]]>

Virtuelt forhandlingskursus og lønoplysninger til special og chefkonsulenter i staten

Læs om det virtuelle forhandlingskursus og lønoplysninger til special- og chefkonsulenter i staten.

Konsulenterne i staten forhandler ofte selv deres løn med hjælp fra dig. Vi vil på kurset bringe dem igennem en lønforhandling step by step.

Om kurset

Djøf vil nu klæde konsulentgruppen på med en flig af den viden, vi giver dig på vores forhandleruddannelse for tillidsrepræsentanter. Hvis du ikke allerede har deltaget på Djøfs TR-forhandleruddannelse, kan du læse mere og tilmelde dig Den gode forhandler.

På kurset til konsulentgruppen vil vi særligt sætte fokus på forberedelsen af forhandlingen, og hvordan konsulenten bedst bringer sine kompetencer i spil overfor chefen. Endelig vil vi gerne slå et slag for brugen af tillidsrepræsentanten i deres forberedelse. 

Vi håber, at du vil hjælpe os med at markedsføre tilbuddet til konsulenterne på din arbejdsplads, så der er flere der deltager i det virtuelle lønforhandlingskursus. Send gerne linket til konsulentgruppen på din arbejdsplads.

Hvordan kan du hjælpe de konsulenter, der forhandler selv?

Du har som tillidsrepræsentant en kæmpe viden om arbejdspladsen, og hvordan konsulenterne kan tilrettelægge en god lønforhandlingsproces. Nogle af de forhold, du kan hjælpe med, er om lønoplysninger og GDPR på arbejdspladsen.

Lønoplysninger fra dig til konsulentgruppen

Selvom du ikke har forhandlings- og aftaleretten i forhold til special- og chefkonsulenterne i staten, spiller du stadigvæk en vigtig rolle, når det handler om denne gruppes lønforhold.

Ved OK21 blev det præciseret, at du i forbindelse med de årlige lønforhandlinger skal have mulighed for at få relevante lønoplysninger for de medarbejdere, som du repræsenterer. Det gælder også konsulentgruppen.

Så når de årlige lønforhandlinger står for døren, da husk at bede ledelsen om relevant lønstatistik materiale også vedrørende konsulentgruppen. Det kan være oplysning om lønniveau, lønudvikling samt om den lokale tillægsanvendelse/-fordeling, kombineret med oplysninger om køn og anciennitet. På den måde kan du være med til at hjælpe konsulenterne med deres forberedelse til den individuelle lønforhandling.