]]>

Mød din nye formand: Johanne Nordmann

Djøf Offentlig har fået ny formand. Mød Johanne Nordmann og læs om hendes ambitioner i rollen som formand for Djøf Offentlig.

På Djøf Offentligs repræsentantskabsmøde den 29. april 2022 blev formandsstafetten overdraget fra Sara Vergo til Johanne Nordmann.

Johanne Nordmann 

Hvem er din nye formand?

Johanne har

  • stået i spidsen for en stor klub i Skatteforvaltningen med 3.200 medlemmer i mange år
  • været bestyrelsesmedlem i Djøf Offentlig i flere år
  • siddet i Djøfs bestyrelse de sidste 2 år
  • for nylig fået en bestyrelsesplads i P+.

Så Johanne har stor erfaring, når det kommer til politisk arbejde for Djøf Offentligs medlemmer.

I sin velkomsttale til repræsentantskabet sagde Johanne:

Jeg forestiller mig, at jeg i den kommende tid kommer til at bruge en del kræfter på lige at lære koblingspunktet at kende.

”Jeg føler mig ikke helt grøn. Men det er en anden bil, jeg har haft nøglerne til. Jeg har kørekortet og masser af kørte kilometer i bagagen, men det ér bare stadig noget andet at køre den store Djøf-bus end den Seat Ibiza, som jeg i flere år har kørt rundt i. Jeg forestiller mig, at jeg i den kommende tid kommer til at bruge en del kræfter på lige at lære koblingspunktet at kende”.

31.000 medlemmer fra 23 til 80 år

Johanne er nu formand for 31.000 dedikerede og kompetente offentligt ansatte djøfere fra seks forskellige sektorer, bosiddende i fem regioner og med 99 forskellige uddannelsesretninger bare blandt Djøf Offentligs medlemmer.

Medlemmerne er i et aldersspænd fra 23 til 80 år, med et utal af titler og stillingskategorier, forskellige køn og familiekonstellationer.

Til det sagde Johanne:

”Jeg er helt bevist om, at der ligger et stort arbejde foran mig med at lære jer alle at kende. Et megaspændende arbejde med at komme tættere på jer og jeres områder - jeres vilkår, behov, muligheder, ønsker og udfordringer”.

Det er vigtigt at tale alle vores forskellige roller og kompetencer op. Unge - gamle, erfarne – nyuddannede, specialister – generalister, detaljeorienterede – helhedsfokuserede - jeg kunne blive ved. Vi er ikke ens og skal ikke være ens.

Hvad er formandens ambition?

Johanne beskriver sig selv som nysgerrig og med lysten til at gøre en forskel. Og så har hun et kæmpe engagement i en af samfundets vigtigste hjørnesten: Den offentlige sektor.

I sin tale til repræsentantskabet kom Johanne omkring værdien af diversitet, vigtigheden af fællesskabet, ønsket om at hjælpe medlemmerne med at muliggøre deres eget frie og fleksible arbejdsliv og ikke mindst at få fagligheden i fokus igen i den offentlige sektor. Johanne udtrykte det sådan:

”Det er vigtigt at tale alle vores forskellige roller og kompetencer op. Unge - gamle, erfarne – nyuddannede, specialister – generalister, detaljeorienterede – helhedsfokuserede - jeg kunne blive ved. Vi er ikke ens og skal ikke være ens. Vi arbejder ikke med det samme og skal ikke arbejde med det samme.

Vi motiveres af forskellige ting og ser forskelligt på, hvordan vores arbejdsliv skal formes. Den forskellighed skal der være plads til, og den forskellighed skal der værnes om. Det er vigtigt for værdiskabelsen og vigtigt for, at den offentlige sektor fortsat kan løse kerneopgaven.

Vi ønsker at udvikle samfundet og bidrage til velfærdssamfundet. Vi føler et kald og brænder for opgaven, borgeren og det, der binder os sammen.

Det er også vigtigt at tale vigtigheden af fællesskab, solidaritet og det at være en del af noget større op. Vi har et stærkt fagligt fællesskab. Vi har et overenskomstfællesskab. Vi ønsker at udvikle samfundet og bidrage til velfærdssamfundet. Vi føler et kald og brænder for opgaven, borgeren og det, der binder os sammen.

Vores diversitet er vores styrke. Vores antal er vores styrke.

Der er brug for os alle i arbejdslivet og i Djøf. Vores diversitet er vores styrke. Vores antal er vores styrke. Og kombinationen af diversitet og antal gør, at vi har vigtig stemme i den offentlige debat. Sammen kan vi rykke på dagsordener og give ballast til at sikre gode vilkår for vores medlemsgruppe.

En af de helt store dagsordener, der ligger foran os, er OK24. Her ligger et kæmpe arbejde foran mig med at sikre, at vi - djøfere - får vores rimelige andel af resultatet. Et resultat som mange andre faggrupper igen og igen mener skal skævdeles til fordel for dem.

Jeg vil gøre alt for – ja kæmpe for - vores lønvilkår, og at der ikke skal bedrives fordelingspolitik ved OK-bordet.

Tro mig - jeg vil gøre alt for – ja kæmpe for - vores lønvilkår , og at der ikke skal bedrives fordelingspolitik ved OK-bordet.

Så på fællesskabets grundpiller, som jeg hylder, ønsker jeg, at vi kan møde medlemmerne der, hvor de er, og hjælpe dem med at indfri deres interesser og behov – muliggøre deres eget frie og fleksible valg.

Vores erfaringer og kompetencer skal anerkendes. Fagligheden skal igen i fokus, så det offentlige ikke kun er optaget af reformer, flytninger, besparelser og effektivitet. Det offentlige skal stadig være et attraktivt arbejdsmarked ”.

Kom i dialog med din formand

Hvis du gerne vil i dialog med Johanne om, hvad hun sammen med resten af Djøf Offentligs bestyrelse kan gøre for dig, så skriv til Johanne på dk¤djoef¤jon.

Du kan også følge Johanne og give input til aktuelle debatter på Linkedin.