]]>

DeFacto

Akademisk jobvækst trodser krisen

Siden 2008 er næsten 160.000 stillinger forsvundet i den private sektor. Alligevel er der i samme periode blevet ansat 11% flere højtuddannede.

Af Mikkel Arre, dk¤djoef¤mia

Den økonomiske krise har kostet mange job i private firmaer. Alligevel har årene fra 2008 til 2012 givet stadig flere akademikere ansættelse i den private sektor.

Det kortlægger en ny analyse, som Djøf har foretaget på baggrund af data fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Faktaark: To trends på det private arbejdsmarked

Mens tæt på 160.000 private job er forsvundet efter krisens indtog, er antallet af privatansatte akademikere vokset med 12.300.

Det er der flere forklaringer på, siger Jakob Roland Munch, økonomiprofessor ved Københavns Universitet med speciale i arbejdsmarkedsøkonomi og globalisering.

Den første afgørende tendens er, at sammensætningen af arbejdsstyrken ændrer sig.

”Det relative udbud af højtuddannet arbejdskraft stiger. De ældste årgange, der forlader arbejdsmarkedet, har et lavere uddannelsesniveau end de nye årgange, der kommer ind,” fortæller han.
Samtidig med at en større del af befolkningen tager en lang uddannelse, vokser arbejdsgivernes behov for den type kvalifikationer.
”Både den teknologiske udvikling og globaliseringen øger den relative efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft,” forklarer Jakob Roland Munch.

Skærpet konkurrence

Netop globaliseringen har gjort den internationale konkurrence mere intens, og den udvikling er blevet forstærket siden 2008, siger Ole Bech Lykkebo, erhvervspolitisk chef i Djøf.

”I opgangstider kan de lavproduktive virksomheder godt hænge på, men siden krisen har vi været igennem et benhårdt udskilningsløb, hvor konkurrencen er blevet skærpet kraftigt.”

Det øger behovet for højtuddannede medarbejdere.

”Akademikerne giver virksomhederne konkurrencefordele. De medvirker til at sikre bedre ledelse, bedre teknologianvendelse og mere innovation. Det betyder, at de virksomheder, der har akademikere ansat, er mere produktive. Derfor har de lettere ved at vokse end deres branchefæller. Omvendt er de firmaer, der ikke har akademikere, mere tilbøjelige til at lukke ned. Samlet betyder det, at akademikernes andel af arbejdsmarkedet vokser,” siger Ole Bech Lykkebo.


Udviklingen i indekstal

Danmark er bagud

Mens der er blevet ansat flere akademikere i den private sektor, er dimittendledigheden vokset voldsomt. Det giver anledning til bekymring – men ikke til at uddanne færre, understreger Ole Bech Lykkebo.

”Det vil give mig bange anelser, hvis nogen tror, dimittendledighedens konsekvenser forsvinder af sig selv, når lavkonjunkturen er ovre. Ledigheden skal der sættes ind over for med det samme. Ellers får både den enkelte og samfundet et stort tab. Men langsigtet viser alle prognoser, at der bliver mangel på højtuddannet arbejdskraft. Danmark er kun nummer 18 i verden, når det gælder andelen af højtuddannede i private virksomheder. Med det konkurrencepres, der er, skal vi virkelig være bekymrede, hvis der bliver uddannet færre akademikere,” siger han.

Torben Gross
Torben Gross, Pressechef
Telefon: 33 95 99 29