]]>

Bliv en del af den grønne omstilling

Ved OK21 fandt den grønne omstilling på arbejdspladserne vej til overenskomsterne. Kom til morgenmøde for tillidsrepræsentanter om, hvordan du påvirker klimadagsordenen på din arbejdsplads.

I både stat, regioner og kommuner er det aftalt ved OK21, at medarbejderne skal have indflydelse på, hvordan arbejdspladsen bevæger sig i en grønnere retning i opgaveløsningen, indretningen mm. Få inspiration til hvordan.

Klimafokus som ny TR-opgave

I fremtiden skal medarbejderne have mulighed for at tænke med, når opgaver, indretning mv. skal tænkes ind i en grøn ramme. Det føjer endnu en opgave til tillidsrepræsentantens i forvejen ret omfattende opgave-pallette. Men hvor starter man? Og har andre ikke allerede tænkt gode tanker, som man kan låne?

Djøf forventer ikke, at du som tillidsrepræsentant bliver dedikeret bannerfører for grøn omstilling på din arbejdsplads, hvis andre opgaver trænger sig endnu mere på - og tiden er knap. Men alt efter ambitionsniveau og tid er der forskellige ideer og greb, som du kan lade dig inspirere af, hvis du ønsker at ”puffe” din arbejdsplads i en mere bæredygtig retning. Dem præsenterer vi for dig ved det virtuelle morgenmøde Klimaindsatser på arbejdspladsen den 23. november kl. 9 til 10.30.

Alle kan deltage

Du kan deltage i mødet, hvad enten I allerede er godt i gang på din arbejdsplads, eller du indtil for 2 minutter siden ikke anede, at grøn omstilling nu er en ”skal-opgave” på de offentlige arbejdspladser. Vi kommer til at tage afsæt i gode cases og konkrete værktøjer, og du får mulighed for at sparre med andre tillidsrepræsentanter om, hvordan du sikrer lokalt klimafokus.