Akademikere har bedre chancer for jobvækst

Iværksættere med en lang videregående uddannelse har større sandsynlighed for at skabe mange job i løbet af firmaets første leveår. Akademikerne burde endda klare sig endnu bedre, siger forsker.

Afdk¤djoef¤mia¤ Mikkel Arre

Det er i den private sektor, at jobvæksten skal ske i de kommende år. Derfor er der brug for iværksættere, der skaber arbejdspladser – og gerne mange af dem. Det har de fleste nystartede firmaer dog svært ved, men for cirka to procent af dem lykkes det at ansætte mindst fem medarbejdere i løbet af firmaets tre første leveår. Det viser en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Djøf har foretaget. Med afsæt i Danmarks Statistiks data om iværksætterfirmaer startet mellem 2005 og 2008 afdækker analysen, hvad der kendetegner de iværksættere, der opnåede høj jobvækst. 

Faktaark: Fra iværksætter til højvækstvirksomhed

AE baggrundspapir: Jobskabelse blandt iværksættere i Danmark

Tallene viser, at uddannelse er en vigtig faktor. Således har en iværksætter med en lang videregående uddannelse bag sig 80 procent større sandsynlighed for at skabe en højvækstvirksomhed end en ufaglært iværksætter.

Akademikere starter op sammen

En del af forklaringen er, at den grundlæggende lærdom fra universitetet er brugbar. Akademikere er gode til at indhente, forstå og omsætte viden, og det giver dem et forspring, fortæller Mette Mønsted. Hun er professor emeritus ved Copenhagen Business School, hvor hun har forsket i iværksætteri og bl.a. undersøgt nordiske akademikeres evner som iværksættere.

Det handler dog ikke kun om viden, men også om organisering. Her har akademikerne en fordel, som slet ikke fremgår af Danmarks Statistiks tal.

”I akademikernes firmaer er der ofte to-tre medejere. I statistikken bliver der kun registreret én iværksætter pr. virksomhed, og det betyder, at en af de mest centrale faktorer slet ikke kommer med i en analyse som jeres,” siger hun og forklarer, at fleropstart er et plus, fordi man på den måde kan sikre sig, at der er forskellige kompetencer til rådighed i firmaet.

Svært at være deltidsiværksætter

I og med at deres uddannelse giver akademikerne nogle vigtige kvalifikationer, kunne man egentlig forvente, at der var endnu flere akademikere blandt højvækstiværksætterne.

”Når der ikke er det, kan det skyldes, at vældig mange akademikere laver relativt uambitiøse konsulentvirksomheder, hvor de bruger deres viden og analytiske evner til at tjene godt, men uden at skabe beskæftigelse til andre end dem selv,” siger Mette Mønsted.

Universitetsuddannelse øger sandsynligheden for høj vækst

Hvis flere akademikere skal lykkes som jobskabere, er der ifølge CBS-professoren grund til at gøre det nemmere at være deltidsiværksætter.

”Vi ved fra Norge og Sverige, at mange starter som iværksættere på den måde. De begynder i det små og går så ned i tid, inden de til sidst hopper helt ud. I Danmark ryger meget af dit sikkerhedsnet som ansat, hvis du er iværksætter på deltid. Det er mærkeligt, at det er sådan, for vi ved, at virksomheder, der er startet på den måde, har større chancer for at klare sig godt,” siger Mette Mønsted.

Djøf mener

Allan Luplau, formand Djøf Privat:

”Danske iværksættere skal skabe flere jobs. Undersøgelsen viser, at der netop blandt de højtuddannede er et stort potentiale for flere højvækst-iværksættere, der kan skabe mere end 5 nye arbejdspladser. 
Vi skal derfor stimulere flere højtuddannede til at blive iværksættere, og vi bør starte med at hjælpe vores nyuddannede dimittender i iværksætterretningen. 
Det kræver for det første fleksible dagpengeregler, der sikrer iværksætter-spiren et økonomisk grundlag under opstarten. For det andet kræver det små statslige lån, der kan sikre medfinansiering, når den potentielle højvækstiværksætter skal en tur i banken. ”

 

 

 

,
Telefon:
Torben Gross
Torben Gross, Pressechef
Telefon: 33 95 99 29