25.09.2013

Af Mikkel Arre, dk,djoef,mia

Når færdiguddannede akademikere bliver ansat i den private sektor, er det som regel i en stor virksomhed med mindst 100 ansatte. Og efter finanskrisen er den tendens blevet mere udtalt.

Det viser en analyse, som Djøf har foretaget på baggrund af tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Faktaark: To trends på det private arbejdsmarked

Den belyser, hvordan akademikernes beskæftigelse i den private sektor har udviklet sig fra 2008 til 2012.
Både i de mindre og større virksomheder er der kommet flere ansatte med en lang videregående uddannelse, men det er de store, der for alvor har hyret højtuddannede.

I firmaer med over 100 ansatte er andelen af akademiske medarbejdere vokset fra 9,9 procent til 13 procent i årene efter finanskrisen. Til sammenligning er samme andel øget fra 4,9 til 6,0 procent i de små firmaer, der har mellem 10 og 20 ansatte.

Behov for flere højtuddannede

De små og mellemstore virksomheder har brug for et kompetenceløft. Det fremgår af Produktivitetskommissionens undersøgelse af, hvorfor produktiviteten halter i de private serviceerhverv.

Kommissionen skriver i sin første rapport, at der ”sammenlignet med andre lande er få højtuddannede i de private serviceerhverv i Danmark. Det er formentlig en af grundene til, at de klarer sig skidt herhjemme.”

Kommissionen sammenligner Danmark med USA og påpeger, at der er betydelig forskel på uddannelsesniveauet i de to landes servicesektorer. 34 procent af de amerikanske ansatte har en videregående uddannelse, mens det gælder 23 procent af deres danske branchefæller.

Hvis de danske medarbejdere havde samme uddannelsesniveau, ville de private serviceerhverv kunne øge produktiviteten med ti procent, fremgår det af rapporten.

Arbejdsgivere er mere parate

Håndværksrådet repræsenterer knap 20.000 små og mellemstore virksomheder. De udviser en stigende interesse for højtuddannet arbejdskraft, siger direktør Ane Buch.


De store virksomheder løber med akademikerne


”Der er en større parathed, end der var for bare fire-fem år siden. Det er vigtigt for vores virksomheder, at de ser nye muligheder, så de kan klare konkurrencesituationen. Mange af dem oplever et udviklingspres. Derfor er de mere åbne over for, at det kan give mening at ansætte en højtuddannet, der kan hjælpe med at drive og udvikle virksomheden bedre.”

Derfor glæder det Håndværksrådets direktør, at Djøfs analyse dokumenterer, at små og mellemstore virksomheder ansætter flere akademikere.

”Men skal vi have sat mere turbo på den udvikling, skal man lave noget målrettet opsøgende arbejde. Både over for de små og mellemstore virksomheder og over for akademikerne. De skal vide mere om hinanden, og der er mange aktører, der skal involveres,” siger Ane Buch og peger ud over virksomhederne på erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer, kommunernes erhvervsservice, universiteterne og a-kasserne.