11.06.2014

Af Peter Andersen

I 2005 var økonomien god og optimismen stor. Så kom kriseårene, der for alvor tog fart fra 2008 og bed sig fast i årene frem. Samme mønster gør sig også gældende, når man ser på opstart af virksomheder i Danmark. Det viser en ny analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på vegne af DeFacto.

Faktaark: Iværksætteri i en krisetid

Finansiering er svært i krisetid

Ekspert i iværksætteri Torben Bager, som til daglig er professor og direktør for IDEA Entrepreneurship Centre ved SDU, kan godt genkende det generelle billede, hvor sandsynligheden for at starte en virksomhed generelt set faldt kraftigt, da krisen satte ind i 2008 og først i de senere år er steget igen uden helt at nå 2005-niveauet:

”Det afspejler det, vi ved fra andre undersøgelser. Der er modsatrettede faktorer på spil i en krisetid. Selvom mange bliver fritstillet og kan hoppe ud som iværksættere, er der alligevel forhindringer. Fx er finansiering svært i krisetider,” siger han.

Flere ledige starter op

Undersøgelsen viser til gengæld, at sandsynligheden for at ledige starter egen virksomhed i 2011 faktisk er højere end i 2005. Forklaringen på dette, mener Torben Bager, kan muligvis findes i dagpengesystemet og en begyndende ændring i lønmodtagertankegangen:

”Stramningen af dagpengereglerne i kombination med færre lønmodtagerjobs har sikkert skubbet nogle ud i at starte egen virksomhed efter 2008,” siger han med henvisning til, at den danske model har været under pres i kriseårene. Fx er reglerne for genoptjening af dagpenge blevet skærpet, og retten til supplerende dagpenge sat ned fra 52 til 30 uger.

Dimittender har fået andre muligheder

Også dimittenderne er kommet med på bølgen igen i 2011. Niveauet er ikke helt så højt som i 2005, men dog markant højere end i 2008.

”Vi har set en indsats på uddannelsesinstitutionerne i perioden, hvor der udbydes flere kurser i iværksætteri, konkurrencer osv., som har vakt interessen blandt de unge. I 2005 var der nærmest ingen, der tænkte over, at man kunne starte selv, sådan er det ikke længere,” siger Torben Bager, professor og direktør for IDEA Entrepreneurship Centre, SDU.

Alligevel er noget af det, som særligt dimittender ofte mangler, en vis sikkerhed i de ofte turbulente første år med egen virksomhed. Derfor finder Torben Bager det positivt, at regeringen nu forsøger sig med gulerod frem for pisk i forbindelse med en pilotordning, hvor man beholder sin dimittendsats, imens man starter virksomheden op.

”Jeg tror ikke, at pisk og minimalstat er vejen frem i vores samfund, hvis man vil have flere succesfulde iværksættere,” siger han.

Udvikling i andelen, der vælger at blive iværksættere

Djøf mener

Allan Luplau, formand for Djøf Privat :

Det er glædeligt, at vi ser en stigende interesse for at prøve kræfter som iværksætter. Der er dog fortsat store udfordringer med at låne penge til at starte op for, og nem og overskuelig adgang til finansiering er en barriere for mange. Regeringen bør derfor samle alle de mange små støtteordninger, og etablere en stor fælles pulje. Vi har foreslået, at der etableres en simpel mulighed for månedlig opstartsydelse og et mindre statsligt opstartslåneprogram efter samme model, som gælder for SU-lån.