]]>

Pressemeddelelse

Det er i sandhed langt ude: Ungdommen skal betale for regeringens udflytningsplaner

Regeringens nye udspil vil få alvorlige konsekvenser for kvaliteten på de danske uddannelser, trivslen blandt de studerende og Danmarks evne til at uddanne de kandidater, som samfundet og fremtiden kalder på.

10.06.2021

Af Rasmus Pilegaard Petersen, formand Djøf Studerende.

Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin tale til Folketingets afslutningsdebat, at Danmark skal blive rigere, grønnere og dygtigere. Derfor er det relevant at spørge, om det giver mening at skære op til 10% af uddannelsespladserne i de største byer, hvorfra vi leverer forskning og uddannelse af høj international standard?

Set gennem samfundsvidenskabelige briller frygter vi, at det vil gøre os fattigere, give mindre plads til grøn forskning og resultere i færre kandidater, der kan være med til at løse de største samfundsudfordringer.

Da coronaen ramte, var der behov for et væld af kompetencer i krisehåndteringen. Også de akademiske – lige fra at sikre indkøb og distribution af værnemidler til alle i sundhedssystemet til epidemiforskning og hastelovgivning. Og mens vi forstår behovet for et balanceret Danmark, hvor der er muligheder på tværs af landet, er vi stærkt bekymrede for metoden.

Allerede i dag kan det være svært at tiltrække dygtige forskere til de nuværende campus-byer. Det bliver markant sværere, hvis forskningsmiljøer ligger endnu mere spredt.

For regeringens nye udspil vil få alvorlige konsekvenser for kvaliteten på de danske uddannelser, trivslen blandt de studerende og Danmarks evne til at uddanne de kandidater, som samfundet og fremtiden kalder på.

Ungdommen har i alt for høj grad mærket coronanedlukninger og det pres, det giver på trivslen. Hvis optaget på vores uddannelser beskæres, vil nåleøjet på de mest eftertragtede uddannelser blive endnu mindre. Færre pladser vil resultere i højere adgangskvotienter.

Vi er altså ved at stille endnu højere krav til de unge på landets gymnasier, der går rundt med en drømmeuddannelse. Er det fair at sætte så voldsomt et pres på en ungdomsgeneration, der også kæmpede med trivslen, inden coronakrisen ramte? Og de, der kommer ind på udflyttede uddannelser, vil miste adgang til meget af den sociale og faglige diversitet, der udgør et godt studiemiljø.

Derfor er vi alvorligt bekymrede for de studerendes trivsel, hvis alsidige og udfordrende studiemiljøer skæres i stykker og spredes rundt om i landet. Og vi har lært af det sidste års fjernundervisning, at alt for mange mistrives på Zoom.

For et samfund, der i høj grad lever af viden, er det altid en dårlig forretning at spare penge på uddannelse. Både nedskalering, opdeling og udflytning af fag vil ske på bekostning af fagmiljøerne. Og stærke fagmiljøer er en forudsætning for høj kvalitet og tværfaglighed på landets forskningsbaserede uddannelser.

Når statskundskabsstuderende møder dygtige forskere i antropologi og psykologi, får de unikke indsigter i, hvordan mennesker agerer, der kan løfte den grønne omstilling fra politik til forandring. Jurastuderende, der udfordrer den nyeste datalogiske forskning, er centrale i at bygge de juridiske bolværk mod techgiganterne.

Klima, tech og senest pandemien kan kun løses med nyeste forskning og tværfagligt samarbejde. Det vil gå tabt, hvis uddannelserne spredes, og forskningen ikke følger med.

De danske universiteter er i skarp konkurrence om at tiltrække de bedste forskere fra hele verden. Allerede i dag kan det være svært at tiltrække dygtige forskere til de nuværende campus-byer. Det bliver markant sværere, hvis forskningsmiljøer ligger endnu mere spredt. Al erfaring viser også, at mere spredte og mindre uddannelser er både dyre at etablere og dyre i drift.

En udflytning vil derfor betyde, at vi har dårligere muligheder for at udvikle vores uddannelser og forskning. Mens verden omkring os øger hastigheden, risikerer vi at træde voldsomt på bremsen.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.