Flertal vil have højere dagpengesats

Værdien af et a-kasse-medlemskab falder støt, fordi dagpengesatsen ikke følger lønudviklingen. Bliver der ikke rettet op på det, kan det sætte den danske flexicurity-model under pres.

Afdk¤djoef¤mia¤ Mikkel Arre

A-kasserne er centrale i den danske arbejdsmarkedsmodel. Lønmodtagerne accepterer korte opsigelsesvarsler, fordi de er sikret en indtægt, mens de leder efter nyt arbejde. Spørgsmålet er dog, om den accept varer ved.

År for år falder indkomstsikkerheden nemlig, fordi dagpengesatsen stiger mindre end lønudviklingen. Med tiden er den blevet så lav, at 85 procent af de ledige nu får det maksimale beløb. Dermed dykker de fleste danskeres månedlige indtægt med adskillige tusind kroner, når de bliver arbejdsløse.

Behovet for en højere dagpengesats er synligt på flere måder i en spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har udført for DeFacto. Dels svarer næsten halvdelen, at de selv sparer op for at kunne klare sig, hvis de bliver ledige. Dels er der opbakning til flere ændringsforslag, der indebærer en hævet dagpengesats. Eksempelvis går 54 procent ind for en højere udbetaling til a-kasse-medlemmer, der har været i job i en længere periode.

Faktaark: Dagpengesystemet

Kernetropper skal tilgodeses

Et lignende udspil er for nylig kommet fra Det Økonomiske Råd. Rådet beskriver en model, hvor personer med ”stærk beskæftigelseshistorik” får en højere dagpengesats i det første kvartal som ledige, hvorefter ydelsen i resten af ledighedsperioden ligger lidt lavere end det nuværende niveau.

”Målretter man en højere ydelse til starten af ledighedsforløbet, vil forsikringsfunktionen stige for en meget stor del af arbejdsmarkedets kernetropper, der betaler meget til systemet, men sjældent trækker på det,” siger professor Michael Svarer fra Det Økonomiske Råd.

Det er vigtigt for flexicurity-modellen, at der er en balance mellem indkomstsikkerheden og jobsikkerheden.

”Udviklingen de seneste mange år er gået i retning af at reducere indkomstsikkerheden, og på et tidspunkt kan det godt få arbejdstagerne til at kræve mere ansættelsessikkerhed,” siger han.

Brug for bred tilslutning

Spørger man Dansk Metals a-kasse, er det tidspunkt allerede kommet.

”Vi har gennem en årrække set en faldende kompensationsgrad, og alt tyder på, at det vil fortsætte. I forbindelse med industrioverenskomsten har vi mærket et massivt pres fra Metal-medlemmerne for at få længere opsigelsesvarsler eller en højere kompensation ved afskedigelser,” siger Torben Poulsen, formand for Dansk Metals a-kasse.

På linje med Det Økonomiske Råd foreslår Torben Poulsen en højere sats i de første tre måneder, og formålet er ikke kun at gavne Metals egne medlemmer.

”Hvis vi skal have et fleksibelt og robust dagpengesystem, skal det også være attraktivt for folk med en høj løn. Det vil derfor være positivt med en højere kompensationsgrad, der kan sikre bred tilslutning til dagpengesystemet og give det legitimitet,” siger han.

Vil du foretrække en model, hvor man kan få en højere månedlig udbetaling, hvis man har været medlem af en a-kasse i en længere periode uden at have fået udbetalt dagpenge? O en lavere månedlig udbetaling, hvis man har været medlem i en kortere periode?

Djøf mener

Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf:

”Gennem de sidste mange år er kompensationen ved ledighed blevet forringet for vores medlemmer og for mange andre af arbejdsmarkedets kernetropper. Det undergraver legitimiteten i dagpengesystemet og er en bombe under hele den danske securitymodel.
Sidst da konjunkturerne buldrede og mange kandidater gik fra eksamensbordet direkte i job, var det kun godt halvdelen af vores unge medlemmer, der valgte at melde sig ind i a-kassen.
Når a-kassesystemet skal fremtidssikres må der tages højde også for disse forhold.”

 


 

 

,
Telefon:
Torben Gross
Torben Gross, Pressechef
Telefon: 33 95 99 29