]]>

Nyt uafhængigt ekspertudvalg

Nyt udvalg skal tage temperaturen på samspillet mellem politikere, embedsværk og medier.

Grænsen mellem politik og faglighed mudres, og rollerne mellem politikere og embedsværk blandes sammen. Sådan lyder det fra stadigt flere på Slotsholmen og Djøfs egne medlemmer.

Hvad er op og ned?

For at finde ud af, hvad der er op og ned, har Djøf nedsat et uafhængigt ekspertudvalg, der skal undersøge samspillet mellem politikere, embedsværk og medier. Udvalget arbejder frem til september, hvor det præsenterer sit arbejde på en konference på Christiansborg.

Ingen rygende pistol

Rigsret, Instrukskommission, Minkkommission og FE-undersøgelser. Listen over sager, der med voldsom kraft har ramt avisernes forsider, er lang. Sager, der sætter spørgsmålstegn ved, om tilliden til og kvaliteten af det arbejde, der foregår i det politiske og administrative maskinrum og i dialogen mellem politikere og embedsmænd, er i orden. Men hvad er problemet? Er det mediernes skyld, ministre med for meget magt eller et embedsværk, der savner moralsk og retligt kompas? Måske en kombination eller noget helt femte?

Det er der mange bud på. Men én ting er sikker: Selvom der ikke umiddelbart kan identificeres en rygende pistol, lugter der alvorligt af krudtslam. I Djøfs medlemskreds er der en tiltagende oplevelse af, at grænsen mellem politik og faglighed mudres, at medietrykket skaber pseudopolitik på steroider, at magten centraliseres og at embedsværkets troværdighed og integritet kommer i klemme i flere sager.

Hvem er eksperterne?

Derfor har Djøf nedsat et uafhængigt ekspertudvalg, der skal undersøge samspillet mellem politikere, embedsværk og medier og bidrage til debatten om, hvordan vi sikrer, at vores politiske og administrative systemer fungerer, også når tingene går stærkt, og der skal træffes store beslutninger. Med afsæt i eksisterende og nye undersøgelser skal udvalget præsentere sit arbejde i efteråret 2022.

Udvalget har fået tidligere departementschef i Statsministeriet og Finansministeriet, Karsten Dybvad, som formand. Herudover består udvalget af to tidligere departementschefer, en højesteretsdommer, to tidligere ministre, to forskere og to chefredaktører. Se faktaboks.

Hvordan skal udvalget arbejde?

Djøf stiller sekretariatsbistand til rådighed og har knyttet en ekstern konsulent til udvalgets arbejde. Udvalget har planer om at gennemføre en eller flere undersøgelser om samspillet mellem politikere, embedsværk og medier og vil føre dialog med eksperter og forskere for at kvalificere udvalgets analyser og anbefalinger. Det er også forventningen, at udvalget skal deltage i den offentlige debat, fx på Folkemødet. Herudover har Djøf nedsat en følgegruppe med 11 personer – både tillidsrepræsentanter og medlemmer med og uden chefansvar – som skal bidrage til udvalgets arbejde med sine perspektiver og erfaringer fra brede dele af centraladministrationen.

Hvorfor endnu et udvalg?

Det er ikke første gang, at Djøf nedsætter et udvalg, der skal se på forholdet mellem politikere, embedsværk og medier. I 1993 barslede Nordskov Nielsen-udvalget med sine anbefalinger i skyggen af Tamilsagen, og i 2015 barslede Bo Smith-udvalget med en næsten 400 sider lang rapport, der konkluderede, at vi har en velfungerende forvaltning og et embedsværk, der er sin opgave voksen. Men Bo Smith-udvalget pegede samtidig på et udviklingstræk med beskrivelsen af et turbodemokrati, der laver politik på steroider. Meget tyder på, at denne udvikling siden er accelereret.

I Djøf har vi ikke svarene på forhånd. Den politiske trekant mellem politikere, embedsværk og medier er kompleks, og der er mange holdninger til, hvor skoen trykker og mange bud på hurtige løsninger. I Djøf leder vi efter holdbare helhedsløsninger, og har derfor hidkaldt en række eksperter, som skal være med til at pege på problemer og løsninger.

Er Slotsholmen af lave?

Ifølge tidligere undersøgelser har Danmark en velfungerende offentlig forvaltning og en stærk og veluddannet centraladministration med velbeskrevne principper for samspillet mellem politikere og embedsværk, senest Kodex VII. Vi har en hæderkronet dansk tradition for et velfungerende samarbejde mellem politikere og embedsværk og den skal vi værne om. De fleste embedsfolk ved godt, hvad der er ret og vrang, men hvad gør vi i hverdagens gråzoner? Højesteretsdommer Jens Peter Christensen har i sin nye bog om pligter og ansvar for ministre og embedsmænd i lyset af rigsretssagen mod Inger Støjberg konkluderet, at de gældende regler – især Kodex VII – i princippet er klare nok, men at det er virkeligheden, der er uklar. Det er blandt andet noget af det, som det nye ekspertudvalg forventes at kaste lys over.

Bekymrede miner

I Djøf er vi bekymrede over udviklingen, fordi den risikerer at undergrave tilliden til det politiske system og i sidste ende opbakningen til vores folkestyre, demokratiske institutioner og offentlige myndigheder. Nogle af de seneste ”sager” har ført til undersøgelser og kommissioner, og en enkelt har sågar ført til en rigsretssag – andre har ført til hjemsendelser med efterfølgende frikendelse af de involverede embedsfolk. Det kalder på refleksion, eftertanke og – måske – en ny måde at håndtere og organisere samspillet mellem politikere, embedsværk og medier på. Stay tuned.

Medlemmer af Djøfs ekspertudvalg

Formand

  • Karsten Dybvad, tidl. departementschef i Statsministeriet og Finansministeriet


Tidligere ministre

  • Karen Ellemann, MF (V), tidl. miljø-, social-, indenrigs-, fiskeri- og ligestillingsminister
  • Martin Lidegaard, MF (RV), tidl. udenrigs-, klima-, energi- og bygningsminister


Tidligere departementschefer

  • Jakob Jensen, adm. direktør i DBU, tidl. departementschef i Beskæftigelsesministeriet
  • Kristian Vendelbo, adm. direktør i KL, tidl. departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Eksperter

  • Amalie Trangbæk, adjunkt på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
  • Jørgen Steen Sørensen, højesteretsdommer, tidl. Folketingets Ombudsmand og Rigsadvokat
  • Lotte Jensen, direktør på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mediepersoner

  • Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske
  • Kristian Madsen, chefredaktør på A4 Medier