]]>

Ny lønundersøgelse i regioner og kommuner

Nu ruller årets lønundersøgelse i regioner og kommuner. Hjælp os med at få svarprocenten op.

Det er her i slutningen af september måned, vi igen beder medlemmerne om at fortælle os om deres løn, når vi sender spørgeskema ud til ansatte i kommuner og regioner.

Vi har igen brug for din hjælp til at få svarprocenten op. I 2017 svarede knap 5.000 på undersøgelsen. Det tal må gerne blive endnu højere i år.

Hjælp os med fange medlemmernes opmærksomhed

Mailen med lønundersøgelsen skal helst ikke ende i dine medlemmers papirkurv. Derfor vil det være en stor hjælp, hvis du sender dine medlemmer en kort mail, hvor du minder om undersøgelsen. Du kan evt. bruge den korte introtekst herunder. 

Mail til dine medlemmer

Djøf har inviteret dig til at svare på lønundersøgelsen for 2018. Deltag i undersøgelsen, ligesom knap 5000 djøfere gjorde sidste år. Så er du med til at sikre en solid og detaljeret lønstatistik, som du kan bruge ved kommende lønforhandlinger, og hvis du på et tidspunkt søger nyt job. 

Hvis du har spørgsmål til din lønseddel, lønstatistik eller til lønforhandling, så tag fat i mig eller Djøfs Rådgivningscenter på telefonnummer 33 95 97 00.

Lønstatistikken er klar midt i december

Når vi først har medlemmernes svar, går det stærkt. Fristen for besvarelse af spørgeskemaet er sidst i oktober, og allerede midt i december forventer vi at have en ny lønstatistik klar.

Inspiration til jeres lokale lønforhandling

En solid lønstatistik er en af grundpillerne i lønforhandling, men der er mange andre forhold, der er vigtige. Læs mere om lønforhandling her på vores TR-site. Tag også gerne fat i din sædvanlige kontaktperson og få sparring på udfordringer og praktik i forbindelse med dine lokale forhandlinger.