]]>

Hvorfor holder Neel ugentlige møder med HR-chefen?

Bliv inspireret til at give nye medarbejdere en god velkomst på arbejdspladsen.

Tillidsrepræsentant i Forsyningstilsynet, Neel Ploug Olsen, har sammen med AC-klubbens bestyrelse lavet et velkomstbrev til nye medarbejdere, så de fra starten ved, hvad klubben arbejder for, og hvem de kan gå til med stort og småt. Lad dig inspirere af deres positive erfaringer her.

På deres første arbejdsdag i Forsyningstilsynet modtager nye medarbejdere et velkomstbrev fra Neel Ploug Olsen og resten af AC-bestyrelsen. Velkomstbrevet indeholder en kort præsentation af tillidsrepræsentanten, der altid står til rådighed, hvis medarbejderen har spørgsmål til sin ansættelse eller arbejdsvilkår på arbejdspladsen. Neel Ploug Olsen fortæller, at velkomstbrevet giver klubben mulighed for at byde velkommen uden at være anmassende.

Neel Ploug Olsen kom fra en stilling i det private, og velkomstbrevet besvarer mange af de spørgsmål hun selv stillede, da hun blev ansat. Det er vigtigt for hende, at nyuddannede og andre, der kommer fra det private arbejdsmarked, forstår hendes rolle som tillidsrepræsentant og bliver bekendt med, at klubben arbejder for fremme medlemmernes lokale interesser og sikre medbestemmelse. Neel Ploug Olsen fortæller, at det fx giver nye medarbejdere en forståelse for, hvorfor hun holder ugentlige møder med HR-chefen. Hvis de ikke vidste bedre, kunne medarbejderne måske være nervøse for at gå til hende på grund af hendes tætte kontakt til HR.

Vi er interesseret i at være et fællesskab

Brevet indeholder endvidere en oversigt over AC-klubbens årlige aktiviteter og en opfordring til at sende en mail til bestyrelsen med input til vilkår og generelle spørgsmål, da det er vigtigt for Neel Ploug Olsen, at medlemmerne bliver hørt. Ud over en generalforsamling og et forberedende møde inden de årlige lønforhandlinger holder klubben også en aktivitet med fagligt indhold. Velkomstbrevet er ikke oprettet i hverveøjemed, men klubben har fået flere medlemmer efter initiativet. Ifølge Neel Ploug Olsen afspejler brevets fokus, at Forsyningstilsynet er en arbejdsplads, hvor man er interesseret i at være et fællesskab – og så er det bare et plus, at det også skaber et bedre forhandlingsudgangspunkt med ledelsen.  

Vigtigt at kunne sætte ansigt på

Til sidst i brevet er anført navne og kontaktoplysninger på resten af AC-klubbens bestyrelse, der består af en repræsentant fra hver afdeling. Bestyrelsen har valgt at indsætte billeder af dem selv, da det kan være rart for nye medarbejdere at kunne sætte ansigt på.

Neel Ploug Olsen fortæller, at klubben udelukkende har fået positiv feedback fra nye medarbejdere, som føler sig rigtig godt taget imod, og hun vil derfor opfordre andre klubber til at tage et lignende initiativ.

Til inspiration har Tillidsposten fået tilladelse til at vise en anonymiseret udgave af brevet.