]]>

Nyt brand: Mere sanselighed og tættere på dig

Læs her, hvad Sara Vergo siger om vores nye brand.

Træerne springer ud i fine farver, og det samme gør Djøf. I den næste tid vil du se din fagforening - i helt nye farver og former - sætte fuldt tryk på arrangementer og debatter om dit fremtidige arbejdsliv.

Sara Vergo, afgående formand for Djøf Offentlig:

Kerneopgaven for os som fagforening er - selvfølgelig - at skabe de bedste betingelser for det gode arbejdsliv. Men definitionen af godt arbejdsliv er selvsagt individuelt - og derfor skal vi i Djøf navigere mellem at varetage kollektive interesser og individuelle ønsker.

Vi skal hele tiden være i sync med jer medlemmer og følge med i jeres behov - de kan jo ændre sig gennem livet og med forandringerne i arbejdsmarkedet. Faktisk synes jeg, at vi har et ansvar for at kunne se konjunkturerne af nye behov, før de opstår.

Vi skal have fingeren på samfundspulsen og omsætte det, vi registrerer, til ydelser, produkter og god service til jer TR’er og alle andre medlemmer. Og til positioner og holdninger, vi skal arbejde for politisk.

Arbejdsmarkedet flytter sig med syvmileskridt i øjeblikket. Digitalisering, leve- og pensionsalder, MeToo og senest coronapandemien er alle udviklinger, bevægelser og præmisser som i den grad sætter sine spor på vores arbejdsmarked – som påvirker vores muligheder, ambitioner og rækkevidde, og som stiller krav til de vilkår vi vil og kan arbejde under. For ikke at tale om skiftende politiske dagsordener og forventninger til den offentlige sektor.

Djøf agenda: Arbejdsliv i bevægelse

Det stiller krav til os som fagforening, at arbejdslivet - og jeres forventninger - er i forandring. Og dem vil vi rigtigt gerne leve op til. Derfor sætter vi i den kommende tid gang i en række forskellige aktiviteter under overskriften ”Djøf agenda: Arbejdsliv i bevægelse”.

Det handler om at tage et opgør med - eller i hvert fald starte en samtale om - det traditionelle syn på arbejdslivet. For de tendenser, vi ser i tiden, går mere og mere i retning af, at der bliver mange forskellige måder at sammensætte sit (arbejds)liv på i fremtiden.

Når det bliver mere normalt at uddanne sig løbende, måske skifte spor og veksle mellem at drøne derudaf og have perioder med mindre tryk på speederen – hvilke krav stiller det så til arbejdspladserne? Og hvilke krav stiller det til os som fagforening? Det skal vi finde ud af sammen med jer.

Forårets flagskibe bliver Djøf festival i København den 24. maj og Djøf lykkelab i Aarhus den 9. juni. Derudover har vi webinarer, analyser og debatindlæg på programmet. Jeg håber, at I tager godt imod det.

Knald på farverne – og alt det bagved

Men Djøf kommer også til at se anderledes ud - helt fysisk. Faktisk kan du allerede se det i den arrangementsmail, du modtager i morgen (6. april), hvor der kommer mere liv og knald på farverne.  

Er det ikke bare farver, kan du spørge? Jo, det kan man mene. Men billeder, farver og det umiddelbare udseende er i dén grad med til at give et indtryk af, hvem man er som organisation. Bare tænk på, hvilke associationer vores nydelige blå logo giver. Meget pænt, men meget lidt sanseligt. Synes jeg. I Djøfs bestyrelse vil vi gerne signalere lidt mere spræl, flere farver, flere former. Vores visuelle udtryk må gerne afspejle jer djøfere - I er jo heller ikke (kun) nydelige og blå ;)

Så ’indpakningen’ ér vigtig. Men indpakningen står selvfølgelig ikke alene. Vi skal primært måles på det, vi har på hylderne: Den rådgivning vi leverer, de arrangementer vi tilbyder, og de resultater vi skaber for det enkelte medlem og samlet som organisation.

Jeg håber, I kan finde det hele i vores nye koncept Djøf agenda, som jeg har fået lov at sende jer et link til, før alle andre får det: Djøf agenda.

Jeg tror, det bliver rigtig godt - og jeg giver glad og forventningsfuld en mere farverig stafet videre til den kommende formand for Djøf Offentlig, Johanne Legarth Nordmann.

Rigtig god fornøjelse til jer alle.