Frie arbejdsrammer, tak

Danskerne foretrækker en flad ledelsesstruktur, hvor der er frie rammer for udførelse af arbejdet. Men det stiller krav til både medarbejdere og ledere.

Af Peter Andersen

Ledere, der giver frie rammer frem for klare retningslinjer og har fokus på overordnede og strategiske beslutninger. Det er kort fortalt, hvad befolkningen synes kendetegner en god leder. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af DeFacto.

Læs undersøgelsen om ledelseskvalitet

Undersøgelsens resultat stemmer godt overens med, hvordan den moderne arbejdsplads fungerer – i kontrast til tidligere tiders mere hierarkiske og ordrebaserede ledelsesstil.

”I mange år har vi haft en meget regelbundet arbejdsform, hvor lederen har haft en fremtrædende rolle. I dag har vi at gøre med arbejdspladser med mange vidensarbejdere, hvor der er et krav til, at de fungerer mere selvstændigt og formår at lede sig selv,” siger professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt.

Lederen får en servicerende rolle

Desuden skal en god leder, ifølge befolkningen, motivere og støtte frem for at anerkende. Ydermere lægges der mere vægt på, at lederen er god til personaleledelse frem for at være fagligt dygtig.

Chefkonsulent Simon Bach, Mercuri Urval, understreger, at den optimale ledelsesadfærd altid vil afhænge af den konkrete virksomhed og dens udfordringer. Som ansvarlig for at rekruttere fremtidens ledere, ser han alligevel en generel trend, hvor ledelsespyramiden bliver vendt på hovedet. Det skaber nye krav til lederen:

”Ledelsesrollen bliver mere management- og serviceorienteret, og det betyder, at lederen skal stille sig mere til rådighed for medarbejderen end omvendt. Rollerne bliver i et eller andet omfang byttet rundt – især på videnstunge arbejdspladser. Derfor er den traditionelle ledelsesform også udfordret, og det er vigtigt, at fremtidens ledere indstiller sig på disse mekanismer,” siger Simon Bach, chefkonsulent, Mercuri Urval.

Risiko for stressede medarbejdere

Men det er ikke kun lederen, der bliver udfordret af nye krav til ledelsesstrukturen. Når medarbejderne ønsker frie rammer og selvledelse på arbejdspladsen, får de også en større del af ansvaret. Det er overordnet en positiv tendens, mener Steen Hildebrandt, da det skaber mere effektive og produktive arbejdsgange. Men der er også en bagside af medaljen, advarer han:

”Det skaber et større pres på medarbejderen, som selv skal finde ud af det hele. Pludselig skal medarbejderen også vide noget om ledelse, gå op i ledelse og forstå organisationens strategi og retning. Det er et dobbeltpres, som kan føre til stress.”

Christian Ahlefeldt-Laurvigen
Christian Ahlefeldt-Laurvigen, Chefkonsulent
Telefon: 33 95 98 36
Torben Gross
Torben Gross, Pressechef
Telefon: 33 95 99 29