]]>

Pressemeddelelse

Direktør i Meyers Køkken vinder Djøfs lederpris 2020

Carl Johan Paulsen, direktør i Meyers Køkken, får årets lederpris fra Djøf. Tillid til medarbejderne skaber motivation og frisætter kreativitet, lyder begrundelsen.

12.05.2020

Djøf sætter hvert år fokus på betydningen af god ledelse gennem uddeling af årets lederpris. Målet er at øge ledelseskvaliteten og fremme lederevner, som skaber resultater og vækst i erhvervslivet. 
 
”Vi vil gerne synliggøre nye topledertalenter fra erhvervslivet og sætte fokus på de lederkompetencer, som medarbejderne anser for vigtige”, siger Henrik Funder, formand for Djøf Privat og med i den jury, der har fundet årets leder.
 
”Jeg er glad for, at lederprisen i år går til Carl Johan Paulsen, direktør i Meyers Køkken. Hans lederstil er kendetegnet ved et stort fokus på tillid til medarbejderne og en tro på, at beslutningerne træffes bedst tættest på medarbejderne. Det skaber motivation og frisætter kreativitet. Det er den ilt, alle virksomheder har brug for,” fortæller Henrik Funder.
 
Djøfs medlemmer spænder over stort set alle sektorer og mange jobfunktioner, og det samme gør sig gældende blandt medlemmer, der er ledere. Årets vinder personaliserer denne mangfoldighed. Carl Johan Paulsens uddannelse favner en klassisk embedsmandsuddannelse over erhvervsøkonomi på CBS. Han startede egen virksomhed som 19-årig, og har efterfølgende haft en lang karriere som entreprenant leder med stærke forretningsmæssige resultater i en vækstvirksomhed. Og han spænder over både den overordnede strategiske ledelse samtidig med, at han gerne involverer sig dybt ned i forretningen og bidrager med idéer til udvikling.
 
Carl Johan Paulsen er glad og ydmyg over at modtage prisen:
 
”Virksomheder har potentiale til at gøre verden bedre. Der ligger mange muligheder men også forpligtelser i hvordan, vi vælger at drive virksomheden. Jeg tror på, at en god leder giver en hånd i ryggen fremfor en i brystet: Hvis man kan hjælpe med at sikre nogle rammer, hvor ens medarbejdere ikke er bange for, at der kommer modvind, så står man stærkt. Så begynder man at tænke i løsninger fremfor problemer,” siger Carl Johan Paulsen og fortsætter:
 
”Sådan en pris betyder en vis validering af, at forretningen går okay og at de tanker, jeg har gjort mig om det at være leder, kan noget. Den måde, man er leder på, skal være autentisk for den, man er som person. Gennem mit arbejdsliv har jeg tit oplevet, at andre har haft mere firkantede og ’traditionelle’ måder at gøre tingene på. Men jeg tror ikke, at der en én formel for, hvordan god leder er. Prisen har givet mig mulighed for at stoppe op og reflektere over aspekterne af god ledelse – noget, der ellers ikke er meget tid til i en travl hverdag.”

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.