]]>

Pressemeddelelse

Djøfs jurapanel: Store sagsomkostninger truer borgernes retssikkerhed

Borgerne har hårde kår, når de føler sig forkert behandlet af det offentlige og vil lægge sag an ved domstolene. Det er virkeligheden ifølge en ny undersøgelse i Djøfs Jurapanel.

08.11.2021

Det er så svært og bekosteligt at føre en sag mod staten, regioner eller kommuner, at det udfordrer borgernes retssikkerhed. Det vurderer to ud af tre af eksperterne i Djøfs jurapanel. Formand for Djøfs jurapanel og professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, uddyber:

”Det er dyrt og besværligt at føre sag mod det offentlige, og et betydeligt flertal i panelet mener, at omkostningerne er så store, at det rent faktisk udfordrer borgernes retssikkerhed. Det gælder ikke mindst for borgere, der i forvejen er udsatte. Samlet set kan det i sig selv virke afskrækkende på lysten til at sagsøge det offentlige.”

Et stort flertal på to ud af tre mener også, at almindelige borgeres adgang til fri proces i retssager mod det offentlige bør forbedres. Mere end halvdelen panelet er desuden helt eller overvejende enige i, at det er for svært for borgere at få medhold, fordi offentlige myndigheder typisk har langt flere ressourcer og bedre adgang til advokatbistand.

”Problemet handler dels om, at adgangen til fri proces og brug af retshjælpsforsikringer ikke opleves som god nok. Men det handler også om, at de sagsomkostninger, borgeren tilkendes hvis han/hun får medhold, ofte slet ikke står mål med de faktiske omkostninger. Og over for borgeren står nogle myndigheder, som har nærmest ubegrænsede ressourcer til at forsvare sig i retten,” forklarer Jens Elo Rytter.

Resultaterne vækker bekymring hos Djøfs formand, Henning Thielsen:

”De her resultater skal vi tage alvorligt. Det er markant, at en så stor andel af eksperterne i Djøfs Jurapanel udtrykker bekymring for borgernes retssikkerhed. I Djøf mener vi, at juridiske dilemmaer fortjener en fremtrædende plads på den politiske dagsorden. Det er derfor, vi har nedsat Djøfs jurapanel med en bred vifte af landets dygtigste juridiske eksperter.”

Djøfs jurapanel består af 61 juridiske eksperter. Deltagerne kommer bl.a. fra de danske universiteter, advokatbranchen, interesseorganisationer og domstolene.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.