Pressemeddelelse

Vi skal jagte systemfejlene i "Verdens mindst korrupte land"

Svindel og misbrug skal naturligvis straffes. Men når der er en skandale, er der ofte hurtigt et ønske om at finde en ansvarlig. For det er så meget nemmere, hvis vi har én, vi kan pege fingre ad og så i øvrigt skynde os videre. Men sådan er virkeligheden bare ikke.

23.01.2020

Kronik af Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, Hanne Fugl Eskjær, formand for Offentlige Chefer i Djøf, Natascha Linn Felix og Jesper Olsen, formand og næstformand i Transparency International Danmark

2019 bød på mange sager om misbrug og svindel med offentlige midler. Men ser man samtidig på de store linjer, ser vi ikke en offentlig sektor i Danmark, der er ved at gå til i dårlig opførsel og svindel. Det er i hvert fald ikke det billede man får, hvis man læser beretningerne fra Ombudsmanden og Rigsrevisionen eller det årlige »Corruption Perceptions Index« fra Transparency International. Men tallene, som ligger bag Danmarks ellers fornemme placering som nummer 1, viser, at vi klarer os lidt dårligere år for år.

Når der er sager om magtmisbrug og svindel i Danmark, er der ofte to standardreaktioner.

Et: Flere regler, mere kontrol, den ansvarlige må findes.

To: Sid musestille og vent til sagen går over.

Når Djøf som fagforening for mange af de embedsmænd, der arbejder i den offentlige sektor, og Transparency International Danmark i dag skriver denne kronik sammen, er det, fordi vi gerne vil advare mod begge strategier. Vi skal glæde os over, at vi lever i et land, hvor en sag om svindel i det offentlige stadig kommer ud som »breaking news«. Vi må ikke vænne os til eller bagatellisere sagerne. I stedet skal vi bruge dem som en anledning til at spørge, hvordan vi kan løse systemfejlene.

God ledelse

God forvaltningsskik er ikke nogen ny opgave. Det er sådan set et basiskrav.

Men der er måske behov for, at de øverste politisk ansvarlige i stat, regioner og kommuner siger til departementschefer, regionsdirektører og kommunaldirektører, at de skal give det stor opmærksomhed. Topledere skal naturligvis ikke sande til i kontrol, der beror på enkeltsager, og som kan begrænse ledelsesrummet. Men det er deres ansvar, at der er en god og sund ledelses- og forvaltningskultur inden for deres store driftsområder.

Det betyder blandt andet, at man aktivt og positivt anerkender dem, der påpeger fejl. Mange går og putter sig med kritik. Berettiget eller uberettiget. Men den skal frem. Hvis man aldrig hører om fejl og forsømmelser, er det jo fordi, der er noget galt. For der vil altid ske fejl.

Man skal bruge tid på driften. Man skal aktivt stille spørgsmål. Også dem, der bliver opfattet som kontrol. Ja, det er det, der ligger i at føre ledelsestilsyn. Det er ikke mistillid. Det er tillid til hinanden – og interesse for hinandens arbejde.

Gør de offentlige ledere det ikke godt nok? Svaret er, at mange gør det rigtig godt, men de mange sager viser også, at der brug for, at vi prioriterer det højere. Det kræver nemlig en del af vores ledere, når der også skal honoreres krav fra det politiske niveau om effektiviseringer, omstilling og udvikling af nye politiske initiativer. God forvaltningsskik må ikke blive offer på effektiviseringens alter.

En havarikommission frem for en advokatundersøgelse

I sundhedsvæsenet arbejder man med såkaldte »utilsigtede hændelser« i en slags havarikommission. Nogle af dem er så alvorlige, at patienten dør. Det er sjældent, at der er nogen, som dør umiddelbart af en fejl i et notat eller en uberettiget udbetaling. Men princippet er det samme. Her arbejder man ud fra den devise, at bag enhver menneskelig fejl, ligger der en systemfejl. Og det er dem, vi kan gøre noget ved. Man skal blive ved med at spørge »Hvorfor kunne det ske?« og blive ved med at grave for at komme til bunds.

Sker de mange fejl, fordi vi nu har opbygget nogle IT-systemer, hvor du kan agere alene? Eller er det fordi lederne ikke har tiden til at udføre »ledelsestilsyn«? Er vores økonomirapporter blevet så uigennemskuelige, at man ikke kan finde hoved og hale? Eller har vi fået skabt så mange regler og unødig kontrol, at vi glemmer at tage dem alvorligt – ja, det skaber måske endda apati?

En sådan »kerneårsagsanalyse« kan føre frem til, at der er behov for en ny procedure eller en ny regel. Men så er det sikkert også sådan, at der er mindst én, der kan ophæves.

Ansvaret må ikke forsvinde

Svindel og misbrug skal naturligvis straffes. Men når der er en skandale, er der ofte hurtigt et ønske om at finde en ansvarlig. For det er så meget nemmere, hvis vi har én, vi kan pege fingre ad og så i øvrigt skynde os videre.

Men sådan er virkeligheden bare ikke. Nogle af disse sager er så komplekse, at man ikke kan finde en eller to enkeltpersoner, der har handlet bevidst eller direkte skødesløst. Svigtet har ofte været i flere led. Mange af sagerne handler om misbrug af betroet magt. De har misbrugt vores tillid som kolleger. Dem vi ikke regnede med, at vi skulle kontrollere tæt.

Problemet, når der ikke kan placeres et ansvar, er, at det udefra kan se ud som om, at systemet tager for let på det. At det er lige meget og uden konsekvens. Med inspiration fra eksempelvis arbejdsmiljølovgivningen, bør vi overveje et system, hvor virksomheden, også staten, kan straffes med en bøde, hvis der er en overtrædelse af lovgivningen. Ikke direktøren eller en medarbejder. Men institutionen.

Så kan vi forhåbentlig komme ud over, at folk dukker sig. Og med mindre man har handlet forsætligt eller skødesløst, må det jo også være sådan, at man kan komme videre i sit arbejdsliv. For man bliver jo ikke dårligere, bare fordi man ramlede ind i et sæt af uheldige omstændigheder og systemfejl.

Når vi i Danmark fortsat har en høj placering som et af verdens mindst korrupte lande, skyldes det bl.a., at vi i Danmark tager hånd om sagerne. At de kommer frem. Og når de f.eks. kommer for domstolene, medfører det også hårde straffe.

Men vi har haft en faldende tendens over årene. Den skal vendes. Det gør vi kun, hvis vi finder systemfejlene og handler. Derfor går vi sammen ind i denne debat. Vi har et tillidssamfund, vi skal passe på. Først og fremmest for skatteborgernes skyld. Men også alle de samvittighedsfulde medarbejdere og ledere i den offentlige sektor, der går på arbejde hver dag og gør deres bedste.

 

Kronikken har været bragt i Berlingske den 23. januar 2020

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.