]]>

Pressemeddelelse

Djøf: Interessant udspil - men helheden mangler

Djøf finder flere gode takter i regeringens udspil til tidligere tilbagetrækning, men opfordrer til helhedsfokus i forhandlingerne. Vi skal forebygge nedslidning. Og gøre seniorarbejdslivet mere attraktivt.

18.08.2020

Efter lang tids tilløb, har regeringen nu spillet ud med et konkret forslag, der gør det muligt at trække sig tidligere tilbage, hvis man har været mange år på arbejdsmarkedet.

- Det er et interessant udspil, der skal give lønmodtagere, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, mulighed for at trække sig tilbage på pension før andre. Vi har længe været sympatisk indstillet over for en sådan rettighed, også selv om det ikke umiddelbart kommer lønmodtagere med en lang videregående uddannelse til gode. Arbejdsliv er forskellige. Det er vigtigt, at vi tager hånd om dem, der kommer i klemme, siger Henning Thiesen formand for Djøf.

For Djøf er det centralt, at en ny ordning ikke kun belønner dem, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet.

- Vi ser frem til de kommende politiske forhandlinger, hvor Djøf vil spille konstruktivt ind. Som ordningen er lagt frem, bliver den store udfordring, hvordan man målretter ordningen de mest nedslidte ud fra objektive kriterier. Der er jo ikke nødvendigvis automatik mellem nedslidning og antal år på arbejdsmarkedet. Derfor er det godt, hvis politikerne også ser på vilkårene for seniorpensionen og den generelle førtidspension. Der skal selvfølgelig være gode ordninger, der giver nedslidte en mulighed for en værdig tilbagetrækning fra arbejdslivet, uanset antal år på arbejdsmarkedet, påpeger Henning Thiesen.

- For Djøf er det afgørende, at politikerne husker helheden. Vi skal fokusere på, hvordan man kan forebygge, at arbejdslivet slider os ned, fysisk eller psykisk. Og hvordan man kan gøre det attraktivt at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det er afgørende for, at vi også har en stærkt samfund mange år ud i fremtiden. For det siger sig selv, at når man giver nogen mulighed for at gå tidligt på pension, skal andre arbejde lidt mere. Målet må være, at vi kan og har lyst til at arbejde frem til den pensionsalder, Folketinget vedtager. Og helst lidt mere. Seniorarbejdslivet skal være langt mere fleksibelt, så man eksempelvis kan trappe gradvis ud af arbejdsmarkedet gennem løbende reduktion af arbejdstiden eller at skattesystemet præmierer medarbejdere, der arbejder ud over pensionsalderen, fastslår Djøfs formand. Han understreger, at Djøf allerede i dag arbejder for bedre seniorvilkår i overenskomsterne og på de enkelte arbejdspladser.

Henning Thiesen anfører også, at vilkårene for tidligere tilbagetrækning ikke må reducere incitamentet til selv at spare op til pension:

- Også her er det vigtigt, at politikerne husker helheden. Allerede i dag bliver mange lønmodtagere straffet for selv at spare op gennem modregning i mulige offentlige ydelser som pensionist. Man skal passe rigtig meget på at reducere incitamenterne til selv at spare op.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.