]]>

Hverdagen er så småt tilbage

Efter at COVID-19 gennem de sidste tre måneders tid har vendt op og ned på Danmark, er vi forbi den helt akutte og force-majeure-lignende situation. Så hvad nu?

Efter de sidste måneders travlhed er der mange steder hængepartier i forhold til fx honorering for merarbejde eller arbejde på skæve tidspunkter, som nu, hvor der er lidt mere luft, skal håndteres. 

På vej ud af rød zone

Midt i marts skrev Sara Vergo i en mail til alle tillidsrepræsentanterne:

”Hvis en djøfer kan løse en samfundskritisk opgave, selvom den måske ligger langt fra det, man normalt sidder med, så byder man ind. Sådan må det være i en helt ekstraordinær situation. Vi må strække os længere, end vi gør normalt.”

Og det er virkelig imponerende, hvordan I og medlemmene har håndteret situationen. Der er blevet leveret både på de synlige og de mere usynlige samfundskritiske opgaver.

Intet tyder på, at COVID-19 forsvinder lige med det samme, men de første måneders akutte håndtering af situationen er passeret. Hverdagen er på vej tilbage – for nogle mere, for andre mindre.

Er der noget, der skal samles op på?

Først skulle der tænkes i løsninger, og siden måtte rammerne blive afklaret, og nu nærmere vi os mere normale tider. Hvor vi i en helt ekstraordinær situation har meldt ud, at der først skulle tænkes i løsninger og siden måtte rammerne blive afklaret, er vi nu tilbage ved ”normalen”. Arbejdstid, arbejdsopgaver og arbejdstilrettelæggelse sker igen med respekt for de indgåede overenskomster og aftaler.

Mange medlemmer har de forløbne måneder ydet en ekstraordinær indsats – uden at der måske på forhånd er taget stilling til, om, og i givet fald hvordan, det skal honoreres. Se dig om i klubben, er der nogen udeståender? Så kunne det være fint at få dem lukket her inden sommerferien, mens coronaindsatsen stadig er i frisk erindring.

Nogle opmærksomhedspunkter kan være, om der skal:

  • Aftales engangsvederlag.
  • Udbetales merarbejdsgodtgørelse.
  • Aftales afspadsering.
  • Afkøbes fleks.
  • Noget helt femte? 

Er der fortsat behov for en særlig indsats på din arbejdsplads?

Forårsmånedernes stærke fokus på COVID-19 har måske haft konsekvenser i andre dele af organisationen. Måske venter sagspukler eller fortsatte krav om, at nogle skal stå til rådighed i vagtordninger eller på anden vis.

Hvis der skal forhandles fremadrettede aftaler på din arbejdsplads, er det godt at have overblik over, hvilke typer aftaler du som tillidsrepræsentant allerede er bemyndiget til at indgå, og hvilke aftaler Djøfs sekretariat skal ind over.

Du kan som TR indgå aftale om fx resultatløn, engangsvederlag, kvalifikations- og funktionstillæg, men du kan ikke uden særskilt bemyndigelse fra Djøf indgå aftale om omlægning af arbejdstiden til fx fast aften- eller weekendarbejde. Det samme gælder, hvis ledelsen vil etablere en fast vagtordning, hvor nogle medarbejdere skal stå til rådighed uden for den almindelige daglige arbejdstid. Kontakt Djøf, hvis du møder sådanne ønsker fra din ledelse, eller hvis du har brug for et godt råd om, hvordan du skal håndtere lokale forhandlinger eller spørgsmål fra dine medlemmer.   

Særligt i kommunerne

På det kommunale område har der været formuleret en fælleserklæring, som har defineret, hvordan coronasituationen skulle håndteres så fleksibelt som muligt. Denne fælleserklæring løb i udgangspunktet ved udgangen af maj måned. Erklæringen er nu forlænget, men med nogle få vigtige tilføjelser. Du kan læse mere om den kommunale fælleserklæring her i Tillidsposten