]]>

Ny MED-vejledning om det gode samarbejde

Vi byder de nye medlemmer af Akademikerne velkommen. Her vil vi blot gøre opmærksom på, at i takt med udvidelsen af medlemmer er det stadig vigtigt, at vi finder fornuftige måder at samarbejde på lokalt.

Det akademiske fællesskab er blevet udvidet med nye medlemmer - og flere er på vej. Særligt, når det gælder sammensætningen af de lokale MED-udvalg, kan det give udfordringer. Derfor har Akademikerne udsendt en vejledning med anbefalinger til et godt samarbejde.

De nye i klassen

I år er Konstruktørerne og Scenograferne blevet en del af Akademikerne, og i 2020 vil Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen samt Jordemoderforeningen blive en del af Akademikerne.  

Hvad betyder det for MED?

Det er en fordel, at det akademiske fællesskab får flere muskler. Men der følger nogle praktiske udfordringer med særligt i MED-sammenhæng i kommuner og regioner. For hvem skal besætte AC-pladserne i div. MED-udvalg? Og hvor mange pladser skal Akademikerne have?
 
De spørgsmål finder vi over tid løsninger på. Lige nu er vores vigtigste fokus, at vi signalerer, at vi vil det gode samarbejde. Det inkluderer, at vi byder de nye medlemmer af Akademikerne velkommen. 

AC byder velkommen med ny vejledning

Tillidsrepræsentanter og suppleanter i kommuner og regioner har tidligere fået et velkomstbrev fra Akademikerne. Og Akademikerne har netop udsendt en vejledning, som indeholder råd og inspiration til det gode MED-samarbejde. Vejledningen er blevet til i samarbejde med de nye medlemmer af AC-familien.

Byd på kaffe

Mange gode samarbejder starter over en kop kaffe. Hvis du vil invitere de nye medlemmer af Akademikerne på en kop kaffe lokalt på din arbejdsplads, dækker Djøf gerne udgiften. Læs mere om ekstra klubmidler.

Hvis du har spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Djøf på 33 97 95 00 eller din kontaktperson.