Pressemeddelelse

Offentlig modernisering. Frygt for nyt bureaukratisk uhyre

Lyt til og inddrag medarbejdere og ledere, når den offentlige sektor skal udvikles, lyder den fælles opfordring fra Djøf, FOA, Politiforbundet, Sygeplejerådet og Kommunaldirektørforeningen i fælles debatindlæg om offentlig modernisering.

18.04.2017

Debatindlæg af Dennis Kristensen, formand for FOA, Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, Henrik Kolind, formand for Kommunaldirektørforeningen og Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf.

Regeringen har netop fremlagt sit moderniseringsprogram for den offentlige sektor. Tak for et godt og nødvendigt initiativ. Alle er vist enige om, at der er behov for et grundigt serviceeftersyn af den måde, den offentlige sektor styres, ledes og udvikles på i dag. Det er godt, at regeringen har fokus på ledelse, og det er også vigtigt at have fokus på tillid til de ansatte og de ansattes aktive ansvarstagen. Det handler derfor ikke kun om ledelse, men også anerkendelse, kultur, uddannelse mv.

Vores budskab til regeringen er: I skal i højere grad lytte til medarbejdere og ledere i den offentlige sektor, hvis I vil bringe reformen fra papir til praksis.

Tag de ansatte med på råd

Vi fem er med vores organisationer gået sammen i ønsket om, at regeringen i udmøntningen af sine ambitioner vil tage de ansatte i den offentlige sektor og de faglige organisationer med på råd i udviklingen af den offentlige sektor. Det er afgørende, at ledere og medarbejdere i den offentlige sektor, som jo ved, hvor skoen trykker, i højere grad inddrages. Det giver frem for alt de bedste ydelser til borgere og virksomheder.

Samtidig vil vi også gerne tilkendegive, at de fremtidige styringsformer skal understøtte, at der i endnu højere grad er tid og rum til at lede og udøve faglige skøn i mødet mellem borgeren og medarbejderen.

Det er meget svært at skabe forandringer, hvis ledere og medarbejdere ikke har reel mulighed for at kunne handle inden for de overordnede politiske, styrings-, ledelses- og budgetmæssige rammer.

Vi vil også gerne ytre en vis skepsis, når regeringen ønsker øget brug af sammenligninger mellem de forskellige offentlige institutioner. Eksempelvis, hvor man i den ene ende af organisationen indtaster data over dette og hint, og så ud af den anden ende får et nøgletal, der beskriver " sandheden". Sandheden om fx medarbejdernes præstationer, lederens evner og organisationens sundhed.

Målinger skal give mening

Sådanne nye data, er det ikke bare en ny arvtager for den forkætrede New Public Management med sit måle- og kontrolvælde? Lige som alle er enige om, at det havde sin tid, og at nu må der tillid og andre boller på suppen? Og risikerer vi ikke, at tastningen af disse data og resultaterne i " regnearket" bliver et nyt bureaukratisk uhyre, som æder tiden fra kerneopgaver, borgere og virksomheder, og som i værste fald ikke sætter tænderne i det væsentlige for at skabe kvalitet? Vi lægger utrolig stor vægt på, at eventuelle målinger ikke må blive et besparelsestrick, men fremfor alt skal give mening for ledere og medarbejdere i de udførende led, og dermed skabe værdi i de ydelser, som de leverer for borgere og virksomheder.

Denne mening opstår kun, hvis medarbejderne og lederne samskaber og bliver inddraget i nye beslutninger om målinger og dokumentationskrav.

Vi er tilhængere af, at målinger og registreringer, eksempelvis, skal have læring og udvikling for øje og ikke være drevet af uigennemsigtige sparemål og forenklede standardiserede løsninger og kopier af andres " dybe tallerkener". Hvad der virker i Skagen, virker måske ikke i Sønderborg.

En ledelsesforsker, Lene Holm Pedersen, har for nylig sagt, at sammenligninger ikke i sig selv flytter noget, men at kopier ofte bliver indført på baggrund af dårlig statistik. Nej, der er ingen snuptagsløsninger, eller løsninger på papir alene. Udviklingen af den offentlige sektor er et langt sejt træk. Det kræver, at vi tager de langsigtede briller på, og tør investere i langsigtede løsninger.

Fagligheder skal spille sammen

Vi vil meget gerne trække med og deltage med vores medlemmers viden og engagement. Derved er der også mulighed for, at de forskellige fagligheder og kompetencer i den offentlige sektor kan spille bedre sammen til gavn for borgerne.

Kære regering. Vi er glade for, at I kerer jer om den offentlige sektors ve og vel.

Det gør vi også. Vi ser derfor frem til fortsat dialog.

Der er ingen snuptagsløsninger.

Udviklingen af den offentlige sektor er et langt sejt træk.

Indlægget har været bragt den 17. april 2017 i de regionale dagblade i Jylland og på Fyn: Fyns Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Jyske Vestkysten, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad, Århus Stiftstidende, Randers Amts Avis, Midtjyllands Avis, Dagbladet Holstebro, Viborg Stifts Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Dagbladet Struer og Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Djøfbladet

Forskning: Økonomistuderende er kolde og kyniske

Studerende på økonomi er mere hensyns- og samvittighedsløse end medstuderende på andre samfundsvidenskabelige fag, viser nyt dansk studie. Det er ønsket om magt og penge, som tiltrækker de kolde typer, mener forsker bag undersøgelsen.

Illustration: Shutterstock
Djøf blog

Prokrastination - hvorfor er det godt at kende til?

Hvorfor gør vi ikke de ting, vi ved, vi burde gøre? Svaret er prokrastination, og vi lider alle sammen af det.


Tom Hedegaard
Tom Hedegaard
Chefkonsulent