Produktiviteten varierer voldsomt

Selv blandt virksomheder, der opererer i samme branche, svinger produktiviteten kraftigt. Firmaerne i toppen er op til fire gange så produktive som dem i bunden.

Af Mikkel Arre, dk¤djoef¤mia

Nogle er i verdensklasse, mens andre hænger i bremsen.

Det er billedet, der tegner sig i en analyse af produktiviteten i de private virksomheder, som Centre for Economic and Business Research har udført for DeFacto.

Analysen fortæller, hvor meget værdi danske virksomheder skaber pr. ansat, og forskellene mellem de bedste 10 procent og de dårligste 10 procent er betydelige.

De bedste fremstillingsvirksomheder har tre gange så høj produktivitet som de svageste. Og serviceerhvervenes mest succesfulde firmaer er lidt over fire gange mere produktive end virksomhederne nederst på ranglisten. Omsat til tal er der udsving i værditilvæksten pr. årsværk mellem lige godt en million og knap 250.000 kroner.

Faktaark: Store forskelle i virksomheders evne til at skabe værdi

Store spænd blandt branchefæller

Spredningen mellem top og bund gentager sig inden for de enkelte underbrancher. Hvad end man kigger på vidensservice, kommunikation, transport eller noget helt fjerde, præsterer de bedste en produktivitet, der er mellem det tredobbelte og det firdobbelte af de svagestes.

De markante forskelle giver grund til eftertanke, lyder det fra Dansk Industri.
”Vi skal dybt ned i detaljerne for at finde de egentlige forklaringer på, at den danske produktivitet er gået i stå. De overordnede rammebetingelser – såsom skatten og arbejdsmarkedet – er umiddelbart de samme for de her virksomheder, så der må være andre grunde til, at der er nogle, der performer rigtig godt, og andre rigtig dårligt,” siger underdirektør i Dansk Industri Kent Damsgaard og peger på detailregulering og manglende konkurrence som mulige årsager.

Både studier og firmaer har ansvar

Selv har Dansk Industri samlet en række medlemsvirksomheder i et såkaldt produktivitetspanel, der bl.a. skal svare på, hvad firmaerne selv kan gøre.

”Vi ved, at de, der eksporterer og investerer i forskning og udvikling, klarer sig bedre, ligesom det giver fordele at have højtuddannede medarbejdere. Så hvis vi kan stimulere flere virksomheder til at ansætte højtuddannede, vil det give en effekt på produktiviteten,” siger Kent Damsgaard.

De højproduktive

Det udfordrer uddannelsessystemet, pointerer han:
”Vi skal uddanne de rigtige, og for os er det et fokus, at vi skal have stærke erhvervsuddannelser, fordi vi har brug for dygtige faglærte. Samtidig har de højproduktive virksomheder brug for folk med et højt kompetenceniveau, og derfor kan vi kun beholde dem her i Danmark, hvis vi har en højt kvalificeret arbejdskraft.”

Men det stiller også krav til virksomhederne selv, fortsætter Kent Damsgaard:
”De skal turde ansætte folk med høj uddannelse. Og det kræver forarbejde. Man skal finde ud af, hvilke kompetencer man har brug for, for akademikere skal ikke bare hyres ind til at fortsætte den almindelige drift.”

,
Telefon:
Torben Gross
Torben Gross, Pressechef
Telefon: 33 95 99 29