Det har ikke været kønt at være vidne til beslutningen om at aflive alle mink i Danmark. Og slet ikke til forløbet i dens kølvand: Der er begået alvorlige fejl – og allerværst er nok, at juraen tilsyneladende ikke var på plads inden beslutningen blev effektueret. Det bør ikke kunne ske i Danmark, hvor retssikkerhed er en grundsten. Selvom vi slet ikke kender alle sagens detaljer, bør forløbet og dens efterspil mane til eftertanke. Og det gør den forhåbentlig også blandt både de ansvarlige politikere og deres embedsmænd.
I Djøf, som er faglig organisation for mange embedsmænd i centraladministrationen, har vi selvsagt også spurgt os selv, hvordan det kunne gå så galt.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Djøf bakker op om Folketingets ønske om en uvildig undersøgelse af minksagen under retssikkerhedsmæssigt forsvarlige rammer, om det er en undersøgelseskommission eller advokatundersøgelse. Vi skal til bunds i, hvad der gik galt, så ansvaret kan placeres og de rette konsekvenser drages. Og det skal foregå på ordentlig vis.
Derfor vil det klæde de folkevalgte politikere at afvente konklusionen fra en sådan undersøgelse, inden de udfolder Trump-retorikken, retter sigtekornet mod navngivne embedsmænd eller erklærer et kollaps i centraladministrationen. Det er eksempler på et snigende normskred i den danske demokratiske tradition, som vi bør holde os for gode til, selv om sagen er alvorlig og bølgerne går højt.
For det første skal man huske, at det som bekendt er ministeren, der står til ansvar for Folketinget, og embedsmanden til ansvar for sin minister. For det andet består Folketinget, regeringen og centraladministrationen af dygtige, ordentlige og ansvarlige mennesker, selvom de også begår fejl. Det er vigtigt at huske proportionerne. Danmark topper listen fra Transparency International som det mindst korrupte lande i verden. Verdensbanken og OECD fremhæver Danmark som et land med en effektiv og veldreven offentlig sektor.
Så mens vi venter på en uvildig undersøgelse af minksagen, bør vi i stedet drøfte de mere principielle spørgsmål, der omgiver sagen.
Tre spørgsmål presser sig på: Har vi de rigtige procedurer på plads, når krisen rammer? Fungerer maskinrummet godt nok – også når det skal gå meget stærkt? Er embedsmandsdyderne kommet under pres pga. politiske ønsker og hastværk?
Har vi procedurerne på plads?
Medarbejdere landet over arbejder i døgndrift for at mindske de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af covid-19. Det gør de – omstændighederne taget i betragtning – fantastisk godt. Men prisen er høj. De sidste ni måneder har været et udmattende maraton, der til stadighed sætter sine spor blandt mange medarbejdere, bl.a. i sundhedsvæsenet og i centraladministrationen.
Coronakrisen er en forvaltningspolitisk stresstest, som vi bør lære af. I ministerier og styrelser er der skruet gevaldigt op for tempoet i det lovgivningsmæssige og politiske maskineri under krisen. Det er der gode grunde til, fordi hastighed i denne krise har afgørende betydning for både liv og levebrød. Men selv om det skal gå stærkt, skal alle involverede kunne følge med, både i beslutnings- og lovgivningsprocesserne.
Hastelovsprocesser er fast inventar i coronahåndteringen. Et hidtil uset antal lovforslag bliver under coronakrisen vedtaget med dispensation fra den normale lovgivningsproces; en offentlig høring, tre udvalgsbehandlinger i Folketinget og mulighed for ændringsforslag. Hastebehandling betyder ofte, at offentlige høringer udgår. Embedsværket arbejder i døgndrift. Materiale fremsendes ofte sent til folketingsmedlemmer. Og udvalgsbehandlingen begrænses. På f.eks. beskæftigelsesområdet var 18 ud af 22 stadfæstede love i perioden 13. marts til 22. september blevet til ved hastelove, som tog mellem to og ti dage at vedtage.
Der er ikke noget odiøst i, at mange love bliver vedtaget gennem hastebehandlinger i en sundhedskrise. Men når tiden er til det, mener vi, at Folketinget bør overveje at evaluere hastelovsprocessen.
Lovgivningsprocessen er et værn mod lovsjusk og sikrer retssikkerheden for dem, der berøres af lovene. Derfor er det værd at diskutere, hvad coronakrisen har lært os om vores hastelovsprocesser.
Vi skal altid gøre, hvad vi kan for at sikre så grundige processer, som situationen tillader. Det vil både regering, Folketinget og embedsmænd være bedre tjent med næste gang, krisen rammer.
Styrk strukturerne og beløn de gode dyder
Men hastelovgivningsprocessen er i sig selv ikke problemet i minksagen. Her peger pilen på de interne beslutningsprocesser, som formentlig burde have udløst en hastelov, men som ikke gjorde det. På den vis aktualiserer minksagen den tilbagevendende debat om, hvorvidt vi har indrettet det politiske og administrative maskinrum optimalt.
Statsminister Mette Frederiksen lagde allerede før valget åbent frem, at hun ønskede et stærkere statsministerium for at styrke regeringens politiske arbejde. Det medfører en tydelig tendens til øget centralisering af regeringens politiske beslutningskraft, styrkede politiske sekretariater og øgede krav om lydhørhed.
Regeringer er i deres gode ret til at indrette sig, som de har lyst, for at realisere deres politiske projekt. Men der skal ikke herske tvivl om, at skift i regeringsstrukturer, som vi ser med den nuværende regering, nødvendiggør overvejelser om nye arbejdsgange og ansvarsfordelingen mellem fagministerierne og Statsministeriet.
Er der sket et skift i balancen mellem faglighed og ønsket om klar politisk kommunikation i ministerierne? Er det for langt fra Statsministeriets politiske sekretariat til juristerne i fagministerierne? Og betyder den stærkere styring fra Statsministeriet, at der kan opstå uklarhed om kommandoveje i fagministerierne?«
Det er helt afgørende at få de spørgsmål klarlagt, hvis kvaliteten af det politiske arbejde skal bevares. Det kræver opmærksomme embedsmænd og politikere at kunne tilpasse organisationen og beslutningsprocesserne på passende vis, så der er styr på både jura, politik og kommunikation i de politiske processer. Noget kunne tyde på, at det ikke er lykkedes i minksagen.
Når forvaltningspraksis ændrer sig og krisen hærger, stiller det store krav til embedsværket om at sikre kvaliteten af sagsbehandlingen. Regeringen og Folketinget skal træffe deres politiske beslutninger på et sagligt og oplyst grundlag. Det ansvar påhviler alle, fra den yngste fuldmægtige til chefen og ministeren. Her opstår der nødvendigvis situationer, hvor embedsmanden skal indtage et, set med politiske briller, ubelejligt standpunkt, fordi faglige vurderinger tilsiger det. Det er lige så vigtigt som evnen til at være lydhør og hjælpe ministeren og regeringen med at forløse deres politiske ønsker og visioner.
Fokus på de klassiske dyder
Der er åbenlyst brug for ekstra opmærksomhed på de klassiske embedsmandsdyder, som måske ikke altid bliver værdsat i en hektisk politisk hverdag. De politiske ønsker må selvfølgelig ikke overtrumfe, at tingene skal foregå på en redelig måde.
Måske lyder det kedeligt, men når der opstår en sag som den aktuelle, er der grund til at genbesøge »Kodeks VII – Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen« om god embedsmandsskik; lovlighed, sandhed, faglighed, politisk neutralitet, ansvar og ledelse, udvikling og samarbejde – og åbenhed om fejl.
Ikke fordi embedsværket har glemt dem – de fleste har dem i rygraden – men fordi kriser, skandaler og nye regeringsformer rykker ved de mange iboende dilemmaer i embedsarbejdet, som vi har set udspille sig de seneste uger.
Konkret vil Djøf selv sætte spørgsmålet til debat blandt vores medlemmer. For vi har alle ansvar for, at danske borgere kan have tillid til det politiske system.
Kronikken har været bragt i Berlingske den 15.12.2020