]]>

Hvem sidder i Djøf Offentligs bestyrelse?

Djøf Offentlig har valgt ny bestyrelse. Se, hvem der varetager dine interesser i Djøf.

Den nyvalgte bestyrelse i Djøf Offentlig er trukket i arbejdstøjet. 12 bestyrelsesmedlemmer fra seks sektorer (statsadministrationen, kommuner, regioner, universiteter og forskning, undervisningsområdet samt anklagemyndighed og domstole) skal arbejde for dine interesser de næste par år med Sara Vergo i spidsen som formand.

To nye ansigter

To nye bestyrelsesmedlemmer stillede op og blev valgt ind i bestyrelsen. Det er Mona Blumensaat Andersen fra Tinglysningsretten i Hobro, der repræsenterer sektoren for anklagemyndighed og domstole, og Christian Bang Jacobsen fra Landbrugsstyrelsen i Augustenborg, der sammen med fire andre bestyrelsesmedlemmer repræsenterer sektoren for statsansatte.

Hvad driver et nyvalgt bestyrelsesmedlem?

Vi har spurgt Christian Bang Jacobsen, hvad der har været hans motivation for at engagere sig i bestyrelsesarbejdet?

 ”Jeg drives af at bidrage til udviklingen af en attraktiv offentlige sektor, som kan fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere i både de etablerede og nyligt udflyttede statslige arbejdspladser. 

 Jeg er stærkt optaget af, at medlemmer i Djøf føler sig godt rustet. Ikke blot til nutidige problemstillinger, man som statslig ansat møder i hverdagen, men også i et fremtidsperspektiv. Derudover ser jeg det som en af mine fremmeste opgaver at arbejde for, at der i udviklingen af den offentlige sektor sikres en balance mellem ressourcer og arbejdsopgaver.

 Vi skal have særlig fokus på tillidsrepræsentantens rolle i at skabe sammenhængskraft både internt på arbejdspladserne mellem ledere og medarbejdere og i samfundet. Det er dermed vigtigt, at vi fortsat italesætter djøfernes værdiskabelse på en måde, som er forståelig for alle borgere.” 

Den samlede bestyrelse

Se Djøf Offentligs bestyrelse og læs mere om hvem de er, hvor de arbejder, og hvem de repræsenterer.

Hvis du vil følge med i bestyrelsens arbejde og læse mere om den politiske struktur i Djøf, kan du løbende følge med via mødereferater med mere.