Af Sara Vergo, Formand for Djøf Offentlig.
Tak for jeres 'ja'
OK21 er kommet godt i mål. I har stemt ja, og det samme har akademikerne som helhed. Alt i alt er resultaterne noget bedre, end vi i vores mest corona-deprimerede øjeblikke turde håbe på, og også ganske fornuftige i forhold til, hvad vi håbede på i vores mere optimistiske øjeblikke. Det var uden rysten på hænderne, at jeg og bestyrelsen anbefalede jer at stemme ja, og vi er glade for, at I fulgte vores anbefaling.
En overenskomstaftale er altid det muliges kunst, og man får aldrig alt det, man stiller krav om. Men ét krav gjorde betydeligt mere ondt at slippe end andre vigtige og relevante krav. Fleksibilitet.
Ord gør det ikke alene
Vi gik til forhandlingerne med et krav om mere fleksibilitet, og vi mødte tre arbejdsgivere, som kategorisk afviste at ville tale om fleksibilitet i nogen former. Man anerkender, at I løber stærkt og mange steder har alt, alt for travlt, men man vil ikke blande sig i, hvordan de lokale ledelser håndterer arbejdspresset. Og man vil under ingen omstændigheder indføre muligheder, som kan komme til at begrænse arbejdsudbuddet.
I min tale på repræsentantskabsmødet den 18. marts kaldte jeg arbejdsgivers tilgang ulogisk, urimelig og uklog. Og de tre tillægsord er stadig dækkende for, hvordan jeg ser på den fuldstændige afvisning af tale om det, der har den mest afgørende betydning for, om den offentlige sektor er et attraktivt arbejdsmarked.
Jeg har tidligere skrevet til jer, at jeg allerede i december 2020 skrev til Skatteminister Morten Bødskov om det alt for høje arbejdspres, som ikke er afledt - men forstærket - af corona. Den henvendelse resulterede i et møde med Skatteministeren og Folketingets formand – et møde, som jeg forlod med en klar overbevisning om, at vi havde en fælles interesse i at passe på medarbejderne i staten – og i hele den offentlige sektor. En fælles interesse i, at medarbejderne også på den anden side af corona har ressourcer til at levere en dedikeret og ansvarsbevidst indsats. Ved OK21-forhandlingsbordet viste det sig, at Skatteministeren og de øvrige offentlige arbejdsgivere imidlertid ikke er indstillet på fra centralt hold at aftale, hvordan vi i fællesskab kan gå fra ord til konkret handling. Jeg tvivler fortsat ikke på, at der er en fælles interesse i at skabe en attraktiv offentlig sektor, men enige om, hvordan vi skal komme frem til målet, er vi ikke.
Hvad så nu?
Vi må insistere på at fortælle historien om, at det ikke er rimeligt, at kernemedarbejdere i verdens bedste og mest ukorrupte offentlige sektor kun kører på de sidste rester af dampene fra det brændstof, som løbende burde fyldes i tanken. Det er ikke rimeligt, at der mange steder bestilles meget mere, end der realistisk kan leveres.
Vi vil tage arbejdsgiverne på ordet og gå lokalt til værks. Det gør flere af jer allerede, og nogle af jer også med gode resultater. Men vi vil også i samarbejde med tillidsrepræsentanterne tage fat på udvalgte arbejdspladser, hvor arbejdspresset er allermest udtalt, og se om vi kan få arbejdsgiver i tale om fornuftige løsninger på arbejdspres og fleksibilitet. Udgangspunktet vil fortsat være, at der må være en fælles interesse i, at arbejdspladserne fungerer og leverer både nu og i fremtiden. Det forudsætter et godt arbejdsmiljø.
Det var noget paradoksalt af helt afgørende betydning for Skatteministeren, at der blevet indgået et partnerskab om attraktive og bæredygtige arbejdspladser ved OK21. Djøf vil arbejde målrettet på at få drøftelserne til konkret at handle om dén ting, som vores medlemmer peger på, når de fortæller os om, hvad der kunne gøre deres arbejdsliv attraktivt – at fleksible medarbejdere skal mødes af fleksible arbejdspladser.
Jeg vil løbende orientere jer om, hvilke skridt vi tager for at holde fokus, så vi forhåbentligt kan komme i mål med ønsket om det gode arbejdsliv med mere fleksibilitet, og jeg kan allerede nu fortælle, at det bliver temaer på TR-konferencen den 2.-3. november 2021.