]]>

Når din kollega er sygemeldt i længere tid

Det er krævende at være sygemeldt, og mange af vores medlemmer giver udtryk for, at det fx kan være en ekstra belastning at forstå og navigere i reglerne for sygedagpenge. Her får du et overblik over de overordnede regler.

Djøf bliver ofte kontaktet af medlemmer, der er sygemeldte i op imod 22 uger, og som nu har fået besked fra kommunen om, at sygedagpengene ikke kan forlænges – og at de i stedet er bevilget et Jobafklaringsforløb. Men hvilken betydning, har det for deres ansættelse.

Hvorfor skal jeg i jobafklaring, når jeg er i ansættelse?

Når en sygemeldt har modtaget sygedagpenge i 22 uger indenfor 9 kalendermåneder, eller der har været ydet refusion til arbejdsgiver, skal jobcentret vurdere sagen og tage stilling til, om sygedagpengene kan forlænges.

Hvis betingelserne for at forlænge sygedagpengene ikke er opfyldt, og vedkommende fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, har pågældende ret til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Får jeg så ikke længere løn - men ressourceforløbsydelse? 

Er man som sygemeldt i ansættelse, vil man fortsat være berettiget til løn fra som arbejdsgiver, hvis man er funktionær.

Men, at vedkommende ikke længere har ret til sygedagpenge, har betydning for den refusion, den enkelte arbejdsgiver kan få.

Det betyder nemlig, at arbejdsgivers afledte ret til refusion ikke længere vil være sygedagpengesatsen, men satsen for ressourceforløbsydelse. Satsen for ressourceforløbsydelse er på niveau med kontanthjælp, og dermed 80% eller 60% af sygedagpengenes maksimum (men er uafhængig af ægtefælles indtægter og formue).

Men hvorfor kan sygedagpengene ikke forlænges? 

Jobcentret er forpligtet til at undersøge om betingelserne for forlængelse af sygedagpenge er til stede. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering, og som sygemeldt vil man blive partshørt, inden Jobcenteret træffer sin afgørelse.

Udover at den sygemeldte selv bliver partshørt, vil Jobcenteret som udgangspunkt og indhente nye lægelige oplysninger og lægelig vurdering. Det er her vigtigt, at lægen svarer så præcist som muligt på Jobcentrets spørgsmål, herunder på diagnose, prognose, igangværende behandling og ikke mindst – tidshorisonten for raskmelding.

Den hyppigste begrundelse for en manglende forlængelse er helbredsmæssige samt det forhold, at tidshorisonten for raskmelding ikke er klar nok, set i forhold til forlængelsesbestemmelserne.

Men hvad er et jobafklaringsforløb? 

Et jobafklaringsforløb indebærer en tværfaglig og individuel tilrettelagt indsats, hvor den sygemeldte undergår en tværfaglig og sammenhængende indsats, som bidrager til at bringe vedkommende i arbejde eller i gang med en uddannelse. Forløbet kan bestå af tilbud efter beskæftigelseslovgivningen (vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud og mentor) samt indsats efter anden lovgivning, herunder efter sundhedsloven og serviceloven.

Et jobafklaringsforløb bliver tilkendt i op til 2 år, men ophører, når der ikke længere er tale om uarbejdsdygtighed.

Hvad sker der umiddelbart, når jeg kommer i jobafklaringsforløb?

Den beskæftigelsesrettede indsats i jobafklaringsforløbet skal være individuelt tilpasset, tværfaglig og helhedsorienteret og med udgangspunkt i personens helbredstilstand, forudsætninger og behov.

Når den sygemeldte er ansat, tilrettelægger jobcentret forløbet med fokus på hurtigst mulig tilbagevenden til jobbet og med inddragelse af arbejdsgiveren. 

Ved overgangen til jobafklaringsforløbet skal Jobcentret tildele den sygemeldte en gennemgående og koordinerende sagsbehandler, som udarbejder rehabiliteringsplanens forberedende del i samarbejde med vedkommende.

Sagsbehandleren forelægger sagen for rehabiliteringsteamet på et møde senest 4 uger efter, at den sygemeldte er overgået til jobafklaringsforløb. Både den sygemeldte og sagsbehandleren skal deltage i mødet.

Rehabiliteringsteamet afgiver en indstilling om indsatsen. Indstillingen danner grundlag for planens indsatsdel, som sagsbehandleren udarbejder sammen med den sygemeldte, og som er den plan, der vurderes at kunne bidrage til raskmelding.

Læs mere

Er du blevet nysgerrig kan du her finde yderligere oplysninger om både rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteam.

Har du spørgsmål

Har du eller din sygemeldte kollega spørgsmål, kan I få vejledning fra socialrådgiveren i Djøf, Karen Kretzschmar. 
 

I kan kontakte Karen på mail kkr@djoef.dk.