. Også set i lyset af den barselsfond for selvstændige, der blev vedtaget i 2020.

- Beskæftigelsesministeren har tidligere netop forfægtet vigtigheden af en model, der sikrer alle familier bedre mulighed for at kunne tilrettelægge orlov, som de vil. Det bliver et oplagt område at se nærmere på i en kommende evaluering, slutter Henning Thiesen.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.