]]>

Pressemeddelelse

Bekymrende og kortsigtet uddannelsesforslag fra regeringen

Regeringens udspil truer undervisningskvaliteten og de studerendes trivsel, lyder det fra Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende.

27.05.2021

Regeringens stort anlagte uddannelsesforslag kan blive et tveægget sværd for det danske videnssamfund.

- Regeringen vil etablere flere uddannelsespladser uden for de store byer for at sikre en bedre balance i Danmark. Men når man samtidig vil tvinge universiteterne til at skære 10 pct. af uddannelsespladserne, skaber man nye problemer, der for alvor kan true det danske videnssamfund, siger Rasmus Pilegaard Petersen, formand for de 25.000 medlemmer af Djøf Studerende og fortsætter:

- 10 pct. er et voldsomt omfang og vidner desværre om en meget skiftende uddannelsespolitik. Sidste år blev Københavns Universitet bedt om at oprette flere studiepladser på populære studier som jura og økonomi. Vi ved ikke, hvilke uddannelser, der vil blive ramt af de nedskæringer, regeringen nu lægger op til. Men det kan næsten ikke undgå at gå ud over uddannelser, som uddanner til et arbejdsmarked, der efterspørger de nye kandidater.

Danmark er en vidensnation, og studerende på danske uddannelser skal være med til at levere løsninger på alt fra klimaudfordringer og pandemikontrol til teknologiens udvikling og økonomiske forandringer.

Rasmus Pilegaard Petersen pointerer, at forslagene kan risikere at forstærke de nuværende problemer med at sikre tilstrækkelig kvalitet i uddannelserne og de betydelige udfordringer, man har med trivslen på uddannelsesstederne:

- Et stærkt fagmiljø er en forudsætning for høj kvalitet. Smører man forskning og uddannelse for tyndt ud ved at flytte dele af uddannelserne, vil det underminere fagmiljøerne og dermed kvaliteten af de studerendes uddannelse. Det vil også svække de sociale fællesskaber, som vi ved, er en forudsætning for et godt studieliv.

- Samtidig viser de seneste års søgemønstre, at mange vælger by før studie pga. bl.a. studieliv og mulighed for studiejob. Hvis man skærer på antallet af studiepladser i de store byer, vil det betyde mere kamp om uddannelsespladserne med endnu stærkere fokus på karakterer og flere pendlerstuderende, siger Rasmus Pilegaard Petersen.

Hos Djøf Studerende undrer man sig over, at regeringen bruger uddannelse til regionalpolitik i stedet for at sætte fokus på, hvordan man kan styrke uddannelseskvaliteten, de unges trivsel og indsatsen for at få nyuddannede hurtigt i job.

- En dygtig og veluddannet arbejdsstyrke er vigtig - også for at styrke vidensniveauet i virksomhederne uden for de store byer. Der bør derfor være langt stærkere opmærksomhed på, hvordan vi kan sikre et godt match mellem virksomhederne og de nyuddannede.

Rasmus Pilegaard Petersen kan kontaktes for flere kommentarer på tlf. 31 72 34 82.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.